Ønskebarn

OBS: I må undskylde for de lange kapitler, men jeg skriver på word, og så kommer det til at fylde meget herinde. Det er ikke lavet som en novelle, men som en historie. Derfor er de så lange.

Sams liv var perfekt. En sød kæreste, en familie, man kunne leve med, og dejlige venner. - Indtil den dag, hvor alting smuldre. Sam mister alt, hun har kært, og sorgen tynger hende i lang tid. Men lige da hun er ved at være på toppen igen, bliver hun viklet ud i overnaturlige ting, som selv ikke skæbnen kan forklare. Mød Samantha.

20Likes
16Kommentarer
2339Visninger
AA

3. En kold brise af noget unaturligt

 

Han sparkede let til en sten på vejen. Dagslyset var næsten forsvundet nu og han havde endnu ikke fundet et sted at sove. Ikke fordi det gjorde ham noget, han havde tit overnattet i ly under et træ. Men selvom det var imod hans instinkter vidste han, at det ikke gik denne gang. Han var nødt til at være på vagt. Overfor dem. Det var vigtigt, at han blev i skjul og at han ikke blev opdaget. Ikke kun for hans egen skyld. Hans overlevelse, var pludselig gået hen og blevet vigtig for andre mennesker. Før betød det intet, om han levede eller ej. Der passede han sig selv. Det var ikke mere end to uger siden, at han susede af sted på landevejen i Mexico i sin sorte BMW, med kun sine egne behov at skulle tænke på. Nu var han blevet nødt til at afskaffe den ellers splinternye bil, så de ikke kunne spore ham. Det var selvfølgelig latterligt at være ked af det på grund af en bil, men et stik af sorg over den tabte luksus, skubbede alligevel på. Han holdt hånden over øjnene, så han kunne se noget for den nedgående sol. Byen i horisonten, som han snart havde kunnet ane i en time, tonede sig nu helt frem i dens pragt og storhed. Han fik hurtigt bevæget sig ind i selve byen og gik nu neutralt imellem menneskemængden, som småt var begyndt at tynde ud på grund af aftenens kolde pust.

Nogle vanter kunne nu ikke skade. Tænkte han træt.

Et tordenbrag i det fjerne gjorde udslaget for den øsende regn, der lige efter begyndte at sile ned.

De pludselige vejrændringer lader sig da ikke forpurre.

Han trak den mørkegrå jakke tættere om kroppen og stak hænderne dybt ned i lommerne. Et ældre ægtepar gik hånd i hånd ned ad gaden med en blomstret paraply imellem dem. Små skyer stod ud fra deres munde og signalerede bare endnu tydeligere, hvor koldt det var. De havde øjnene lænket til jorden og ænsede ham knapt.

Sikke en venligtsindet by, det skal nok blive sjovt.

Det regnede meget nu, så han skyndte sig at dreje lydløst om nogle hjørner, for til sidst at havne i en lille gyde, hvor slidte huse stod oveni hinanden og overfyldte skraldespande stod for enden af gyden. På venstre side af gyden fandt han døren han ledte efter. Et rustent skilt hang over den og blinkede dovent, som tegn på forsømmelse. Han trak guitartasken lidt mere op på skulderen og gik ind.

Indenfor var lige så usselt og slidt som udenfor. Det var et meget lille rum og han kunne ikke forestille sig, at nogen havde lyst til at overnatte her. En grim lille sofa med matchende stol stod ovre i venstre hjørne – nok ment som et ”hyggehjørne” og på højre side af døren var en trappe op til 1. sal, hvor intet lys var tændt og man bare kiggede op i direkte mørke. En middelaldrene mand stod ved en lille disk for enden af rummet og bællede en flaske vodka. Manden kiggede granskende op på ham, da han dryppende lukkede døren efter sig. Han gik hen til disken og lænede sin guitartaske op af den.  De stod et øjeblik og kiggede på hinanden. Hans øjne opfangede et lille metalskilt, som stod på disken. Skriften var næsten væk, men han kunne stadig se navnet, der stod på. Han hev nogle pengesedler op af lommen og kørte dem over bordet hen til manden.

”Et værelse for én nat, Mr. Hurt.”

Mr. Hurt tog pengene og lagde dem ned i en brun æske. Hans gråsprængte hår hang fladt og fedtet ned over hovedet og ikke engang da han bøjede sig ned efter en nøgle til værelset, slap det hans pande.

Nøglen var falmet sølv og lidt bøjet i en af siderne. Han smed den hen over bordet og sagde med en røgfyldt stemme: ”Du skal være ude i morgen klokken otte,” hans blik strejfede guitaren ”og ingen larm fra den tingest der”.

Han nikkede til svar og skannede nøglen med øjnene. Et lille vedhæng med værelsenummeret på, var hægtet fast til den. Han svang guitaren over skulderen og bevægede sig op af trappen. En støvet olielampe hang slapt på væggen og oplyste noget af den lange og sorte gang. Selvom han havde fået værelsenummer 267, kunne han kun tælle op til ti døre, i den smalle gang.

Smart fundet på. På den måde vil folk tro, at det er et stort hotel, og derved vil de få flere kunder.

Han fnøs let.

Hotel. Det kan ikke engang kaldes en kro.

Han fandt hurtigt sit værelse og fik orienteret sig derinde på ingen tid. Rummet matchede resten af hotellet, som han havde set. Småt og forsømt. En lille enmandsseng stod ovre i det ene hjørne, hvortil et lille natbord med lampe stod ved siden af. Et minitoilet grænsede op til et skab, der stod overfor sengen. Mere var der ikke.

Bedre end ingenting.

Efter at have gemt de vigtigste ting af vejen, så ingen kunne finde dem, fik han skubbet sig ind under det tynde tæppe, sengen havde at byde på og faldt efter en halv time i en urolig søvn.

Ikke langt derfra, kun nogle få gader væk, vadede en høj og ranglet skikkelse igennem byens mørke i regnen. På jagt efter sit bytte. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...