Kærlighedens Tabu

Jeg ved ikke meget om livet. Jeg ved ikke specielt meget om kærlighed. Til gengæld har jeg hørt meget om den. Det, der smerter mig mest er, når folk siger, at den ikke findes. Så har de ødelagt lykken for tusindvis af mennesker.

Denne historie er dedikeret til dem, der stadig kan huske, og til alle dem, der ved, at den findes. Den største kærlighed her i verden er den der fortsætter, selvom historien om den, er slut.

Denne historie handler om den evige kærlighed. Den fortsætter, fordi den ikke kan andet. Den fortsætter selvom det er slut. Den fortsætter, selvom den bør hades.

Historien er dedikeret den ægte kærlighed, den sande historie.

1Likes
3Kommentarer
457Visninger
AA

2. En samtale om det forbudte

Nu sidder jeg i skolen. Jeg kan ikke koncentrere mig. Spørgsmålene flyver rundt i hovedet på mig.

 

Hader han mig virkelig? Han har sagt så mange ting, men aldrig noget så slemt. Hvis han kan hade mig, var det så overhovedet kærlighed? Kan man hade en man elsker? Det håber jeg ikke. Ellers er det jo ikke underligt, at folk bliver skilt så tit. Men han kan da umuligt hade mig. Han lovede at passe på mig resten af livet. "Jeg vil aldrig glemme dig." Julie og Romeo, de elskede hinanden begge to. De svor så dyrt og højt, det hjalp ikke en døjt. Men de var forelskede. Forskellen på at elske nogen, og at være forelsket i nogen er, at man vil dø, for dem man er forelsket i. Når man elsker folk, vil man leve for dem. Jeg elsker ham. Men jeg må ikke. Jeg glæder mig til at have fri.

 

Sorgen ved adskillelse, gør glæden ved gensyn større. Det må være derfor, jeg svarer, når han skriver. Men jeg havde brug for en at snakke med. En, der ville lytte. Så havde jeg vel mere brug for en tilhører. Det må være grunden til, at jeg skriver. Vi fik fri. Jeg fulgtes med dem op på kostskolen som altid. Vi havde fået tidligt fri. Solen varmede, men alt var alligevel koldt. Solen skinnede, men alt var sort. Jeg kunne jo ikke fortælle det. Ingen kan forstå min udlægning af kærlighed. Ingen tror på det længere. Ikke engang når de siger, at de gør. "Sex er kærlighedens sprog. Når ord ikke længere er nok." Det var ham, der sagde det. Men det er mig, der mener det. Jeg kan ikke, hvis ikke jeg elsker folk. Og alligevel gik det galt. Han vidste det. Han vidste, jeg ikke havde gjort det før. Han vidste, han ikke kunne blive hos mig. Jeg græd altid bagefter. Nu, hvor jeg tænker over det, havde det nok noget at gøre med, at han altid gik. Ikke med det samme, men kort efter.

 

Vi sad på hendes værelse. Hun kendte hele historien. Næsten. Hun havde kun hørt nogle få detaljer før den dag. Hun var med mig, mens han var min. Hun var der, da han gik. Nu skulle hun høre det fra starten af.

 

Vi begyndte at skrive sammen over nettet. Han var virkelig som en drøm. Han var flot, kunne spille guitar, forstod mig fuldt ud, og han var så romantisk anlagt. Han snakkede altid om, at vi skulle tage steder hen sammen. Måneskinsture, slentre hen ad stranden, rejse udenlands. Han lyttede altid til, hvad jeg sagde. Selv når det handlede om skoleting, hørte han efter. Jeg fortalte, hvad der var sket i skolen. Jeg fortalte, hvad jeg havde lært. Jeg rettede på ham, når han skrev forkert. Det eneste svar jeg fik, var: "Undskyld fr. Lærerinde :)" Jeg ville gerne være lærerinde. Jeg ville undervise i tysk. Han syntes vist det var charmerende, når jeg rettede på ham. Jeg blev lidt tvær, når han skrev frøken med dén forkortelse. Det er forkortelsen for frue! Men nej, det syntes han ikke. Han sagde, at det også kunne betyde frøken.

 

Hun nikkede og smilte. "Det lyder som om, I havde det godt."

 

Vi slog det op. Jeg gjorde, og det viste sig.. Han havde ret. Ligesom med ordet sindssyg. Jeg troede, det var med et s. Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg brugte ordet. Men i forbindelse med det her "forhold," virker det passende. "Sindssyg er med to s'er." Jeg kunne blive i hans arme resten af livet. Jeg fortalte, jeg gerne ville stikke af med ham. Jeg vidste godt, han ikke ville gå med til det. Men nu sad vi i bilen, så det virkede som en sjov tanke. Ingen vil nogensinde kunne forstå, hvorfor det var så fantastisk. Hvorfor HAN var så fantastisk. Det kan man ikke, før man har oplevet det selv, vil jeg tro. Han lyttede altid. Jeg var aldrig alene. Jeg kunne fortælle ham ALT. Og ikke alt, som i næsten alt. Jeg mener alt, som i alt, hvad jeg overhovedet tænker på. Som om katte har muskler i halen - jeg ved heste ikke har, men de bevæger også kun roden af halen for at vifte med den. Hvis jeg var bange. Intet var et problem med ham. Vi snakkede altid om fremtiden. Nu er det slut.

 

"Hvis det er meningen, I skal være sammen, så sker det en dag," sagde hun og nikkede.

 

Jeg græd faktisk ikke, mens jeg fortalte om det. Slet ikke. Jeg sad og tænkte på alle de gode ting. Det eneste, der irriterede mig, var, at jeg ikke kunne fortælle folk det. Fortælle om ham. Fortælle om hvorfor. Give grunde. Lade det gode komme frem. Jeg blev jo ikke hos ham, hvis han kun havde været en idiot. Jeg elsker ham. Det gør jeg stadig. Det holder jeg aldrig op med. Min største kærlighed. Min første kærlighed. Det eneste, der blev ved, i mere end et par måneder.

 

Jeg fortsatte i flere timer. Jeg sad og var helt vildt glad. Hun smilede. Hele tiden. Hun lyttede, nikkede. Sagde ikke så meget. Men jeg talte også non-stop. Jeg blev færdig. Jeg kunne ikke komme på mere at sige, medmindre det skulle være beskrivelser af følelserne. Det var også ved at være tid til aftensmad. Jeg rejste mig, pakkede min ting og stilte mig i døren.

 

Den mest fordømte kærlighed i verden, er den til folk, der ikke fortjener det. Det er den, man ikke må tale om. Det er den, ingen vil høre om. Det er den, der ikke må eksistere. Det er den, der ikke må føles.

 

"Tak, fordi jeg gerne må elske ham."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...