Ønskebarn

OBS: I må undskylde for de lange kapitler, men jeg skriver på word, og så kommer det til at fylde meget herinde. Det er ikke lavet som en novelle, men som en historie. Derfor er de så lange.

Sams liv var perfekt. En sød kæreste, en familie, man kunne leve med, og dejlige venner. - Indtil den dag, hvor alting smuldre. Sam mister alt, hun har kært, og sorgen tynger hende i lang tid. Men lige da hun er ved at være på toppen igen, bliver hun viklet ud i overnaturlige ting, som selv ikke skæbnen kan forklare. Mød Samantha.

20Likes
16Kommentarer
2368Visninger
AA

9. Erkendelse

 

Hvide kors stod i lige lange rækker og lagde mørke skygger. Jeg lagde forsigtigt de to røde roser ved de to grave. Jeg fældede en enkelt tåre, mere blev det ikke til. Gravene var placeret lidt afsides fra de andre gave, så der var ingen andre sørgende i nærheden. Jeg hæftede tasken af ryggen og satte mig på hug foran gravstenene.

”Hej brormand, hej far”

Dyb indånding.

”Jeg ved godt, at jeg ikke har besøgt jer siden begravelsen, men… Det lover jeg at lave om på. Fra nu af vil jeg besøge jer hver dag. Måske kan jeg endda lokke mor med?”

Dyb udånding.

”Der er sket meget her på det sidste. Mors butik klarer sig vist fint. Hun savner jer, selvom hun ikke giver så meget udtryk for det. Jeg ville ønske, at I kunne være her med mig. I dag er det onsdag. Kan i huske, at vi altid gik ned til den lille kiosk i parken og købte is om onsdagen? Mor var altid efter os, fordi hun syntes, at vi konstant spiste is. Det er der vist også noget om.”

Jeg smilte anstrengt.

”Mor gav mig for resten en dagbog,”

Jeg fandt hurtigt dagbogen frem fra tasken og rakte den frem imod gravene, så de kunne se den.

”Se. Den er sød, ikke? Ærlig talt ved jeg ikke, hvad jeg skal bruge den til. I ved, hvor kedeligt jeg synes, det er at skrive. Måske, hvis jeg blev bedre til det, ville jeg synes det er sjovt.” Jeg grinte lavt.

”Det var sikkert også mors hensigt med bogen.”

Jeg sank engang og begyndte med rystende hænder at bladre i bogen. Jeg huskede tydeligt den eneste note, jeg havde skrevet i bogen. Den med Benjamin. Jeg kiggede med rynket pande ned i bogen, og begyndte at bladre hurtigere og hurtigere. Det var da i denne bog, at jeg havde skrevet den ondskabsfulde note, var det ikke? Det var jeg fuldstændig sikker på, ellers var jeg da ved at blive skør. Jeg ved ikke, hvorfor det pludselig gik mig så meget på, at jeg ikke kunne finde den, men noget føltes bare ikke rigtigt.

Jeg er meget sikker på, at jeg skrev noten på første side. Men hvor er den?

Jeg smed irritabelt bogen ned i jorden, så dens ellers så pæne forside fik en flænge. Jeg tog mig svimmelt til hovedet. Okay, nu tager du dig sammen Sam. Det er bare følelserne der spiller dig et puds. Nu kigger du stille og roligt bogen igennem, side for side, og så finder du den skide sætning lige om lidt!

Jeg gjorde store øjne, da jeg igen åbnede bogen på den første side. Forsigtigt strøg jeg fingrene over siden, bange for at den kunne smelte i hænderne på mig. Det jeg havde skrevet, stod dér. Lige dér, hvor jeg havde skrevet det. Men noget var anderledes. Skriften var ekstrem svag, og det var nærmest som om, at det var brændt ind i siderne. Skriften var nærmest begravet ind i siden, og det var helt svitset udenom.

Men hvordan kan det lade sig gøre? Bogen er jo ikke brændt, og jeg har haft den på mig hele tiden. Hvad fanden er der sket?

