Ønskebarn

OBS: I må undskylde for de lange kapitler, men jeg skriver på word, og så kommer det til at fylde meget herinde. Det er ikke lavet som en novelle, men som en historie. Derfor er de så lange.

Sams liv var perfekt. En sød kæreste, en familie, man kunne leve med, og dejlige venner. - Indtil den dag, hvor alting smuldre. Sam mister alt, hun har kært, og sorgen tynger hende i lang tid. Men lige da hun er ved at være på toppen igen, bliver hun viklet ud i overnaturlige ting, som selv ikke skæbnen kan forklare. Mød Samantha.

20Likes
16Kommentarer
2245Visninger
AA

7. Forbandet

 

Der er mange der mener, at 13 er et ulykkestal. Tretten år, tretten måneder, datoen d. 13. Den dag var det fredag d. trettende. Jeg har aldrig helt forstået princippet i den overtro. Jeg har altid syntes, at det var noget pjat.

Indtil for lidt siden.

 

Det startede om tirsdagen. Jeg havde brugt hele natten på at udlede alle de saltede tårer, der havde samlet sig, så jeg slap for dem i skolen. Derudover havde jeg (også hele natten) fundet alle de ting frem, som overhovedet lugtede den mindste smule af Benjamin og samlet dem i en kasse jeg havde til overs. Som nu står under køkkenvasken, klar til at blive brændt når jeg kommer hjem fra skole. Kommenterede jeg for mig selv i tankerne.

En høj lyd fra hjul der bremsede brat på asfalt, brød husets ellers så stille morgenstund. Jeg kiggede op fra mine grå havregryn og blev næsten ikke forbløffet, da jeg så Alina og Gabriel komme stavrende ind i mit hus klokken halv otte og uden at banke på.

Lidt mælk sprøjtede fra min ske og ud på bordet, da Alina uden et ord kom hen og krammede mig hårdt. Gabriel puffede ubemærket til hende, tog min hånd i sin og kiggede glædesløst på mig. ”Vi hørte, hvad der skete.” Sagde han.

Noget pressede sig igen på i mine øjne og jeg var tæt på at begynde at råbe af saltvandet, hvorfor det dog for en gangs skyld ikke bare kunne lade mig være i fred.

Alina gik bagom mig og krammede mig igen.

”Er du okay?” Spurgte hun.

Jeg var ved at spørge hende om det samme. Denne side var virkelig sjælden hos Alina og det var kun, hvis man kendte hende godt og havde gjort det i lang tid, at man måske ville få et glimt af den. Men dette var dog helt ud over det sædvanlige.

Jeg vred mig ud af Alina og Gabriels pludselig meget kvælende hænder og rystede stille kvalmen af mig.

”Vi har et lift med. Vi tænkte, at du måske gerne ville køres i skole?” Sagde Alina forsigtigt og ledede ubevidst en rød hårtot om bag øret, som havde sneget sig ud foran ansigtet.

Gabriel holdte Alina tilbage. ”Argh, vent nu lige lidt. Jeg er ked af, at tage din plads som den skrappe, Alina, men hold kæft hvor ser du ikke helt godt ud, Sam. Dine øjne hænger jo nærmest helt nede ved hagen. Det kan du ikke tage i skole med.”

”Hvad fanden, synes du ikke, at pigebarnet har nok problemer? Jeg prøver bare at være lidt sød her. Og hvad, skrappe, hvad fanden mener…”

Min hulken afbrød deres skænderi og udmattet sank jeg sammen på gulvet. Hold kæft, hvor var jeg træt af den tuden. Jeg kunne selv høre, hvor klynkende og irriterende den måtte være at høre på. Jeg fik hovedpine og kvalme af mig selv. Gud, hvor var jeg dog frastødende! Imens jeg sad på gulvet og Gabriel og Alina var styrtet ned til mig, gik det pludselig op for mig, at der var gået snart en måned siden, at min far og bror døde. Jeg blev klar over, at jeg stort set ikke havde talt i al den tid. Kun få ord. Med ét forstod jeg godt, hvorfor Benjamin havde forladt mig. Hvem gider også være sammen med en opmærksomhedskrævende lille unge, som ikke kan få nok medynk og som praktisk talt ikke siger noget? Jeg er afskyelig!

 

Uden så megen kritik eller irriterede kommentarer fra Alina, som jeg ellers havde forestillet mig, fik Gabriel, mod min vilje (selvom jeg godt nok ikke havde særlig megen vilje på det tidspunkt), fjernet de værste klumper af gammel make-up i mit ansigt, redt mit hår og sat det op i en rædselsfuld fletning, så ingen nogensinde kunne være i tvivl om, at jeg havde en forfærdelig frisør.

Ikke engang en enkelt beklagelse om den afskyelige fletning passerede Alinas mund, og vi steg resolut ind i Alinas bil og kørte til skole.

 

Jeg kiggede tomt på skolen. Igen havde jeg det som om, jeg ikke burde gå derind. Som om, der var noget forandret derinde, som jeg måske ikke havde lyst til at få del i.

