Ønskebarn

OBS: I må undskylde for de lange kapitler, men jeg skriver på word, og så kommer det til at fylde meget herinde. Det er ikke lavet som en novelle, men som en historie. Derfor er de så lange.

Sams liv var perfekt. En sød kæreste, en familie, man kunne leve med, og dejlige venner. - Indtil den dag, hvor alting smuldre. Sam mister alt, hun har kært, og sorgen tynger hende i lang tid. Men lige da hun er ved at være på toppen igen, bliver hun viklet ud i overnaturlige ting, som selv ikke skæbnen kan forklare. Mød Samantha.

20Likes
16Kommentarer
2246Visninger
AA

2. En ny slutning

 

Endnu en ligning cirklede svimlende på tavlen, da mr. Hanson besluttede at ydmyge endnu en af sine elever med at få vedkommende til at regne ligningen ud. Selv havde jeg det fint med matematik og dette var også en af de nemmere ligninger. Dog var jeg i dyb medlidenhed med mange af de hoveder, der efter deres egen forestilling, straks forsvandt ud i det tomme intet, hvor læreren aldrig ville få øje på dem. Trods det gode skjulested, valgte mr. Hanson alligevel, ikke at overse lille Harriet – skolens efter sigende mest generte pige – og fik hende tvunget op til tavlen, hvor hun med svedige hænder og rystende ben stod og prøvede at regne ligningen ud.

Jeg var en millimeter tæt på at gribe ind og ”komme til” at røbe svaret, da den velkendte, og ikke så lidt velkommende skoleklokke, endelig ringede ud til frikvarter og dermed redede den spinkle pige. Harriet åndede lettet ud og gik stille ned til sin plads og tog sin taske.

Jeg kiggede medlidende på hende, men kiggede straks væk igen, da hun bemærkede, at jeg studerede hende. Egentlig lidt fjollet, men det havde vel alligevel noget at gøre med den uskrevne regel, som siger, at man ikke snager i folks ting eller privatliv. – Altså folk, som man ikke kender eller er venner med. Man passede bare sig selv og den gruppe man tilhørte.

Hvilken gruppe jeg tilhørte? Tja, det var jo så spørgsmålet. Mine to venner på skolen gik under navnene Gabriel og Alina. Vi var ikke outsidere, men bestemt heller ikke i ”inderkredsen” – det vil sige de populærere. Dog var Alina ret sikker på, at eftersom mit forhold til skolens ”hottie”, Benjamin Myers, havde stået på i cirka 4 måneder og nu var ret officielt, var vi stærkt på vej op ad rangstigen. Den slags var Gabriel ret ligeglad med. Han fokuserede mest på sin lægedrøm og læste derfor en del. Efter min og Alinas mening var det egentlig totalt ligegyldigt, da han i forvejen var så klog, som nogen overhovedet behøvedes at være.

Og min mening om rangstigen? Nok en blanding imellem Alina og Gabriel. Som i kan høre, så var vi et fint match, os tre. Alina havde altid sin mening i den modsatte ende af Gabriels og jeg var altid den i midten, der som regel fik dem kølet ned, når de blev uvenner.

 

To arme om mit liv forstyrrede min tankegang. Jeg kiggede grinende op på Benjamin og kyssede ham, lige da han skulle til at sige noget. En varm kuldegysning omfavnede mig da jeg mærkede hans læber smøge sig om mine. Som en himmelsk omfavnelse, bare tusinde gange bedre. Jeg kunne have stået der hele dagen, men til min skuffelse fik han frigjort sine læber fra mine og kiggede smilende ned på mig.

”Hvad så smukke, du stirrer bare ud i luften på en gang fyldt med hormonforstyrrede teenagere. Hvad har du i tankerne?”

Jeg kunne ikke lade være med at studere hans ansigt. Egentlig var hans udseende ganske normalt, men der var bare et eller andet over det. Måske var det hans sexede brune øjne? Eventuelt de fodboldtrænede ben? Eller også var det måske bare, som Alina udtrykte det; en sindssyg forestilling om at være forelsket.

Jeg rystede smilende på hovedet, trak på skuldrene og svarede: ”Dig.”

Han smilede sit charmerende smil (som alle piger på skolen faldt for) og jeg tog mig selv i at tænke: God Damn, jeg er heldig!

