Bivirkninger ved venskab 2 - One Direction

Zayn er forsvundet, Liam og Danielle har slået op, Lucie og Anita's forældre skal skilles, og Louis skal vælge mellem Eleanor og Anita. Her for tiden, er ingen just glade. Medierne går amok, Lucie kan ikke stoppe med at græde, og One Direction mister fans. Det hele er noget kaos, og det hjælper jo heller ikke, at Sebastian muligvis kommer tilbage. Vil de nogensinde finde Zayn? Finder Louis og Anita nogensinde sammen? Og hvordan har Lucie og Harry tænkt sig, at klare alt dette? Forholdene sættes på en prøve. En hjerteknusende, ond og stressende prøve. Desuden, skal One Direction snart optræde for Barack Obama. Og det hjælper ikke spor på situationen.

43Likes
243Kommentarer
10794Visninger
AA

21. ❄

”Søde, du skal åbne den her først. Den er fra mig og Anita, men mest mig,” hvinede Louis og blottede sine tænder. Han pegede på en fin indpakket gave, som lå foran mig på sofabordet. Gavepapiret var rødt, gavebåndet var krøllet og lilla, selve formen var lille og firkantet. Jeg kunne allerede gætte mig frem til, at det var et slags smukke. Jeg rev stille og elegant gavepapiret fra hinanden, klippede gavebåndet i stumper og stykker, hvilket ikke gav mig skyldfølelse, da Anita godt vidste at jeg elskede at gøre det. En hvid æske mødte mig blik. Jeg åbnede stille og roligt æsken op, selvom jeg var helt vildt nysgerrig og utålmodig. Dér, gemt indeni alt det gennemsigtige, luftige papir, lå der en lang, smuk, sølv halskæde, der skreg i mine ører, at jeg skulle studere den grundigt. Jeg tog den stille op, lagde den i mine hænder, og beundrede selv de mindste træk. Det var en smuk gave, selvom det nok var noget, en kæreste ville give en. Men da denne gave var fra to, måtte den vel godt være ekstra kostbar. ”Det er noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set i hele mit lange liv. Tusind tak, I to! Det er virkelig en fantastisk gave.” Jeg rejste mig op for at kramme Anita og Louis, der sad lige ved siden af hinanden, faktisk næsten ovenpå hinanden. Jeg krammede dem på en gang, hvilket føltes sjovt. Efter krammet, satte jeg mig tilbage på min gamle plads, hvorefter jeg tog en lille, bitte pakke, der var så tynd som en pandekage. Jeg bemærkede at den var i en kuvert. Jeg tog den stille op fra bordet, læste at der stod den var til mig, og at den var fra alle drengene, - sikkert med undtagelse af Harry, min såkaldte kæreste. Jeg åbnede kuvert, og synet af mange tal og papirer overvældede mig. Tre tusindkronesedler og én femhundredekroneseddel lå uskyldige i mine hænder, og ventede på jeg skulle bruge dem. ”Vi har mange penge, og det har du ikke... hvilket ikke er en fornærmelse, da det jo ikke er din skyld! Eller det er jo faktisk lidt din skyld, men altså det..” Niall stoppede med at tale, da Liam slog ham hårdt i siden, så han krympede en smule sammen. Jeg fik jo en masse gode gaver af dem, og jeg havde kun åbnet to indtil videre. Det var jo helt sindssygt, hvor gode venner jeg havde, men fire af dem var så også rige superstjerner. Jeg krammede dem alle sammen, bortset fra Anita, hvorefter jeg pakkede de to sidste gaver op. Jeg fik øreringe, udelukkende fra Zayn, og et gavekort fra Anita som sikkert skulle deles med hende.

”Hvad gør vi så med pressen? Når de finder ud af, hvis de ikke allerede har fundet ud af det, at Zayn er tilbage, vil de da gå amok. Det samme med fansne, og der er sikkert rigtige mange, der gerne vil interviewe ham og sikkert også mig.” Efter at have pakket alle gaverne op, spist lidt mere kage og snakket lidt, sagde jeg havde jeg havde på hjertet. ”Hvorfor ville de gerne interviewe dig?” spurgte Liam forvirret, efter jeg havde talt. Jeg kunne mærke mit ansigt blive rødt, da han sagde det. Jeg havde jo ikke fortalt dem, at jeg havde mødt og snakket med Zayn, før de vidste om han overhovedet var levende. Jeg var lige ved at ødelægge det for mig, og måske også for Zayn, hvilket ikke var godt. ”Det ved jeg ikke. Jeg sagde det bare..” mumlede jeg så det lød som om, at mit humør var gået fra at være trist, til glad, og så til trist igen. Der var en akavet stilhed, indtil Louis' mobil ringede. Da han tog sin mobil frem, tjekkede hvem der ringede, blev hans pupiller pludselig en del mindre. Han svarede opkaldet og satte den på højtaler. ”Hej Harry! I dag er en speciel dag, ikke sandt?” prøvede Louis at sige muntert. Jeg lukkede mine øjne, fordi tanken om at jeg snart skulle høre Harry tale, gjorde mig nervøs. ”Hej med dig da. Jo, i dag er en speciel dag, fordi jeg har hørt, at nogen har set Zayn! Snart er den nye sang færdig, når han får optaget sin solo, og så er alle glade!” jublede Harry. Jeg kunne forestille mig hans smil, da han talte. Han havde sikkert ingen idé om, at det Louis mente med at det var en speciel dag, var på grund af, at det var min fødselsdag. ”Ikke alle er glade, Harry..” mumlede jeg højlydt, så Harry kunne hører det og reagerer. Gad vide hvordan han reagerede. ”Misser?” Jeg kunne mærke, at han smilede. Det var som om, at jeg kunne fornemme hans glæde. Han kunne dog ikke fornemme min ulykkelighed, og dét at jeg havde fødselsdag. ”Du.. du kom ikke..” stammede jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...