Slutningen på begyndelsen - 1D

Felicia James er en atten-årig pige fra London. Hun har altid boet i London, så hun kender byen ret godt, men faktisk bevæger hun sig ikke så meget ud i byen. Nok mest på grund af hendes kæreste, Lukas, som hun har været sammen med i mange år. Lukas har altid været lidt af en udfordring for Felicia, men hun elskede ham fra starten. Dog er hendes kærlighed ved at falme lidt. Lukas har altid været den voldelige type og Felicia har fået et slag i ny og næ, men hun har altid været stille med det og været meget inde i sig selv.
Felicia overvejer at gøre det slut med Lukas, men hvordan han vil reagere gør hende bange. Hun tager mod til sig og hun vælger at de skal gå en tur i den offentlige park, for så ville der i det mindste være nogle mennesker. Dog er der ingen i parken lige præcis der. Felicia afslutter det alligevel, men det er ikke så let. Felicia bliver jagtet og ender på hospitalet, hvor hun falder i snak med Zayn Malik, der viser sig at blive noget helt specielt for Felicia.

18Likes
27Kommentarer
1927Visninger
AA

2. En lang snak

Jeg mærkede nogle arme rundt omkring på min krop og derefter hørte jeg en del snak.

"Vi må have hende på hospitalet!"

"Skynd dig!" "Kan du høre mig?" Ja! Ja, jeg kan godt høre jer, men jeg kan ikke bevæge mig, tænkte jeg og udbrød en lille klagende lyd. Min arm gjorde fandens ondt, men før jeg vidste af det blev jeg løftet fra jorden og jeg kunne høre skridt under min fod. "Herind," lød en stemme, men jeg kunne ikke finde ud af om det var en ung pige eller en dame. Jeg mærkede ikke så meget, kun at vi kørte og så forsvandt jeg væk ind i mit sind.

 

"Undskyld, vil du ikke lige holde øje med hende?" spurgte den samme dame efter lidt. "Jeg kan ikke blive her længere og hun vågner sikkert snart."

"Jo, selvfølgelig." En drengestemme. Mine øjne var lukkede, men jeg kæmpede for at åbne dem. Jeg ville gerne se damen. Jeg skulle se damen, men da jeg hørte lyden af en dør der lukkede, sukkede jeg stille. Jeg slappede af og rettede så lidt på mine arme, åbnede øjnene og et skarpt lys ramte mig.

"Arh," udbrød jeg lavt og holdt den ene arm op foran øjnene. Til mit eget held var det den der ikke var smadret. Jeg kiggede rundt, men det tog noget tid før jeg opdagede hvor jeg var.

Et hospital. Nærmere et venteværelse på et hospital. Der var mange mennesker. Jeg støttede mig på min bedre arm, men selv den var øm. Jeg kom op og sidde ordenligt i de bløde, grønne stole og kiggede mig så til siden. Der sad en dreng og kiggede undersøgende på mig.

Jeg spærrede øjne op og kiggede så ned i mine lår. Så kiggede jeg op og ordene væltede ud af munden på mig. "Hvordan er jeg kommet her? Hvad.. hvad.. hvem fandt mig?" spurgte jeg og mine øjne var ret store.

Overraskende nok, lagde drengen sin hånd på min skulder og tyssede på mig. "Shh," sagde han og det fik mig til at slappe lidt af. Han havde en sød accent. "Det var en dame, navnet fik jeg ikke fat på. Og jeg aner ikke engang hvad der er sket med dig."

Jeg tænkte tilbage på det hele og fik pludselig kvalme. Jeg tog den ene hånd op for munden og lagde mit hoved ned i mit skød.

"Er du okay?" spurgte drengen og hans hånd flyttede så fra min skulder og hen på min ryg. Jeg fik nikket kort og trak så vejret dybt.

"Så," startede drengen, da jeg havde rejst min overkrop op igen. "Hvad skete der?"

Jeg gik i panik. Jeg kunne jo ikke fortælle folk om det. Hvad ville der ikke ske? Hvad ville der ikke ske med mig? Den sure smag fra før kom igen i min mund og jeg sank hurtigt.

"Det.." startede jeg og overvejede kort hvad jeg skulle sige. "Det kan jeg ikke huske." Jeg løj kraftigt. Jeg kunne sagtens huske det og jeg ville aldrig glemme det.

Drengen foran mig kneb kort sine øjne i, men nikkede så. "Jeg hedder Zayn," sagde han og rakte sin hånd frem. Jeg tog også min frem, men han var den eneste der klemte. Hans hånd var blød. Han måtte være heldig, for Lukas' hånd var i hvert fald ikke blød. Den var nærmere hård med klam hård hud på.

Jeg indså det. Jeg skulle aldrig have en kæreste. Jeg havde haft én, min første. Han skulle være min eneste, jeg skulle aldrig satse noget igen.

"Jeg hedder Felicia," sagde jeg og rørte forsigtigt ved mit røde hår. Jeg ville nok have haft en anden kæreste, hvis jeg ikke var ginger. Der var ingen, der kunne lide blege, fregnede piger med rødt hår. Det var barnligt og slet ikke sexet, som en solbrændt brunette.