Han tog sin stærke arm rundt om min skulder, så jeg var tæt på at forsvinde i den. Jeg var ikke særlig høj af min alder (det mente jeg i hvert fald ikke selv) – 16½ år gammel og1,67 cm. Dog havde jeg lange ben og det hjalp da også en del, så jeg ikke så så lav ud – havde jeg fået at vide af min mor, engang hun prøvede at argumentere med en masse positive ting om mit udseende, imod alle mine negative kommentarer.

”Vil du ikke med ned i kantinen?” Afbrød Benjamin. Jeg nikkede hurtigt til svar og sammen fulgtes vi hånd i hånd derned.

 

Efter ti minutter i den lange kø i kantinen var jeg endelig sluppet ud. Benjamin havde forladt mig til køens lange vandvid, da en af hans fodboldsvenner lige havde brug for hjælp til genopfriskning af noget holdtaktik, af en art. Personligt fattede jeg ikke pointen i fodbold.

Løb rundt efter en bold på noget græs. Prøv at spark den ind i modstanderens mål (græd som en lille baby, hvis det ikke lykkes), forbudt at røre bolden med hænderne. Jep, I know it - fedt spil!

Jeg satte mig med et suk hos Gabriel og Alina. Gabriel gav mig et dovent elevatorblik, rettede opmærksomheden imod sin sandwich og spurgte med munden fuld af mad:

”Den gamle kantinedame igen?”

”Ja.” Svarede jeg opgivende

Alina trak på skuldrene.

”Jeg fatter altså ikke, hvorfor de ikke for længst har fyret hende. Hun skal alligevel snart på pension og hun stjæler altså flere dyrebare minutter af vores frikvarter ved at være så helvedes langsom!”

”Slap af Alina. De er sikkert bange for, at hun dør af hjertestop, hvis hun bliver fyret. Desuden tror jeg heller ikke, at bestyrelsen har den mindste interesse i, hvorvidt hun stjæler vores frikvarter eller ej.” Sagde Gabriel og efterlignede Alinas træk på skuldrende.

Alina kigge fornærmet på ham og sagde spydigt:

”Du kan også være ligeglad. Du kan lide skolen, ja, du er rent faktisk god i skolen.”

Jeg grinede af dem, hvortil jeg fik nogle fornærmede blikke retur. I samme øjeblik mærkede jeg Benjamins varme kropstemperatur ved min venstre side. Et lige så varmt smil mødte mig og de perfektformede læber indfandt sig atter til rette på mine. Jeg smilte i kysset og lænede mig ind imod ham.

”Få et rum” Grinede Gabriel og vores læber adskiltes på et langt og forpint sekund.

Alina rullede irriteret med øjnene:

”Ej seriøst, han siger altså noget. Godt nok har jeg det fint med at være single, men i behøves ikke ligefrem at tyrannisere mig med jeres lille dele-mundsavl-klub!”

Alina kunne udadtil godt virke ret kold og strid, men hun var faktisk en rigtig god veninde. Man skulle bare lige lære hende og hendes særheder at kende. Alina har jeg kendt siden jeg var 5 år, hvor vores fædre tilfældigvis mødtes på hospitalet, fordi Alinas far havde brækket benet og min far så hyggeligt nok var den læge, som skulle behandle ham og hans ben. Spændende historie!

Så var der også det faktum, at Alina var, har altid været og vil nok også altid være, bogstavlig talt shoppegal. Shoppuenza, eller hvad man nu kalder den slags. Hun elskede også at eksperimentere med sit hår og man kunne godt regne med, at cirka hver anden måned var der en ny frisure der prydede hendes hoved. Lige nu var det fladt rødt hår, som gav hende et lidt råt udtryk, der var ”in”. Det passede derudover også vildt godt til hendes mørkegrønne øjne. Efter min mening var det en af hendes bedste forsøg på hårfarvning indtil videre. Hun var en underlig pige, ikke sådan én jeg havde sendt et blik på og tænkt: ”Hun ser da sød ud, hende vil jeg blive venner med.” – men som sagt; vi havde kendt hinanden i så lang tid, at vi har lært at leve med hinandens særheder og forskelligheder.

 

”Nå, men hvad skal i så lave i weekenden?” Spurgte Alina og tog en bid af sit æble.