”Kom nu Sam, ikke så meget klynkeri, nu har vi lige fået dig så langt!” Og den gamle Alina var tilbage igen. Hendes søde kommentar fik næsten varmt hjertet helt.

Min stadig stigende vejrtrækning afslørede mig, for straks slyngede Gabriels arme sig rundt om mig, som om det skulle hjælpe på min indre uro.

Modsat mine forvrængede forestillinger om, hvad for syrede ting der ville møde os, når vi trådte ind af døren (jeg taler lige fra monstre til logrende tæppetissende hunde), mødte der os kun nogle halvvågne teenagere ved deres skabe, og så et par lærere med et par ton kop kaffer i hver hånd. Gabriel klappede min skulder, som havde han hørt, hvad jeg havde tænkt. Men min frygt var stadig ikke stillet og lige i samme sekund jeg tænkte det, stødte jeg ind i en rosen-duftende krop. Lige som jeg troede, at min dag faktisk ikke ville ende i et kaos, så jeg hende, som jeg havde frygtet at se i flere dage (faktisk kun én dag, men det føltes som meget længere tid). Camille. Sådan et sødt og uskyldigt navn, der ærgerligt nok bare ikke passede til dets ejer. Hendes gyldne lokker fejdede omkring hendes hoved, da hun vendte sig om imod mig. Et par gennemborende brune øjne mødte mine og spærredes straks op, da hun endelig genkendte mig. Jeg brændte og frøs samtidig og det kunne vidst tydeligt mærkes.

”Dig.” Sagde hun let.

Min hånd gjorde sig klar til en knytnæve.

”Har du ikke mere at sige? Eller plejer du normalt bare at kysse folk i stedet?”

I situationer som denne, kan jeg godt være lidt misundelig over, at jeg fik min mors kogende temperament og ikke min fars milde tålmodighed. Tro det eller ej.

De bløde læber adskilte sig let for derefter at blive sammenpresset og få et irriteret udtryk.

”Nå, så man er pludselig blevet modig, efter et par måneder i den højere del af rangordenen? Er man ligefrem blevet højrøvet? Hør her, det var en fejl af Benjamin, at komme sammen med et nul som dig, men han har indrømmet det, det viste han jo tydeligt til den fest, ikk’? Så alt er faktisk fint nu. Alt er, som det bør være. Naturens orden og alt det der shit, du ved.”

Min næve blev hårdere for hvert sekund og havde højtaleren ikke kimet i samme sekund sværger jeg på, at jeg ville have slået hendes sminkerede fjæs ind i hovedskallen på hende – tilbage, hvor den hørte til.

”Alle elever, vær venlige at høre efter. Vi har en sørgelig besked at meddele jer og det gør mig ondt, at det er mig der bliver nødt til at overbringe den.” Lød Mr. Browns skingrende ud over hele skolen.

Alina stødte til Gabriels arm og hviskede: ”Det er sikkert hans kone, som sidder fast i toilettet igen. Gad vide, om vi denne gang ikke bare må nøjes med at høre den sørgelige nyhed, men nu også skal hjælpe med, at få hende halet op igen?

”Det hele er sket meget pludseligt og vi, i ledelsen, har først fået det at vide her til morgen. Derfor er det også noget af et chok for os, os alle sammen, det gør mig ondt at meddele, at Benjamin Myers er gået bort i går aftes i en ildebrand i sin fars hus i går. Faderen undslap med livet i behold. Begravelsen er endnu ikke fastlagt og i vil få fri resten af ugen. Vi vil alle holde Benjamin i vores minder og savne ham, som en aktiv del af skolen og især skolens fodboldhold.”

De mange jubelråb, som ville være kommet ved en hver anden besked om, at vi havde fri en uge, var ikke til at skimte. Flere udbrud af gråd undervejs i Mr. Browns tale, var nu blevet sammenstemt med over halvdelen af skolen. Den anden halvdel stod bare lammet. Deriblandt mig. Det var Gabriel, der fik fatningen tilbage først. Jeg fornemmede hans varme hånd på min arm, men den var svag, i forhold til de følelser der kørte rundt i mig nu. Skolen begyndte at summe af gråd, overraskede udbrud og deriblandt nogle få platte jokes fra dem, der ikke kunne finde ud af sorgen og ikke havde andet at sige. Humoren er som regel bare meget sjovere end virkeligheden.

Alina tog sig chorkeret til munden og små tårer formede sig i hende øjenkrog. Men hun var for stædig til at lade dem løbe. Straks vågnede hun op fra chokket og fik med det samme øje på mit ansigt, som åbenbart var kridhvidt, efter hende og Gabriels udtryk at dømme. De fik sammen fragtet mig ud af skolen og hen til bilen med samme intensitet, som da vi ankom. Alina fik sat sig ved rattet og Gabriel skubbede mig med dirrende hænder ind på forsædet, hvor han derefter hoppede ind på bagsædet.

”Hvorhen?” Spurgte Alina svagt.

Gabriel mumlede noget, som jeg ikke opfattede og straks satte bilen i gang.

Tankerne farrede rundt i hovedet på mig og jeg havde svært ved at fastholde én tanke i længere tid af gangen.

