Bivirkninger ved venskab 2 - One Direction

Zayn er forsvundet, Liam og Danielle har slået op, Lucie og Anita's forældre skal skilles, og Louis skal vælge mellem Eleanor og Anita. Her for tiden, er ingen just glade. Medierne går amok, Lucie kan ikke stoppe med at græde, og One Direction mister fans. Det hele er noget kaos, og det hjælper jo heller ikke, at Sebastian muligvis kommer tilbage. Vil de nogensinde finde Zayn? Finder Louis og Anita nogensinde sammen? Og hvordan har Lucie og Harry tænkt sig, at klare alt dette? Forholdene sættes på en prøve. En hjerteknusende, ond og stressende prøve. Desuden, skal One Direction snart optræde for Barack Obama. Og det hjælper ikke spor på situationen.

43Likes
243Kommentarer
10692Visninger
AA

22. ❅

”Jeg troede vi havde glemt det.” Man kunne let hører irritationen i hans stemme, da han talte. Jeg ønskede ikke at gøre ham sur, men jeg var selv så vred, at jeg faktisk var ligeglad. Jeg lød dog mere ked af det, end jeg lød vred, når jeg talte. ”Jeg sidder sammen med en masse dejlige mennesker, som holder så meget af mig, at de gider at være her hos mig. Jeg har fødselsdag, hvilket du åbenbart har glemt, derfor er de her hos mig. De trøster mig, fordi du virkelig har såret mig. Men ved du hvad, lad os tale om det senere. Jeg vil ikke få mit gode humør ødelagt af en person, som jeg troede holdt af mig.” Jeg kiggede hen på Louis, med et blik der viste, at han skulle afslutte samtalen. Jeg lænte mig tilbage, tæt på at græde, da han afsluttede samtalen, og lagde mobilen væk. Harry var sikkert sur på mig nu. Et skænderi var i sigte, og jeg hadede skænderier. ”Jeg tror han er såret. Han er i hvert fald vred, hvis han ikke er såret. Han kan altså godt være skræmmende, når han er sur. Når I skal tale sammen, kan vi godt stå udenfor døren, hvis det sku' være?” sagde Liam på en sukkersød måde, der ikke kunne gøre andet, end at få mig til at smile. Han var virkelig en sød én, og de var de andre skam også. De nikkede nemlig, som tegn på, at de var villige til at gøre det, som Liam netop havde sagt, de sagtens kunne gøre. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Var jeg ikke gammel nok, til ikke at have nogen beskyttere omkring mig? Jeg var ikke en lille pige, men de prøvede jo bare, at beskytte mig. Så farlig var Harry altså heller ikke, men jeg havde jo heller ikke, oplevet ham virkelig sur, men denne lille hændelse, kunne da ikke havde gjort ham split og ravende gal. ”Det behøves I altså ikke. Så sur, er Harry nok ikke.”

”Jeg holder altså også af dig! Jeg elsker dig faktisk, og jeg ville da gerne havde været hos dig, men jeg havde travlt!” Han havde ikke haft travlt. Han havde været en idiot, og glemt min fødselsdag. Hvordan kunne han glemme sin kæreste fødselsdag? Det var da umuligt, når han var sådan en fantastisk kæreste, som han havde været! Det var ikke rart at sige, han engang havde været en fantastisk kæreste. Det ville være meget bedre, hvis jeg kunne sige det i nutid. ”Harry, du sagde du skulle indspille en sang med drengene, og de havde været lavet et surpriseparty! Hvis I faktisk skulle have indspillet en sang, ville du vide, at de ville være sammen med mig, og ikke indspille en sang. Paparazzierne fangede dig i, at hænge ud med et eller andet væsen! Hvornår stoppede du med at.. med at..” tårerne prikkede i mine øjne, ”holde af mig.” Han gjorde mig vred og ked af det, og det var sikkert med vilje. Jeg var tæt på at græde, men jeg gjorde det ikke. Få tårer røg ned af mine kinder, men mere skete der ikke. Han rykkede tættere på mig, ivrig efter at sige undskyld. ”Nej, Harry..” jeg trådte nogle skridt tilbage, ”ikke rør ved mig.” Jeg var virkelig vred og såret. Hvordan ville denne aften dog ende? ”Vi.. vi burde nok..” Harry tyssede på mig, ivrig efter selv at få noget sagt, men jeg fortsatte med at tale. ”Vi burde nok holde en pause.” Efter at have sagt de ord, skubbede jeg ham ud af mit hjem, smækkede døren i, låste døren, og sank tudende ned på jorden. Øjeblikket jeg havde sagt det, føltes det som det rigtige. Vi havde brug for en pause, men jeg var allerede begyndt at savne ham. Men jeg skulle være stærk! Jeg lukkede stille mine øjne i, mens jeg hulkede. Nogle skridt hørtes, og en flok på fem kom løbende hen imod mig. Zayn var den hurtigste. Han trak mig ind til ham og nussede mig, mens jeg blev ved med at græde.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...