Kærlighedens Tabu

Jeg ved ikke meget om livet. Jeg ved ikke specielt meget om kærlighed. Til gengæld har jeg hørt meget om den. Det, der smerter mig mest er, når folk siger, at den ikke findes. Så har de ødelagt lykken for tusindvis af mennesker.

Denne historie er dedikeret til dem, der stadig kan huske, og til alle dem, der ved, at den findes. Den største kærlighed her i verden er den der fortsætter, selvom historien om den, er slut.

Denne historie handler om den evige kærlighed. Den fortsætter, fordi den ikke kan andet. Den fortsætter selvom det er slut. Den fortsætter, selvom den bør hades.

Historien er dedikeret den ægte kærlighed, den sande historie.

1Likes
3Kommentarer
454Visninger
AA

1. Hadet blev til

Han var kommet tilbage. "Undskyld. Det er vigtigt for mig, du ved, det var ægte. Det hele."

 

Det var det, jeg fik at vide, før han stak af igen. Det er underligt, at det var vigtigt for ham. Han kunne jo bare have bevist det. For nogle år siden havde jeg troet på ham, bare han havde sagt: "Jeg mener det." Han ville sikkert  have sagt det anderledes. Der var engang, hvor jeg vidste, hvad han ville svare. Jeg kunne læse hans tanker.

 

Det var bare en besked på Facebook. Han ville sige undskyld. Jeg blev sur. Hvorfor var han kommet tilbage? Hvad ville han nu? Han var jo stadig sammen med hende. Seks år med os begge to. "Jeg var klar til at forlade alt for dig." Svaret han fik var, at, havde det været sandt, havde han forladt hende for længst. Jeg spurgte selvfølgelig om, hvorfor han var blevet hos hende. Jeg spurgte ham om, hvorfor det ikke kunne være os. Var han bange for, at jeg skulle forlade ham til fordel for en yngre person? Nej. Han var sikker på, at jeg aldrig ville gå fra ham, hvis vi blev kærester. Jeg kunne mærke blodet koge. Jeg kunne mærke, jeg blev vred. Hvordan kunne han blive ved med at gå fra mig, hvis han vidste, jeg ville blive?! Jeg lagde computeren fra mig. Det ville ikke hjælpe at blive vred. Så ville han bare gå igen. Jeg gav mig til at kaste med alt. Hver en bog, hver en nøgle. Spejlet blev ødelagt. Mit ansigt var, ligesom resten af mig, gået itu. 

 

Han bad om mit nummer. Han fik det. Vi skrev lidt sammen. Jeg nåede frem til, at jeg elsker ham nok. Jeg sagde, jeg bare ønskede, at han var lykkelig. Jeg mente det. Så jeg besluttede at spørge om, hvorvidt han var lykkelig. Det troede jeg ikke. Han havde jo været sin faste kæreste utro med mig i seks år. Han kunne vel ikke være lykkelig. "Hvem ved, hvor lykken er? Jeg er ikke ikke-lykkelig, hvis du forstår." Mit hjerte gik i stå igen. Det slog et langt slag. "Jeg har ikke besluttet mig endnu." Tårerne pressede på. Mit hjerte slog så hårdt, at jeg kunne mærke hele min krop ryste. Jeg kunne ikke holde dem tilbage. Hele min krop rystede. Elsker du mig stadig? Jeg burde jo have spurgt. Men jeg turde ikke. Han havde ikke besluttet sig. Jeg faldt i med begge ben. Jeg elsker ham. Han gjorde mig glad. Men det gjorde ondt. Hvad skal jeg nu gøre?

 

Nu springer vi fra Hvidovrevej til Rådhusvej, sagde han. Det var fra Monopoli. Han blev ved med at lægge an på mig. Og jeg var nødt til at sige nej. Jeg skiftede emne. Jeg kunne fornemme det irriterede ham. Men den kommentar hjalp selvfølgelig. Han syntes, jeg var god til at snakke udenom. Men nu vidste jeg, hvordan det hele hang sammen. Han var blevet en anden. Han var blevet hos en anden. "Ikke noget pigesjov! Det er dig jeg vil have!" Det havde han sagt, da han skulle med sine venner i byen en fredag. Men det er også lang tid siden. Mindst fire år. Men det har han mere styr på, end jeg har. Hvordan kunne han lægge an på mig, hvis han var lykkelig med hende? Det mente jeg ikke, at han var. Han blev ved. Han ville ikke holde op. "Jeg vil ikke være en lus mellem to negle! Hold op!" Det mente han, at han godt kunne forstå. Han ville ikke sige, hvem han valgte. Det eneste han sagde var, at han godt kunne forstå, det var hårdt for mig, at vente. Men han blev ved. En aften gik jeg med til det. Det føltes forkert. Det føltes grimt. Det føltes ulækkert. Selvom vi kun flirtede over SMS. Det gjorde så ondt.