Hvad er der sket med mit liv? Benjamin – er han død? Er de sikre, har de selv tjekket efter? Hvad med hans mor? Og far? Var det faderens skyld? Var det Benjamins? Er hans mor helt slået ud af den? Det må hun være. De stod hinanden meget tæt. Hvad med hans søskende? Har han nogen søskende? Hvorfor kan jeg ikke huske det? Har jeg fået hukommelsestab? Er han mon ked af det? Nej hvad? Er han ikke død? Det siger de jo. Det kan ikke passe. Han var jo levende i går. Og dagen før den. Og dagen før den igen. Det kan bare ikke ske, det er umuligt…

Er det min skyld?

Den sidste tanke ramte mig med en tyngende kraft.

Nej, det er jo latterligt. Det kan ikke være min skyld. Jeg var jo ikke sammen med ham. Men kunne jeg have advaret ham? Kunne jeg have forudset det? Hvis jeg havde overtalt hans mor til at lade ham blive hjemme? Kunne jeg have gjort det?

Bilen standsede udenfor en skyskraber, hvor en lille grøn butik var placeret i stueetagen og ovenover var flere lejelighedskomplekser. Allerede to gader før, vidste jeg, hvor vi var på vej hen. Butikkens halvrustne, men præsentable, skilt over butiksdøren med teksten ”Ellwood tøj” (ironisk nok, var det tøj fra et helt almindeligt og udbredt firma) er for evigt gravet ind i min hukommelse. Jeg kom der tit som lille, når jeg var syg og far eller mor ikke kunne tage fri. Så sad jeg som regel ude bagved og sov eller så en tegnefilm.

Det var en meget stilrig modebutik, med tøj til voksne kvinder. To græske søjler bød velkommen på hver side af dobbeltdøren og en masse store vaser stod placeret rundt omkring i butikken med store og overvældende blomster, som gav butikken et mere eksotisk look. Ægte tæpper pyntede gulvet og flotte lysekroner hang tungt fra loftet.

Mor stod bag disken og var fuldt i gang med at vejlede en ældre dame om tøjvalg til finere anledninger. Det signalerede de ekstremt glimmerbesatte sølvsko, som den gamle dame stod med i hånden, meget tydeligt.

Mit blik låste sig fast på stolen, betrukket med lyslilla betræk, som stod ovre i hjørnet og pludselig føltes den, som mit eneste mål i livet. Med svage ben fik jeg bevæget mig hurtigt derover, dog ikke hurtigere end, at min mor fik øje på os. Hun løftede bekymret et øjenbryn, men blev stadig stående hos kunden, som den dygtige forretningskvinde hun var. Gabriel kløede sig træt på panden og sank ned på hug med hænderne for øjnene. Jeg gættede på, at han græd. Alina stod ubehageligt til mode og vippede skiftevis fra det ene ben til det andet og prøvede at holde kontrol på sig selv.

Imens den ældre dame gjorde sig færdig, begyndte at nærstudere mine fingre. Jeg havde egentlig fået ret lange negle. Jeg havde aldrig i mit liv kunnet holde mig fra mine negle. Selvom jeg afskyede mig selv for det og de overhovedet ikke smagte særlig godt (tvært imod), så endte mine negle altid som nedbidte rester med mærker efter grov tortur. Min mor, vis negle selvfølgelig altid bar alle regnbuens farver – afhængig af hendes tøj, det skulle jo matche – hadede mig for det.

Det er ligesom et kæledyr. Hvis man ikke kan passe og pleje det, så bør man slet ikke have et. – Sagde hun altid, hvortil jeg så automatisk svarede, at jeg da aldrig selv havde bedt om negle. Mærkelig samtale, det havde flere gange slået mig. Du kender sikkert de situationer, hvor du er oppe at skændes – med din mor, for eksempel – og du selv kan høre, hvor barnlig og dum du lyder, men alligevel bliver ved med at give igen, for ikke at tabe ansigt. Det havde jeg været igennem mange gange.

Med to poser fulde af tøj og sko, var den ældre dame endelig færdig med sin storshopping. Havde det været i hvilken som helst anden situation, var Alina kommet med en striks kommentar om, at gamle damer ikke burde så meget som overveje at gå i sko af den stilart. Lige nu var hun bare for meget i chok, til overhovedet at kunne ænse det. Mor var hurtigt ovre hos mig og lagde en arm om mine skuldre.

”Samantha, hvad sker der?” Spurgte hun med alvoren og bekymringen malet i stemmen.

Jeg rystede stille på hovedet. For første gang siden min far og bror døde, kunne jeg ikke græde. Det havde sat sig fast. Det var som om, at jeg var havnet i en drøm. Som om dette ikke var mig og at jeg bare så alle ting udefra. Gabriel var også begyndt at græde og Alina stod med min mor ovre i hjørnet af butikken og fortalte, hvad der var sket.

Selvfølgelig kunne hun ikke fortælle alt det, der forgik inde i mig på det tidspunkt. Det var der ingen der kunne. Ikke engang jeg selv var i stand til det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...