Langtfra Forbi

Her var lunt. Hendes lille pejs i hjørnet var tændt, men alligevel mærkede jeg ikke meget til den. Hvad skulle jeg gøre nu? Jeg ...
"Matt, der er lagner og dyner og ekstra pude betræk derovre i dét beige-farvede skab - altså i gangen" lød en stemme i det store nymoderne køkkken oplysende. Han kiggede sig omkring forvirret. Hvor var det nu henne, tænkte han.

"I gangen" tilføjede Vioelle. En pærer lyste så kraftigt over hans hoved, så den nærmest sprang. Han fandt skabet i hendes sandfarvede, men hyggelige lejlighed og formåede at skabe en hyggelig sofa alligevel. "Jeg kom jo her for at snakke med hende. Ikke for at sove sammen med hende - eller hos hende". Han kunne hører hendes sko klingre ned på gulvet og toilettet der blev trukket ud. Stilletter, tænkte han. De giver ondt i hovedet, selvom det var rimelig frække til hende. Men for at afslutte hans vildfarende tanker, men i det han prøvede fór hans tanker et andet sted for hun kom ud af badeværelset iført undertøj..

0Likes
0Kommentarer
893Visninger
AA

2. Et uventet møde

Langtfra Forbi - Et uventet møde

Gaden var bare så tom og der var intet at tage sig til. Et smut forbi Café Loi? Hmm.. Ja, hvorfor ikke. Jeg gik den vej, jeg kendte og som jeg altid havde gjort. Sådan var det bare. Vejen derhen var kold, men yderst oplevende. Flere japanske træer var højdepunktet og se hvordan de smukke, lyserøde blade spredte sin romantik hen ad gaden. Udsøgt.

Café Loi - der havde vi den. Alle de bedste minder kom derfra. Sammen med næsten-forglemte Patricia og Melody fra Polen eller Evan og Speré fra gymnasiet med Natalye og Vioelle. Iih, ja. Vioelle. Min bedste veninde efter vi slog op efter tre år. Vi var gode sammen, men vi besluttede os for, at lade det dø lidt hen, da vi begge ville noget nyt. Hun var helt goddommelig. Min Vioelle. Lidt efter hans tankegang om den gode tid med Vioelle, så jeg der var åbent til sent på Café Loi og besluttede mig for at blive der i lang tid. Jeg satte mig ved et rundt bor ved de store glas vinduer ud mod vejen.

"En kaffe expresso, tak" svarede jeg, da tjeneren om hen til mig. Jeg havde hovedet i hænderne, men lige pludseligt udfra mine fingre så jeg hende. Jeg hende.  Vioelle. Hun gik i en formel rød og yderst elegant kjole, som var lårkort i larmende sorte stilletter. jeg var et eller andet sted ligeglad. Hendes måde at gå på forførte mig lidt og fik mine øjne til at følge hendes skridt. Hendes lille, men enormt tiltalende røv bevægede sig som bølger i takt med hendes skridt - forunderligt. Det var hun bare. Min Vioelle. jeg havde en underlig lyst til at tale med hende. Sige til hende, at det var en fejl at forlade hende. Fortælle hende, at det var alt sammen min skyld, kysse hende så lidenskabeligt som var det dét eneste i verden, som der virkelig gjaldt for ham og en skønne dag bo sammen med hende igen og starte det liv og tænkte på nu. 

Men hun var ude af række vide. Jeg ville aldrig kunne nå hende nu - ikke med mit pjuskede brune hår, dvaske blå øjne og utilpasset stil med hullede bukser og ucharmende t-shirts med højest upassende print "Man flu is real - plain lazy". Jeg var så lettet over, at hun ikke skulle herind. Men i det næste - hvad laver hun? Hvorfor går hun herind? Har hun set mig? Kunne hun lygte mig? Eller har hun mig på en radar? Jeg blev faktisk lidt paranoid. Jeg havde jo set hende førhen her i byen, men boede hun ikke i nordlige Paris? Jeg lynede min mørke á la blå jakke i et drain-stof fra Matinique og ellers bare knyttede bylden og lod som om, jeg gjorde det hverdag ved at kigge ivrigt ud af vinduet. 

"En kaffe latté, tak" bad hun pænt om og lagde 25 kroner på bardisken. Hun vendte sig lady-like om og kiggede sig om nogle fire borde. Næsten alle var frie. Faktisk kun tre gæster inkluderet mig - Café Loi havde fået en ny konurrent gennem årene. Lige overfor. Latterligt sted at placere en ny café ved siden af en velkørende café. 

Jeg kunne lige netop gennemskue hende fra min øjenkrog. Hun så væk. Idet jeg besluttede mig for, at kigge på hende, vendte hun blikket mod mig og jeg blev skræmt af hendes skønhed. Hun var så inderlig på sit ydre. Meget make-up som altid, men alligevel så naturlig. Vidunderlig. "Matt? Matt Pleur?" spurgte hun pinligt, men nysgerrigt...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...