Jeg havde en voksende ubehagelig følelse i maven, og jeg havde det pludselig som om, at jeg skulle kaste op. En tidligere tanke fór igennem mit hoved.

Det var min skyld. Han er død, og det er min skyld.

Kvalmen oversteg alle tidligere tilfælde af sygdom, og jeg havde bare lyst til at rive bogen i stykker.

Jeg må væk herfra. Nu!

Hurtigt fik jeg rejst mig op og spænede igennem den store kirkegård. Folk med forbitrede ansigter sendte mig onde blikke, da jeg styrtede igennem kirkegården, med vinden som konkurrent, og forstyrrede den ellers så stille stund. Jeg ignorerede dem blot og satte mere fart på. Jeg måtte ud af den kvalme.

Mit hår var tæt på både at kvæle mig og gøre mig blind, da det samarbejdende med vinden fløj ind i mit hoved og gjorde alt for, at jeg skulle falde.

Forbandet være krøller. Jeg klipper det fandeme snart af!

Lige da jeg troede, at jeg havde fået styr på krøllerne, piskede mit hår ind i mine øjne. Jeg ømmede mig og prøvede energisk at få det væk, men det var som om, at det havde sat sig fast. Mine ben løb nu hurtigere, selvom jeg prøvede at stoppe dem. Det føltes som om, at jeg ikke styrede min krop mere.

Hvad satan sker der med mig?

Jeg skreg da jeg mærkede min højre fod ramme en gravsten og den eftergav en unormal lyd. Jeg haltede på foden, men det sagtnede absolut ikke farten. Den gjorde det bare værre og mere ulideligt. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg snart ville komme til kirkegårdsmuren og jeg prøvede hektisk at regne ud, om jeg ville blive stoppet af muren, eller om jeg bare ville fare lige igennem, ligesom i tegnefilmene.

Ved den sidste tanke kunne jeg pludselig føle, hvor ømme og udmattede mine ben var, og derefter braste jeg brat ind i en genstand – en krop, ved nærmere eftertanke. Jeg væltede tungt til jorden og lukkede hårdt mine øjne sammen, prustende og stønnede.

En klar stemme skar igennem al støjen i mit hoved:

”Sam?”

Jeg slog øjnene op, men så kun en masse lys. Forvirret spurgte jeg:

”Er jeg i himlen?”

Han skød op i en klingende latter, som jeg helt sikkert havde hørt før. Han bevægede sig foran solen, som jeg fik i øjnene, så jeg endelig kunne se ham helt. Jeg smilede lettet til min nyeste historielære og rødmede.

”Hej.”

Han hjalp mig hurtigt op og stå igen og jeg skyndte mig at børste sandet af mine bukser.

”Hvad laver du her, Sam? Du ved godt, det ikke er tilladt at løbe sådan rundt på en kirkegård, ikke?”

Jeg nikkede flovt og skulle lige til at fortælle min syrede historie om, at jeg faktisk ikke selv havde kunnet gøre for det. Heldigvis stoppede jeg mig selv inden.

”Du svarede ikke på mit spørgsmål. Desuden synes jeg også, du skylder mig en forklaring, da du bare stak af fra timen her den anden dag.”

Jeg kløede mig flovt i håret og bed nervøst i mine negle.

”Jo, øhm… ser du… uhm…”

Nicolas afbrød mig med en fejende hånd.

”Nej ved du hvad, det kan være lige meget. Jeg er bare glad for at se dig igen.”

Nicolas skulle lige til at sige noget mere, da han pludselig standsede sig selv og kiggede mærkeligt på mig.

”Men Sam, du har jo grædt. Hvad er der sket?”

For et sekund havde jeg glemt, hvad der lige var hændt mig og jeg var straks rædselsslagen igen.

Han tog beskyttende armen om skuldrene på mig, og det mindede mig straks om Benjamin.

”Kom, lad os lige sætte os ned.”

