Bivirkninger ved venskab 2 - One Direction

Zayn er forsvundet, Liam og Danielle har slået op, Lucie og Anita's forældre skal skilles, og Louis skal vælge mellem Eleanor og Anita. Her for tiden, er ingen just glade. Medierne går amok, Lucie kan ikke stoppe med at græde, og One Direction mister fans. Det hele er noget kaos, og det hjælper jo heller ikke, at Sebastian muligvis kommer tilbage. Vil de nogensinde finde Zayn? Finder Louis og Anita nogensinde sammen? Og hvordan har Lucie og Harry tænkt sig, at klare alt dette? Forholdene sættes på en prøve. En hjerteknusende, ond og stressende prøve. Desuden, skal One Direction snart optræde for Barack Obama. Og det hjælper ikke spor på situationen.

43Likes
243Kommentarer
10652Visninger
AA

16. ✱

”Hej, far.” Jeg kiggede op, og mødte en ældre mands sørgmodige blik. Det var præcis ligesom med min mor. Man kunne heller ikke se andet i hendes øjne, andet end sorgen og smerten. Hun var slap, gad ikke at lave noget, og smilede sjældent. Det var vel bivirkningerne ved at blive skilt. Jeg hadede allerede at være skilsmissebarn, selvom jeg næsten lige var blevet det. Det var virkelig ikke rart, at være det. ”Hej, min datter.” Jeg kunne ikke lade være, med at fælde en lille tårer, han ikke engang så. Hans stemme lød ødelagt, som om hans stemmebånd var næsten helt ødelagt. Som om han slet ikke kunne tale. Han lød trist, meget trist, faktisk helt ulykkelig. Det pinede mig at se ham sådan her. Det gjorde ondt på mig, selvom jeg ikke var skadet. Jeg skulle til at kramme far, men min mobil vibrerede i min lomme. Jeg kunne næsten regne ud at det var Harry, men dag jeg tog min mobil frem, fandt jeg ud af, at det ikke var Harry. Det var Zayn der ringede, men på en eller anden måde, var det helt sikkert Sebastian der ringede fra Zayn's mobil. ”Lucie?” lød det i den anden ende. Det var den irriterende svenske accent igen. Ugh, jeg hadede virkelig den stemme, efter stemmens ejer havde kidnappet Zayn. Jeg ville have Zayn tilbage. ”Du må ikke hade mig. Jeg har ikke sådan rigtigt kidnappet ham, jeg har bare.. øh, okay du har gennemskuet mig. Jeg har kidnappet ham, men det var ikke min mening. Det var Eleanor der tvang mig.” Jeg var parat til at forhører Sebastian, efter det han lige havde fortalt mig. Hvorfor skulle Eleanor dog få Sebastian til at kidnappe Zayn? Det gav ingen mening. ”Hvorfor ville hun have, at du skulle kidnappe ham?” Dette var seriøst. Vi var blot en flok teenagere, bortset fra Louis som var skide gammel, som kidnappede hinanden. Dét var ikke seriøst, men denne samtale var det. ”Altså, i starten valgte han jo selv at være forsvundet, men så fandt Eleanor ham pludselig, og så kidnappede hun ham. Jeg ved ikke om det er sandt, men hun har fortalt mig, at hun kidnappede ham, - eller rettere sagt, fik mig til at kidnappe ham, fordi hun sikkert gerne ville være uskyldig, eller sådan noget.” Jeg blev en smule lettet over, at jeg nu vidste hvem der havde kidnappet Zayn, men hverken Eleanor eller Sebastian skulle i spjældet. ”Hvordan har han det?” spurgte jeg grådkvalt. Hvad nu hvis han havde det forfærdeligt? Det havde han sikkert, eftersom han var blevet kidnappet en den der gjorde sin bedste ven jaloux, og sin bedste vens ekskæreste. ”Han har det fint, du skal ikke være bekymret. Kidnapningen er over når han selv vil få det overstået. Han har det psykisk dårligt, men jeg ved ikke hvorfor. Vil du tale med mig?” Nærmest før jeg nåede at svarer ja, hørte jeg pludselig en anden stemme tale ind i telefonen. Zayn's stemme, tænkte jeg til mig selv.

”Zayn!” råbte jeg glad, forhåbentlig ikke høj nok til, Anita ikke kunne hører mig. ”Lucie!” råbte han tilbage, og så begyndte vi begge at grine. I det mindste lød det som om, han var i et godt humør, bortset fra han var blevet kidnappet. ”Du har travlt, Zayn.” Han sukkede, hvilket jeg også ville gøre, hvis jeg var ham. Jeg ville være stresset og bange, hvis jeg var ham. ”Ja, jeg ved det. Hvad skal jeg dog gøre? Hvordan mon pressen og fansne.. og min familie og drengene, vil reagerer når de finder ud af, hvad der er sket? Jeg har ikke nogen at betro mig selv, ikke fordi jeg ikke stoler på dig eller noget.” Jeg vidste hvordan han havde det. Jeg kendte den følelse, at man følte sig ensom, som om der ikke var nogen man kunne snakke til, selvom man havde en masse venner og en stor familie. Den følelse, gjorde ufattelig ondt på mig, og sikkert også på Zayn. ”Jeg vil aldrig flippe ud på dig, og ikke kun på grund af, at jeg har vidst dette i meget længere tid end alle andre. Jeg er din ven, og jeg vil ikke flippe ud over, at du er tilbage. Drengene skal nok styrer sig, det lover jeg. Ellers får de med mig og bestille. Og din familie burde blive glade for, at du er tilbage. Fansne vil blive lykkelige, forvirrede og nysgerrige, men de vil ikke stoppe med at elske dig. Pressen kan rende mig.” 

Det var ikke helt sandt. Inderst inde, flippede jeg helt vildt. Udenpå græd jeg, men det der røg ud af min stemme, var foruroligende vise ord.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...