Bivirkninger ved venskab 2 - One Direction

Zayn er forsvundet, Liam og Danielle har slået op, Lucie og Anita's forældre skal skilles, og Louis skal vælge mellem Eleanor og Anita. Her for tiden, er ingen just glade. Medierne går amok, Lucie kan ikke stoppe med at græde, og One Direction mister fans. Det hele er noget kaos, og det hjælper jo heller ikke, at Sebastian muligvis kommer tilbage. Vil de nogensinde finde Zayn? Finder Louis og Anita nogensinde sammen? Og hvordan har Lucie og Harry tænkt sig, at klare alt dette? Forholdene sættes på en prøve. En hjerteknusende, ond og stressende prøve. Desuden, skal One Direction snart optræde for Barack Obama. Og det hjælper ikke spor på situationen.

43Likes
243Kommentarer
10672Visninger
AA

14. ✡

”Det er Sebastian, det er jeg helt sikker på.” Jeg begyndte at ryste helt vildt, så jeg blev nød til at sætte mig ned. Jeg havde glemt at ringe til Zayn, selvom han havde lovet mig, at han ville tage den hvis jeg ringede til ham. Jeg havde lyst til at ringe til ham nu og her, men siden jeg ikke var alene, kunne jeg ikke. De måtte ikke vide om mit og Zayn's lille møde, ihvertfald ikke lige nu. ”Jeg går lige ovenpå..” mumlede jeg, ivrig efter at få ringet til Zayn, og hører om han var okay. Hvis han ikke tog den, var der stor mulighed for, at jeg brød sammen. Jeg orkede bare ikke at græde mere. Jeg havde allerede grædt så meget, så hvordan kunne jeg stadig græde? Måske var jeg ikke blevet pint nok. ”Jeg går med dig,” sagde Harry hurtigt, parat til at tage min hånd, og gå med mig ovenpå. Jeg rystede på hovedet, han skulle ikke med. ”Jeg skal på toilettet,” afviste jeg med skævt og falsk smil. Før jeg vendte mig om på hælen, og gik op ad trappen, følte jeg noget underligt. Jeg følte, at Harry vidste at jeg løj. Jeg følte, at han vidste der var noget jeg holdte skjult. Men hvad skulle jeg gøre? Det var ikke min skyld, at jeg tilfældigvis havde mødt Zayn. At huske på mit og hans måde, fik mig til at tænke på selve festen. Det var meningen, jeg skulle drikke mig fuld. Tanken gjorde mig dårlig. Efter at have gået op ad trappen og hen ad gangen, listede jeg ud på toilettet, og tog min mobil frem. ”Mor.. far.. Anita.. Harry..” Jeg fik et stik i hjertet. ”Louis.. Zayn!” kom jeg til at sige lidt for højt. Jeg skyndte mig at ringe til Zayn, i håb om at han tog den. Hvis han tog den, ville han blive overvældet af spørgsmål, så han skulle bare tage den. Jeg begyndte næsten at skrige og græde, da der var nogen der svarede mig. ”Hallo?”

Det lød bare ikke som Zayn, uanset hvor mange gange jeg gentog ordet, personen lige havde sagt, inde i mit hoved. Det var en person med en svensk accent, der havde taget mobilen, og snakket til mig. ”Hvem er det?” lød det fra mobilen. Jeg undrede mig over, om jeg skulle spørge ind til Zayn, eller bare lægge på. Jeg var trods alt ekstrem bange, så hvorfor ikke afslutte opkaldet, men jeg ville også gerne vide, hvad der var sket med Zayn. ”Hvad har du gjort ved Zayn?” besluttede jeg mig endelig for at spørge. Mens jeg sad på toiletbrættet, ventende på personen der havde taget Zayn's mobil, som sikkert var Sebastian, kunne jeg hører at nogle gik lige udenfor badeværelset. Jeg gik i panik, men jeg afsluttede ikke opkaldet. Døren gik op, og personen der stod foran mig, var en såret Harry. Jeg var på randen til at græde, fordi jeg følte, at jeg nærmest kunne se smerten i Harry's øjne. ”Du løj..” mumlede han såret, men alligevel koldt. Sebastian havde hørt Harry, så han begyndte at spørge mig, om jeg var Lucie. Han havde lært at genkende min og Anita's stemme, hvilket ikke var særlig godt. ”Nej, jeg løj ikke. Jeg skulle på toilettet, men så ringede min mobil og..” Harry afbrød mig, ”nej, du ringede. Hvad er der du holder skjult for mig? Jeg vil vide det!” Jeg var ved at blive gal. Han skulle ikke bestemme over mig, selvom jeg måske lignede en slap lille pige. Han lød sjovt nok jaloux. ”Det rager ikke dig, Harry,” hvæsede jeg, og afsluttede opkaldet. Jeg lagde min mobil ned i min lomme, og rejste mig op. Jeg stod et stykke væk fra Harry. ”Desuden, bestemmer du ikke over mig. Jeg er ikke din ejendom. Jeg tilhører ikke dig.” Jeg vidste skam godt at jeg provokerede ham, eftersom det var meningen. Han skulle vide, at han ikke bestemte over mig. Han bed sig hårdt i underlæben. ”Jo, du tilhører mig!” hvæsede han. Jeg var virkelig gal på ham. Det kom som et chok for mig, da han skubbede mig ind i væggen, og kyssede mig hårdt. Hvorfor kyssede han mig? Jeg troede han også var sur på mig. Jeg skubbede ham straks fra mig. ”Harry, dine kys hjælper ligesom ikke nu! Vi skændes, vi er ikke just nyforelskede.” Han kiggede på mig med et vredt blik. Dette skænderi, hjalp absolut ikke på vores forhold, der alligevel var ved at gå ned ad bakke.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...