Bivirkninger ved venskab 2 - One Direction

Zayn er forsvundet, Liam og Danielle har slået op, Lucie og Anita's forældre skal skilles, og Louis skal vælge mellem Eleanor og Anita. Her for tiden, er ingen just glade. Medierne går amok, Lucie kan ikke stoppe med at græde, og One Direction mister fans. Det hele er noget kaos, og det hjælper jo heller ikke, at Sebastian muligvis kommer tilbage. Vil de nogensinde finde Zayn? Finder Louis og Anita nogensinde sammen? Og hvordan har Lucie og Harry tænkt sig, at klare alt dette? Forholdene sættes på en prøve. En hjerteknusende, ond og stressende prøve. Desuden, skal One Direction snart optræde for Barack Obama. Og det hjælper ikke spor på situationen.

43Likes
243Kommentarer
10691Visninger
AA

18. ❂

Der var ikke gået lang tid, fra da jeg blev født, til jeg fyldte atten år. Jeg var virkelig en stor pige nu, og så var jeg også på alder med Harry, min dejlige kæreste der ikke havde tid til mig. Jeg var sur, vred og gal, men på en eller anden måde, kunne jeg kun udtrykke min sårede side. Han havde såret mig, selvom det sikkert ikke var hans mening. Klokken var ikke specielt mange, og jeg lå bare i min seng, og lod som om jeg sov. Ingen havde opdaget at jeg var vågen. Jeg kunne godt hører, at de, hvilket vil sige min far og Anita, gik rundt og larmede fordi de viftede med flag. De havde sikkert pyntet pænt op. ”I dag er det Lucie's fødselsdag..” og sådan startede mit helvede. Jeg var på vej til at blive en kvinde, og min kæreste ville ikke kunne være der, og se mig blive en kvinde. Jeg savnede ham sådan, og måske savnede han også mig, men jeg savnede ham mest. Lige i dét øjeblik, savnede jeg alle. Mine gamle venner, min familie, Zayn, Louis, Niall, Liam, men mest af alt Harry. Det var tydeligt, at det var kun min far og min storesøster, der kunne være sammen med mig. Vi gik alle tre nedenunder, for at spise morgenmad, som var pandekager med sirup. Jeg elskede pandekager, uanset hvad der var indeni dem. Alt smagte godt til pandekager. ”Tillykke,” smilede min far til mig, selvom hans smil var falsk. Han ville ikke have, at hans lille pige, skulle blive voksen. Da Anita fyldte seksten, talte han næsten ikke hele dagen, kun til Anita, eftersom hun skulle have en god fødselsdag. Da jeg fyldte seksten, var alle glade og skøre som altid.

Alt gik godt, lige indtil der var en der ringede på. Jeg håbede virkelig, at det var Harry, men det var det med garanti ikke. Han havde jo ikke tid til mig. Jeg sukkede, rejste mig op, og gjorde mig klar til at åbne døren, men min far insisterede på, at det var hans job og åbne døren. ”Er Lucie hjemme?” lød det ude fra gangen af. Mit hjerte sprang et slag over, da jeg genkendte stemmen. Jeg havde lyst til bare at skrige og juble, men jeg var dog nervøs. Ingen vidste vel, at den forsvundne sangstjerne alle ledte efter, var kommet hjem til hans bedste vens kæreste. Da min far sagde, at ja jeg var der, blev jeg nervøs på mine egne vegne. ”Lucie..?” Han havde nu fået øje på mig, og jeg havde fået øje på ham. Hans øjne viste sorg og smerte, men også glæde. Jeg smilte stort, rejste mig ivrigt op, og kastede mig i armene på ham. ”Jeg kan se at din kæreste ikke er her. Ved du hvorfor?” spurgte Zayn mig, efter at have trukket sig ud af krammet. Jeg nikkede, og var på randen til at græde. Jeg savnede Harry, men han savnede jo netop ikke mig.

Jeg var tæt på at sige, at Harry ikke gad mig, men det valgte jeg ikke at sige. ”Han har ikke tid,” svarede jeg ivrigt efter at tvinge et smil frem, men det mislykkedes. Jeg kunne ikke smile nu, selvom det var min fødselsdag, og jeg burde være ufattelig glad. Zayn kyssede mig hurtigt på panden, og trak mig atter ind til ham. Jeg kunne mærke hans åndedræt, han trak vejret hurtigt. ” Han har sikkert en god grund til det, men hvis han ikke har tid, har jeg i hvert fald tid.” Efter to minutter, hvor vi bare stod og krammede hende, trak Zayn sig ud af krammet, og drejede imod min far. ”Hr., har De noget imod, at jeg tager Deres datter med ud?” smilede Zayn fedterøvsagtigt til min far, som kiggede på ham med et koldt blik. Han var ked af det, ikke sur på Zayn, kunne jeg regne ud. Manden havde netop været igennem en skilsmisse. Han havde lov til at være ked af det, og se kold ud. ”Det er du da velkommen ting, unge mand, men Lucie..” far vendte sig imod mig, ”har du ikke allerede en kæreste?” Han havde accepteret Harry fuldt ud, selvom han ikke kunne lide det faktum, at jeg havde en kæreste. Jeg nikkede rødmende til ham, hvorefter jeg forklarede ham, at Zayn og jeg altså ikke var kærester. Vi var bare venner, eftersom jeg havde en kæreste. Hvor lang tid det ville forblive sådan, vidste jeg dog ikke. Hvis Harry fortsatte med, ikke at have tid til mig, hvad skulle jeg så gøre? Slå op med ham?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...