”Regner med at skulle ned og besøge min moster der ligger på sygehuset.” Sagde Gabriel og kiggede ud igennem sine små briller, der langsomt var røget ud til næsetippen, så de straks fremhævede hans mange fregner og rene hvide hud.

”Sygehuset? Hvad fejler hun da?” Deltog Benjamin.

Gabriel smilede kækt og svarede:

”En meget farlig sygdom, som åbenbart kun kan kurreres ved, at den kønne, kønne læge, som hun længe har haft et crush på, vil gå ud med hende.”

Gabriels lysebrune hår røg ned foran øjnene, alt imens Gabriel lavede parodier på sin ”syge” moster og vi grinene kiggede på.

Alina fortsatte hvor vi slap:

”Hvad med i to turtelduer? Skal i være sammen og kissemisse hele weekenden?” Sagde hun og lavede trutmund imod os.

Jeg kiggede irriteret på hende og svarede jeg opgivende:

”Jeg skal bare lave en masse lektier.”

”Hm… Sam skatter, lov mig, at vi to ikke ses i weekenden. Jeg har nemlig bestemt mig for, at jeg uheldigvis glemmer alle mine lektier denne weekend!”

Jeg kiggede smilende på Alina og efterlignede hende:

”Alina skatter, hvornår har du sidst lavet lektier?”

Alina lod som om hun ikke hørte mig og kiggede straks forventningsfuld hen på Benjamin og ventede på et svar fra ham.

Benjamin sukkede. ”Jeg skal hjem til min far.”

”Din far,” sagde jeg overrasket ”er det ikke flere måneder siden, at du har set ham?”

”Tjoh, men nu mener min mor, at jeg og min far skal se at få løst vores ’problemer’, så nu skal jeg bo hos ham i tre uger.”

Jeg kiggede medfølende på ham og nussede ham stille på ryggen.

Alina, der selvfølgelig ikke kunne holde mund, spurgte straks:

”Jamen, er det så dumt? Så slem kan din far da heller ikke være.”

Jeg vrissede af hende, men hun ignorerede det blot.

”Du kan ikke forestille dig det. Han hader mig lige så meget, som jeg hader ham. Det er et rent helvede.”

 

Efter endnu tre timers tortur, med blandt andet sprogfag indblandet, fulgtes jeg med Alina hjem. Sprogfag havde aldrig været mit foretrukne. Modsat matematik, som altid giver mening, kunne jeg ikke se sammenhængen i sprogfag. Hverken den grammatiske eller analyserende del. Det var som om, at hver gang man lige var begyndt at forstå sammenhængen i, hvorfor et ord skulle staves med et stumt bogstav, så kommer der endnu en ny regel, som man skal tage stilling til. Og værre med analysedelen; der er overhovedet ingen regler om, hvordan man skal analysere en tekst. Jamen hvordan hulen kan man så vide, hvordan man skal gøre?

Alina pustede uinteresseret på hendes blålakerede negle og jeg faldt straks ud af mine tanker

Jeg fulgtes ret ofte med hende hjem, når hun ikke tog bilen til skole, da hun endnu engang havde glemt, at en bil (for ikke at nævne alle andre smarte transportmidler, som ikke kører på ben kraft eller andre fysisk udmattende ting) faktisk skulle have benzin en gang imellem.

Jeg sukkede højlydt, da vi gik forbi den sjæletomme legeplads, hvor den gule rutsjebane så grå ud under himmelens mørke.

Hun var tideligere blevet ret fornærmet over min ”Irriterende og grænseløst udmattende og uinteressante indblanding i nogle vigtige samtaleemner, som desuden var totalt ude for opfattelse af situationen.”, som hun flinkt havde udtrykt det – så vi havde længe gået i en kedsommelig tavshed. Jeg valgte dog at være den første til at bringe et emne på banen, da Alina kunne være noget så stædig.

”Hvornår tror du, det bliver sommer?”

”Slow dawn blomster-prinsesse, det er ikke engang forår endnu og du taler allerede om solskin og grønt græs?”

Jeg trak på skuldrende.

”Jeg elsker sommer.”

”Woow, big surprise!” Hun rystede på hovedet ”vandvittige unge. Naiv som en muldvarp.”