Zayn smilede forsigtigt til ham, men jeg stak ham et smil, jeg næsten kunne kalde stort og det fik ham til at smile stort.

"Hvad laver du så her?" spurgte jeg og prøvede at starte en samtale. Zayn pegede forsigtigt ned på sin hånd. Jeg skævede ned mod den og kiggede så op på ham igen.

"Jeg har slået den," forklarede Zayn, "men jeg tror nu den er brækket. Jeg viftede for vildt med armene." Jeg kom lidt til at grine af det sidste, men holdt hurtigt op, da jeg huskede mig selv på at je var på et hospital.

Der var stille et par sekunder, måske et minut, men så kiggede Zayn forsigtigt på min arm. Jeg skævede også ned på den, men fortrød straks. Den så helt misformet ud og var både gul og blå.

Jeg løftede hovedet hurtigt og kiggede Zayn ind i øjnene, og jeg var sikker på at mine øjne både var store og bange. "Er du sikker på at du ikke kan huske, hvad der er sket?" spurgte Zayn i en skeptisk tone og jeg nikkede lidt for hurtigt og ivrigt.

Jeg kiggede ned og kiggede så op på ham, mens mine øjne ramte Zayn's. Han var en meget flot dreng og noget ved ham kunne jeg genkende, men hvorfra vidste jeg ikke. Jeg besluttede at spørge i stedet.

"Jeg synes jeg kan genkende dig.." startede jeg forsigtigt og Zayn grinede kort. "Muligvis," sagde han og smilede. Så faldt det ind for mig. "One Direction, ikke sandt?" spurgte jeg og følte mig dum, men jeg gav alligevel mig selv en chance. Jeg havde lige været bevidstløs.

Zayn nikkede og jeg smilede kort. Jeg kendte dem ikke, men jeg havde hørt en eller to sange med dem i radioen. De var fire.. eller fem?

"Jeg er glad for at du ikke skriger," sagde Zayn efter lidt og jeg smilede så stort. Og ægte. Han kom med et hæst grin, hvilket fik mig til at tænke på Lukas. Lukas fik mig til at tænke på min mor.

"Min mor!" udbrød jeg og kom til at vende mig om i en for hurtig bevægelse og min arm fik smerter. "Av, for.." startede jeg, men stoppede mig selv.

Zayns hånd røg automatisk hen mod mig og støttede mig. "Jeg tror, at din mor har fået besked." meddelte han og jeg vendte hovedet mod ham.

"Det var godt," sagde jeg. "Mine forældre flipper når de ikke ved hvor jeg er. Det er nok fordi jeg er deres eneste barn." Det sidste røg ud af mig, selvom det var unødvendig info. "Ingen søskende?" spurgte Zayn og så hel neutral ud i ansigtet. Jeg rystede på hovedet. "Hvad med dig?" spurgte jeg og rettede mig forsigtigt op i stolen.

Zayn smilede kort, men ventede til jeg havde rettet mig op med at svare. "Tre." sagde han derefter og jeg smilede kort.

Vi sad og snakkede i hvad der virkede som en halv time, men da jeg skævede op mod det store ur, opdagede jeg at der var gået to timer. Jeg hostede kort, men fortsatte snakken.

Zayn var en virkelig interessant person og jeg havde flere gange taget mig selv i at kigge meget på ham. Jeg vågnede først af Zayn's næste spørgsmål.

"Har du egentlig en kæreste?" spurgte han og da jeg gloede på ham, skyndte han sig at smide et "Bare af ren nysgerrighed" i puljen. Jeg kiggede ned, men løftede så hovedet. "Jeg slog op med ham i dag," sagde jeg uden at afsløre for meget.

Zayn kom med en medfølende lyd og kiggede så på mig. "Hvorfor?" spurgte han og kiggede trist på mig. Jeg rynkede brynene, kiggede op i loftet for at tvinge tårerne tilbage og kiggede så ned på Zayn, men snøftede en gang før jeg svarede. "Han var ikke specielt rar, men jeg havde fundet mig i det i tre år, så jeg tænkte at det var på tide at stoppe," sagde jeg med meget vaklende stemme og jeg nåede ikke at trække vejret, før Zayn kom med det næste spørgsmål.

"Hvor gammel er du?" spurgte han og jeg svarede lige så hurtigt spørgsmålet kom. "Atten," svarede jeg og jeg kunne nærmest se Zayn tælle ned. "Så du var femten, da I blev kærester?" spurgte Zayn og jeg bekræftede det.

Jeg vidste hvad Zayn nu ville sige, men jeg behøvede ikke have det af vide. Jeg fik det heller ikke af vide, for lige så snart han var ved at åbne munden blev hans navn råbt op. Han rejste sig forsigtigt op og vinkede med hans raske hånd.

"Jeg håber vi ses igen, Felicia," sagde han og gik så ind til lægen imens jeg begyndte at føle mig helt alene i verden.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...