Slutningen på begyndelsen - 1D

Felicia James er en atten-årig pige fra London. Hun har altid boet i London, så hun kender byen ret godt, men faktisk bevæger hun sig ikke så meget ud i byen. Nok mest på grund af hendes kæreste, Lukas, som hun har været sammen med i mange år. Lukas har altid været lidt af en udfordring for Felicia, men hun elskede ham fra starten. Dog er hendes kærlighed ved at falme lidt. Lukas har altid været den voldelige type og Felicia har fået et slag i ny og næ, men hun har altid været stille med det og været meget inde i sig selv.
Felicia overvejer at gøre det slut med Lukas, men hvordan han vil reagere gør hende bange. Hun tager mod til sig og hun vælger at de skal gå en tur i den offentlige park, for så ville der i det mindste være nogle mennesker. Dog er der ingen i parken lige præcis der. Felicia afslutter det alligevel, men det er ikke så let. Felicia bliver jagtet og ender på hospitalet, hvor hun falder i snak med Zayn Malik, der viser sig at blive noget helt specielt for Felicia.

18Likes
27Kommentarer
1941Visninger
AA

1. Den sure smag

Jeg trak mig langsomt væk fra Lukas' favn og kiggede på ham. Han smilede skævt, hvor jeg - tværtimod - intet smil havde. Lukas rynkede kort brynene, tog sin lighter i munden imens han fiskede efter sine cigaretter i sin bukselomme. Da han tog hånden op, havde han en lille krøllet pakke i hånden og han hev en cigaret ud og tændte den med lighteren, som før var imellem hans tænder. Jeg kiggede meget koncentreret på ham imens han langsomt sugede på den og pustede luften ud.

"Hvad er der?" spurgte han i en hård tone og kiggede direkte på ham. Jeg klemte øjnene sammen i en forvirret grimasse, men rystede så på hovedet og mit ansigt var igen neutralt.

"Ingenting." sagde jeg og sukkede. "Absolut ingenting." Og det var sandheden. Der skete absolut ingenting i det her forhold. Han bestemte alt. Når jeg ikke ville kysse hele tiden i det øjeblik, et slag. Når jeg ikke havde lyst til sex, et slag. Når jeg ikke ville hvad han ville, et slag. Lukas var fantastisk, men så hård. Så hård mod mig og han havde et så lille synspunkt på verden. Han troede, at han kunne leve livet ved at slå. Slå, når folk ikke ville hvad han ville. Det var det han havde gjort i tre år.

Jeg siger ikke at det var let. Det var fandens svært at dække de blå mærker, de blå øjne og de få skrammer, når han var blevet rigtig sur. Jeg var bare aldrig blevet opdaget. Eller det var Lukas aldrig blevet.

"Godt," sagde Lukas og tog et sidste sug imens han smed cigaretten ned på jorden og trådte på den. "Jeg var lige bange, for at du ville begyndte at tude."

Lukas grinede højt og jeg lavede en kort grinende lyd. "Ja, det ville jo ikke være så godt," sagde jeg og prøvede at skjule min sarkasme så meget som muligt, men det gik ikke så godt. Dog opdagede Lukas det ikke og lettelsen bredte sig igennem min krop, men Lukas' næste ord gav mig en sur smag i munden.

"Når jeg kommer hjem til dig i aften, skal du være klar," sagde han og løftede øjenbrynene, imens han smilede kækt. Jeg havde nær kastet op, men Lukas vendte sig om og gik så imens han løftede den ene hånd, som et farvel.

Da han var væk, vendte jeg mig om tog en finger ind i munden og bed hårdt til. En stille tåre røg ud af min øjenkrog, men jeg tørrede den hidsigt væk.

"Fuck," mumlede jeg for mig selv og traskede så langsomt væk fra gårdspladsen og hjemad. Hele vejen hjem tænkte jeg. Det skulle stoppes. Vores forhold skulle stoppes. Lukas var en fantastisk fyr, men det her kunne jeg ikke leve med.

Men du lever jo allerede med det, sagde en lille stemme inde i mit hoved. Du har levet med det i tre år. Jeg fik lyst til at lægge mig ned og græde over sandheden i stemmens ord. Hvad fik mig til at ville stoppe lige præcis nu?

Foran mig kunne jeg langsomt se mine forældres hus. Ja og jeg boede der så også. Jeg gik langsomt  hen mod hoveddøren, mens mine fødder slæbte hen af jorden. Jeg kunne også bare give op lige nu. Løbe væk også ligge mig ned og dø. Jeg skulle lige til at vende mig om og løbe, men en stemme holdt mig tilbage.