Grinet bredte sig i mit ansigt. Jeg morede mig altid højtideligt over Alinas sjove ordsammensætninger og hendes vrisne ansigt, når jeg gjorde nar af hende.

”Hvorfor er du så irriterende?” Spurgte hun og skubbede til mig.

”Fordi jeg er sammen med dig” Gav jeg leende igen.

”Jeg elsker også dig.” Sagde hun tørt.

Vi drejede ad en sidegade og lidt længere henne begyndte Alina at hæfte sin skriggrønne rygsæk af min cykels bagsmæk og kaste den over skulderen.

”Vi ses i morgen.” Sagde jeg i god tid, før hun skulle dreje af og lagde allerede op til et kram.

Alina kiggede med løftede øjenbryn på mig. 

”Godmorgen Tornerose, vi har weekend i morgen.”

Jeg spærrede straks mine øjne op og måtte angiveligt give Alina ret, efter en kort hovedregning. Det var fredag i dag – det var slet ikke gået op for mig. Jeg udbrød straks (nok lidt for begejstret): ”Gud ja, det har vi da også! Fedt!”

”Darh.” Nøjedes hun bare med at sige, hvorefter hun hev sin taske lidt ekstra op på skulderen og derefter gav mig et hurtigt knus. Hun drejede ned ad endnu en sidegade og råbte tilbage:

”Vi ses grimme. Husk nu ikke at tage i skole i morgen. Og lad være med at ringe til mig før minimum klokken 13, er du med?”

”Forstået, idiot!” Råbte jeg tilbage.

Jep, vi var et lidt usædvanligt par. Modsat andre piger – dem vi altid gjorde grin med – der overstrøede hinanden med ”søde, smukke, dejlige” og så videre, kaldte vi hinanden negative ting. Det bekom mig egentlig fint, da jeg vidste, at Alina havde det bedst sådan, da hun ikke var til det helt store ”følelses-pladder”, som hun kaldte det, og kemien ligesom var lidt federe imellem os sådan.

 

Forsigtigt placerede jeg min røde cykel op af murstensmuren og kiggede undrende omkring. Huset var underligt stille. På dette tidspunkt burde i hvert fald min lillebror, Alexander på elleve, være hjemme, og så plejede hele huset som regel at være bombaderet med enten madbomber eller legetøjsrod, og indefra huset ville man nok kunne høre de ikke-ladte pistoler blive affyret og råb fra mine forældre, når Alexander kom til at smadre én af mors mange fine porcelænsvaser.

Det var først dér, at jeg opdagede de to politibiler, som var parkeret lidt herfra. Tanker farede i et virvar rundt i mit hoved. Hvad kunne der være sket? Mon det var den gamle dame henne i nummer 25, der endelig havde sluppet taget i sin stædige krop? Det kunne det godt være. Hun havde tit været indlagt med blodpropper, men var altid kommet fin og sur ud af det igen.

Men de tanker skulle jeg snart finde ud af, var alt andet end virkeligheden.

 

Men indenfor mødte der mig noget, som jeg vil huske hele mit liv. Min mor sad i sofaen med ansigtet begravet i hænderne og ved hendes side stod to politibetjente. Den ene, der med utilpasheden malet i ansigtet, hvilede en hånd på hendes ryg for at sige ”Det skal nok gå.” Og den anden der skrev i nogle papirer. Det var som at se en film. En rigtig dårlig én, hvor plottet næsten er usynligt at se. Som i slowmotion gik jeg ind i huset til mit livs hidtil værste mareridt.

 

Kun en uge efter blev begravelsen holdt. Min mor var kommet sig hurtigt, det lod hun i hvert fald som om, og mente derfor, at begravelsen ikke kunne overstås hurtigt nok. Hendes arbejde i tøjbutikken ventede og jeg skulle jo også tilbage til skolen. Det var bedst sådan. For alle. Bare at glemme. Bare at komme videre. Det kunne ikke gå hurtigt nok.

 

På kirkegården blev placeret to gravstene. Ved siden af hinanden. Helt ens. Som far så søn. Og omvendt.  Kun på grund af en bilulykke. En bil. En ulykke. To dødsfald.

 

 

 

 

Thomas Ellwood

1969 – 2011

Altid elsket som ven, far og husbond

 

Alexander Ellwood

2000 – 2011

Elsket af alle. Du vil være i vores minder.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...