Han førte mig hen til en lille hvid bænk og kiggede medlidende på mig. Jeg var snart træt af at være den, som alle skulle hjælpe og havde ondt af. Hvorfor kunne jeg ikke være stærk?

”Hvad er der sket? Har det noget med din familie at gøre?”

”Jeg…” Mere kunne jeg ikke få ud.

”Ja, kom nu, sig det bare. Jeg er din ven.”

”Altså lige før…”

”Bare sig det Sam, der er intet at være bange for.”

Langsomt begyndte han at smøge sin hånd om bag min nakke og klemme den. Det var nok kærligt ment, men det føltes som at blive kvalt. Hans hånd kørte videre ned til min arm og så til min hånd. En højlydt ringetone med Hard Rock Hallelujah af Lordi, fik straks hans hånd guidet væk fra min svedige arm.

”Hallo?” Sagde han lidt for højt.

”Hvad?!” Han lød oprevet.

”Nej, det bliver simpelthen nød til at vente,”

Lille pause.

”nej… prøv nu at hør’…”

Et støn lød fra ham og derefter lagde han på. Han kiggede undskyldende på mig.

”Det er jeg ked af. Jeg bliver nødt til at gå, men kan du vente i bare ti minutter, er jeg tilbage.”

Jeg trak på skuldrene og gav ham et halvhjertet smil. Han smilede kærligt til mig, bøjede sig ned og kyssede mig let på kinden. Så var han væk.

Jeg kiggede overrasket efter ham og følte mig forvirret og forladt. Jeg skyndte mig hen efter min taske, som faldt fra mig i mit fald, og kunne straks mærke, at min fod ikke føltes helt i orden.

Lige idet jeg skulle til at tjekke min fod, greb en stærk hånd om min arm. Jeg kiggede overrasket op, men endnu engang var mit synsfelt afgrænset af sollyset. 

”Nicolas?”                    

Grebet i min arm blev strammere, så jeg var bange for, at den ville vrides af. Jeg kom med et kvalt udbrud. Personen forstod straks min tavse beklagelse og løsnede grebet. Jeg følte pludselig personens tætte nærvær, da hovedet med et var lige ved siden af mit, dog uden, at jeg kunne se det.

”Samantha Ellwood?” Mumlede en tydeligvis mandestemme.   

Jeg nikkede indædt, nu ret skræmt.

”Godt. Nu tager du det helt roligt. Tag din taske og kom med mig. Jeg vil ikke gøre dig noget.”

Mit hjerte pumpede af sted, og jeg blev i et split sekund fornærmet over den måde, den fremmede talte til mig.

”Hvad fan…?” Mere nåede jeg ikke at sige, før grebet i min arm igen var ulideligt stramt og jeg blev tvunget i løb efter den fremmede.

Vinden piskede mit ansigt og snart løb vi så hurtigt, at jeg knapt kunne ænse, hvor vi løb.

”Sto… stopp!” Prustede jeg ængsteligt. Ingen reaktion fra den fremmede. Sandet fra kirkegården fløj som en tornado rundt i mit ansigt – ind i øjne, mund og næse så jeg hverken kunne se, tale eller trække vejret.

Jeg prøvede febrilsk at slippe fri fra min bortfører, men det var som om, han brugte dobbelt så mange kræfter, som jeg overhovedet havde.

Det føltes som timer, dage, evigheder, inden han endelig stoppede og jeg udmattet ville være faldet om, hvis ikke han havde grebet mig og straks havde smidt mig ind i noget jeg gættede på, var en bil.

Stadig blændet af sandet i mine øjne panikkede jeg, da bilens motorer pludselig begyndte. Jeg gik i panik og min krop begyndte i spastiske og enorme ben- og armbevægelser. Jeg sprællede, råbte og skreg. Efter blot ti sekunder fornemmede jeg en klud imod min næse og mund. Første indskydelse var, at vedkommende var ude på at kvæle mig, da en sødlig lugt ramte mine næsebor. Jeg nåede ikke at tænke mere, før jeg i næste øjeblik var helt væk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...