"Felicia!"

Jeg vendte hovedet hen mod mit hus og så at det ene vindue var åbent. "Kom så ind!" råbte min mor igen. "Det er ved at begynde at regne!" Hun kiggede på mig, som om jeg var sindssyg, men det var jeg ikke. Bare helt alene i verden med min lille hemmelighed. Lukas' og min hemmelighed.

 

"Hvorfor skal vi gå i den her lortepark?" spurgte Lukas irriteret imens jeg ufrivilligt holdt hans hånd tæt. Min vejrtrækning var høj og det hjalp ikke på min nervøsitet at her ingen mennesker var i denne park, som jeg ellers havde satset på.

"Det har jeg fortalt dig," sagde jeg og lød utrolig selvsikker i forhold til hvordan jeg havde det. "Jeg skal fortælle dig noget."

Lukas mumlede noget uforståeligt, men stoppede så op og da jeg holdt hans hånd, stoppede jeg også op. "Så fortæl det." sagde han og jeg vendte mig om mod ham, men kiggede så ned i jorden.

Lukas udbrød et eller andet og tog så fat i min hage og tvang mig til at kigge på ham. "Sig det, for helvede!" sagde han for højt og jeg blev ekstremt pinligt berørt over ham, selvom her ingen mennesker var.

"Det er præcis det!" fik jeg fremsagt, men han holdt mine kæber så hårdt, at det var svært at snakke. Jeg fik revet mig fri og slog ud med mine arme. "Du slår mig, du voldtager mig, når jeg ikke gider have sex med dig og du er slet ikke en god kæreste!" udbrød jeg, men straks jeg havde sagt ordene fortrød jeg, for jeg kunne se hvordan Lukas' næsebor begyndte at udvide sig i vrede. Hans arm løftede sig langsomt og han slog ud efter mig, men jeg fik med held fat i den og holdt den nede. "Jeg finder mig ikke i det, Lukas." sagde jeg og kiggede på ham. "Jeg slår op."

Før jeg vidste af det, blev noget hårdt donket ned i mit hoved og jeg lå nede i det bløde græs, men jeg rejste mig hurtigt op og rørte ved mit hoved.

"Kælling," hvæsede Lukas og denne gang ramte han mig hårdt med hans hånd. Jeg var ved at ryge ned på græsset, men jeg løftede hurtigt mit hoved imens jeg satte i løb. Jeg har aldrig været den stærke eller modige type og jeg har altid været klodset, så det undrede mig ikke da jeg fik et blad i øjet. Jeg fortsatte ligeud og løb direkte ud af parken og ind på Londons gader. Der var ingen mennesker, kun fire-fem, og det var en sær ting. Det var torsdag og klokken var syv, så der burde i hvert fald være et par hundrede.

Jeg løb over en af vejene også ind i en af de mindre gader. Jeg håbede nok inderst inde, at jeg ville forvirre Lukas, selvom det nok ikke skete. Jeg var en smule stakåndet og jeg stoppede op, for at kigge mig bag om, men der var ingen Lukas. Ikke engang længere ned af gaden.

Jeg luntede forsigtigt mens jeg kiggede bagud, da jeg pludselig så noget der lignede Lukas, så jeg spænede lige ud, imens jeg kiggede bagud. Jeg tog et skridt mere, men da jeg skulle bevæge den anden fod, var der noget der spændte ben for mig og jeg faldt - lige så lang jeg var - ned på jorden og skrabede min kæbe ned på jorden, men jeg lagde ikke mærke til det, for jeg var landet lige ovenpå min arm og smerten i den var ikke til at holde ud. Jeg var ikke et sekund i tvivl om hvem det var. Jeg vendte mig om på ryggen imens jeg holdt fast i min arm og kiggede op med sammenknebne øjne.

Over mig tårnede Lukas sig op og han smilede kort, men holdt så op. Hans blik faldt på min arm og han tog sin fod frem og jeg skulle til at skrige, men alt min luft blev taget fra mig, da han stillede sig på min arm og derefter lossede kraftigt til den. Jeg fik en sur smag i munden og den sure smag blev der. Selv efter sparkene var holdt op. Den sure smag blev i min mund og jeg havde ikke kræfter til at spytte den ud. Den gravede sig fast i min mund.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...