 

Dagen efter. Ingen besked. Der var ikke andet at gøre. Jeg fortalte hende det én gang. Jeg var nødt til at gøre det igen. Det er synd for hende. Det er synd for mig. Den eneste, der lader til at have godt af det, var ham. Han svarede mig ikke. Klokken var 16:00, og han havde ikke svaret. Jeg fandt hendes nummer på Krak. Jeg ventede på at høre, hvad han ville sige. Han sagde ingenting. Jeg sendte en besked. Jeg fik ikke noget svar. Fra hverken den ene eller den anden. Dagen efter brugte jeg hele formiddagen på at få fat i hende. Jeg snakkede med hende længe. Rigtig længe. Hun troede stadig ikke på mig. Hvilket er sært, for jeg havde jo ret sidste gang. Hun skulle have tilgivet ham, men hun stolede ikke på ham. Hun holdt øje med ham. Han skulle partout slukke sin telefon kl. 22. Jeg skulle bevise det med billeder af de beskeder, som han havde sendt. Men jeg måtte overbevise hende. Hun skal ikke være ulykkelig, bare fordi han gerne vil være "ikke ikke-lykkelig".

 

Den første besked jeg fik fra ham var - "Du må ALDRIG fortælle det til hende! Så ødelægger du alle dine chancer mellem os! Vil du det?!" Det kan ikke være kærlighed. Det sagde han bare ikke. Afhang hans kærlighed til mig af, at han skulle have lov til at udnytte hende? Nej. Kærlighed skal være sådan, at man ikke kan leve uden hinanden. Det skal være to halvdele, der altid har passet sammen. To dele. "You say it best when you say nothing at all." At vide hvad den anden tænker. Altid at kunne forstå hinanden. Nej. Han havde ødelagt det. "Det er for sent. Jeg har sagt det til hende."

 

Han tiggede og bad. Han bad mig om, ikke at være mig selv. Jeg er et godt menneske. "Du fortjener det bedst." Han forstod aldrig, at jeg synes, at han var det bedste. Han forstod det bare ikke. Hvis han siger undskyld, må han have en samvittighed. Men han ville aldrig nogensinde fortælle hende det. Det duer ikke. Hans samvittighed må ikke æde ham op. Jeg er nødt til at sige det. "Du skal ALDRIG skrive til mig igen!! Du har ødelagt mit liv!" Men jeg ville redde hendes. Han ville ikke tro på mig, hvis jeg sagde, det var for hans skyld. Det pudsige ved det hele er, at det altid var ham, der kom tilbage. Jeg kunne ikke finde ham.

 

Dagen efter skulle det afsluttes ordentligt. Hun havde sagt tak. Første gang sagde hun, det var det rigtige at gøre. Jeg ved ikke, om hun mente det. Men nu skulle det afgøres. "Hader du mig?" Han svarede hurtigt. "JA, FOR FANDEN!" Nu er det vel slut. Der er ikke andet at gøre. Men efter alle de år, kan det ikke bare være farvel. Men jeg kan ikke fortælle nogen, hvordan jeg har det. Man må ikke elske snydere, løgnere, eller utro mennesker. Man må ikke elske folk, der ikke fortjener det.

 

Alle havde sagt, at han kun var ude på én ting. De fik ret. Det gjorde ondt. Tårerne pressede på. Det gør de stadig. Specielt, når jeg tænker på, de havde ret. "Var det rart at kunne få sex, når det passede dig?" Jeg var nødt til at spørge. Jeg måtte have svar. "Sådan var det slet ikke! Hold nu op!" Og jeg turde ikke tro på ham. Jeg måtte ikke tro blindt på ham. Jeg måtte holde op med at elske ham. Men hvordan?

 

Alle år, dage og alle de tårer. Nogen måtte lytte. Jeg kan ikke alene. Der må være en, der ikke fordømmer ham!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...