Bivirkninger ved venskab 2 - One Direction

Zayn er forsvundet, Liam og Danielle har slået op, Lucie og Anita's forældre skal skilles, og Louis skal vælge mellem Eleanor og Anita. Her for tiden, er ingen just glade. Medierne går amok, Lucie kan ikke stoppe med at græde, og One Direction mister fans. Det hele er noget kaos, og det hjælper jo heller ikke, at Sebastian muligvis kommer tilbage. Vil de nogensinde finde Zayn? Finder Louis og Anita nogensinde sammen? Og hvordan har Lucie og Harry tænkt sig, at klare alt dette? Forholdene sættes på en prøve. En hjerteknusende, ond og stressende prøve. Desuden, skal One Direction snart optræde for Barack Obama. Og det hjælper ikke spor på situationen.

43Likes
243Kommentarer
10687Visninger
AA

12. ✬

”It's a quarter to three can't sleep at all

He's so overrated

If you told me to jump, I'd take the fall

And he wouldn't take it

 

All that you want is under your nose, yeah

You should open your eyes but they stay clos..”

Det var ikke hans skyld, det var ikke hans skyld. Ordene kørte rundt på mig, som om de var opsatte mig, at gøre mig endnu mere nervøs. Jeg var ekstrem nervøs, og det var meget tydeligt at se. Jeg havde lovet at tage med dem til interviewet, hvis nu der skete noget med Harry, fordi hvis der gjorde det, ville det være meget passende, hvis hans kæreste var ved hans side. Det var ikke sådan, at der var sket noget med dem. Der var faktisk ikke sket noget helt vildt alvorligt, andet end at Harry kastede op, da han var nået til slutningen af hans solo. Han kastede op midt på scenen, til interviewet, hvor de selvfølgelig blev tvunget til at synge, fordi de jo var så fantastiske til at synge, hvilket de var, men jeg var ikke just verdens bedste fan. Jeg havde virkelig meget lyst til at løbe ud til Harry, men alle andre sagde, at det måtte jeg ikke, så jeg blev stående, selvom jeg ikke nød at se Harry sådan. Det var ikke opkastet, jeg syntes var klamt, jeg synes det var klamt af nogle piger ud fra publikum råbte, at de med glæde ville slikke det op med deres tunger. Det ville jeg også gøre, hvis det ville gøre så Harry ikke døde, men han var jo ikke tæt på at dø. ”Hvad er der dog sket man ham? Har du det dårligt, lille ven?” Intervieweren drev mig til vanvid, men jeg udtrykkede det ikke. Harry var den eneste jeg sådan rigtigt tænkte på, eftersom han blev ved med at kaste op. Da der egentlig kom nogle store mænd for at bære ham om backstage, nåede jeg lige at se interviewerens forfærdede ansigtsudtryk. ”Han er fuld, han skal ikke på hospitalet..” forsikrede jeg de store mænd om, da jeg hørte dem sige, at Harry sandsynligvis skulle på hospitalet. Jeg kiggede hen på Harry, der stod og tippede frem og tilbage på en lille stol, og spiste nogle kiks, da de fleste af os troede, at det ville forhindre ham i at kaste op.

”Lucie, jeg har det ikke godt..” brokkede Harry sig, sjovt nok, på en sød måde. Jeg skyndte mig hen til ham, for at vise at jeg altid ville være der for ham. Jeg kyssede ham hurtigt på kinden, men han drejede straks hovedet, så vores læber i stedet mødte hinanden. Han smagte af opkast, hvilket ikke er en dejlig smag. Jeg trak mig derfor hurtigt fra ham, især fordi jeg kunne mærke, at han ville udvikle det til et snav igen. ”Du skal nok få det bedre, det lover jeg, men først skal du hjem og i seng.” Jeg smilede venligt til Harry, som viste ingen følelser, andet end smerten i hans øjne. Han havde det forfærdeligt, og ikke kun fordi han var fuld. Han havde det forfærdeligt, fordi han vidste at han havde skuffet mig. Og på grund af han havde skuffet mig, havde han skuffet sig selv. Han bebrejdede virkelig sig selv, hvilket bare viste, hvor sød han egentlig var. Derefter, kørte jeg Harry hjem til mig, om jeg måtte for mine forældre, - min mor, eller ej. Han skulle bare være i nærheden af mig, så jeg vidste han ikke gjorde noget dumt. Jeg tog fat i Harry's håndled, da jeg åbnede døren, og trak Harry med ind i stuen, hvor min mor sad. ”Mor, jeg har taget Harry med, er det okay?” spurgte jeg hurtigt min mor, før jeg løb ovenpå med Harry i hælene, fordi jeg var så træt. Min mor mumlede et lille okay, som om hun var fuldstændig ligeglad, hvilket hun sikkert også var. Jeg gik ovenpå, ind i mit værelse, og gjorde sengen klar. Derefter tog jeg nattøj på, redte mit hår, lavede en hestehale, tog min makeup af, og børstede tænder. Harry fik lov til at låne en ekstra tandbørste som jeg havde, så vi børstede tænder sammen. Jeg var virkelig bange for han pludselig faldt om, men det var der vist ikke stor mulighed for. ”Tag makeup på igen,” konstaterede Harry bøvsende, efter vi begge havde lagt os i min seng. Jeg kiggede spørgende på ham, ”hvorfor?” Harry rømmede sig en smule, smilede og lignede en der var meget fuld, og svarede på mit spørgsmål. ”Fordi du er grim uden makeup.” Og så var min aften endnu mere ødelagt. Jeg hvæsede, slukkede lyset, og lagde mig ordentligt ned. Jeg sørgede for at ligge så langt væk fra Harry som jeg kunne, eftersom jeg på mindre end fyrre sekunder, var blevet ekstrem vred på ham. Han havde bemærket det, men han gjorde intet ved det, kloge dreng. Han er fuld, han er fuld, han mener det ikke. Ordene blev ved med at gentage sig inde i mit hoved, indtil jeg endelig puttede mig ind til Harry. Jeg ville prøve på at tilgive ham, eftersom ordene havde ret. Han var fuld, han mente det ikke. Han lagde sine arme rundt om mig, og kyssede mig ømt på panden. Nogle gange, virkede han ikke fuld, andre gange gjorde han, men jeg sov faktisk godt den nat, heldigvis.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...