Bivirkninger ved venskab 2 - One Direction

Zayn er forsvundet, Liam og Danielle har slået op, Lucie og Anita's forældre skal skilles, og Louis skal vælge mellem Eleanor og Anita. Her for tiden, er ingen just glade. Medierne går amok, Lucie kan ikke stoppe med at græde, og One Direction mister fans. Det hele er noget kaos, og det hjælper jo heller ikke, at Sebastian muligvis kommer tilbage. Vil de nogensinde finde Zayn? Finder Louis og Anita nogensinde sammen? Og hvordan har Lucie og Harry tænkt sig, at klare alt dette? Forholdene sættes på en prøve. En hjerteknusende, ond og stressende prøve. Desuden, skal One Direction snart optræde for Barack Obama. Og det hjælper ikke spor på situationen.

43Likes
243Kommentarer
10663Visninger
AA

15. ★

”Harry, vi bliver nød til at gøre et eller andet. Jeg gider ikke at blive sur, og skændes med dig. Jeg vil være den forelskede tøsepige, som jeg var i starten af vores forhold..” kom det pludselig ud af mig, efter jeg og Harry havde sat os, på hver sin side af min seng, med ryggen til hinanden. Jeg vendte mig om, så jeg kunne se ham. Jeg hadede når vi skændtes, hvilket jeg var helt sikker på, Harry også hadede. ”Jeg ved godt at vores forhold er gået lidt ned ad bakke, men betyder det noget? Det er jo ikke sådan, at vi er stoppet med at elske hinanden..” Mere hørte jeg ikke, før jeg automatisk smilede. Det han sagde, at vi ikke var stoppet med at elske hinanden, gjorde mig glad. Tanken om, at der var en der elskede mig, kunne altid få mig til at smile. Jeg elskede også Harry, men det betød måske ikke særlig meget, da han jo havde flere millioner andre piger, der elskede ham mindst lige så meget som jeg. ”Du er den bedste kæreste jeg nogensinde har haft. Og ikke kun fordi, vi har kendt hinanden lige siden vi var helt små, men fordi du respekterer fansne, og sørger for ikke at gøre dem forlegne, ved at skrive til mig på din Twitter, i al offentlighed.” Det fik mig til at tænke på de gange, hvor Louis og Eleanor havde skrevet til hinanden derinde. Det syntes fansne da var sødt, gjorde de ikke? De kunne jo også godt lide Eleanor, eftersom de ikke vidste, hvor provokerende dum hun egentlig var i virkeligheden. ”Du er den smukkeste, sødeste, skøreste, sjoveste, dejligste pige i verden.” Jeg kunne ikke holde masken længere. Jeg hoppede rundt på sengen, blot for at komme hen til Harry. Han vendte sig forskrækket om, mens jeg var næsten var helt tæt på ham. Jeg omfavnede ham, lagde ham ned på sengen, og gav ham et ømt kys. Han var bare den sødeste, og gud hvor var han også charmerende! Som om jeg ikke allerede vidste det, men alligevel.

”Åh gud, vi skal jo hjem til far i dag!” mumlede jeg til Anita, efter mig og Harry var gået nedenunder til de andre. Jeg kunne mærke at Harry klemte min hånd, for at berolige mig. Jeg var virkelig i panik, eftersom at far var flyttet hen til et sted, som var langt væk herfra. Som om der var nogen, der gad at besøge os, når vi var så langt væk. ”Nej da!” sagde Anita irriteret og stirrede på mig, som om hun allerede vidste det, hvilket hun sikkert gjorde. Hun så på mig, som var jeg en fatsvag torsk. ”Ja, det skal vi. Troede du virkelig, jeg ikke allerede ved det? Det gør jeg. Jeg er ligesom ikke en dum ..” Anita blev afbrudt af at Louis hviskede hende noget, som fik hende til at holde mund, og smile falsk til mig. Dejligt at Louis kunne kontrollere Anita, så jeg ikke blev nød til at flippe ud på hende. Jeg kiggede på Harry, som hurtigt gav mig et kys. Jeg ville ikke forlade ham. Jeg ville godt se min far igen, men jeg ville ikke forlade Harry. Jeg ville have ham til at være ved min side, hele tiden. Jeg havde brug for ham, uanset hvad jeg selv troede. ”Nej, han kan ikke tage med os. Louis kan heller ikke tage med os..” da hun nævnte Louis, så hun pludselig meget mere trist ud, ”far bor alt for langt væk, og eftersom han lige har været igennem en skilsmisse, vil han nok godt tilbringe noget tid med sine døtre.” Jeg forstod godt hvad hun sagde, men jeg kunne ikke give slip på Harry. Det var en bivirkning. Jeg kunne ikke gøre noget, uden Harry var i nærheden af mig, og han skulle jo snart til USA, og der var jo også de dage, hvor han skulle i studiet, spille koncerter og give autografer. ”Du har ret..” mumlede jeg. Jeg kunne ikke lide det faktum, at Anita faktisk havde ret. Sådan havde de fleste lillesøstre det vidst, især hvis de ikke kunne fordrage deres storesøster. Anita betød meget for mig, men hun var min storesøster, så selvfølgelig hadede jeg hende på den normale søskendemåde, ligesom jeg elskede hende på den normale familiemåde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...