Bivirkninger ved venskab 2 - One Direction

Zayn er forsvundet, Liam og Danielle har slået op, Lucie og Anita's forældre skal skilles, og Louis skal vælge mellem Eleanor og Anita. Her for tiden, er ingen just glade. Medierne går amok, Lucie kan ikke stoppe med at græde, og One Direction mister fans. Det hele er noget kaos, og det hjælper jo heller ikke, at Sebastian muligvis kommer tilbage. Vil de nogensinde finde Zayn? Finder Louis og Anita nogensinde sammen? Og hvordan har Lucie og Harry tænkt sig, at klare alt dette? Forholdene sættes på en prøve. En hjerteknusende, ond og stressende prøve. Desuden, skal One Direction snart optræde for Barack Obama. Og det hjælper ikke spor på situationen.

43Likes
243Kommentarer
10689Visninger
AA

11. ✫

”Harry! Du har aldrig tid til mig mere.. hvad er det, som åbenbart er vigtigere end din kæreste!” Jeg flippede måske lidt for meget, men jeg var virkelig heller ikke i et godt humør. For første gang i over to og halvfjerds timer, havde jeg egentlig muligheden for at se Harry igen. Men nu hvor vi egentlig kan ses, skal han selvfølgelig til et eller anden hersens interview, om intet mindre end en tyve minutter. ”Jamen undskyld at jeg..” han bøvsede, ”har et liv.” I et kort sekund føltes det som, mit hjerte stoppede med at banke. Jeg stoppede brat op, og kiggede vredt omkring. Jeg troede jeg var en del af hans liv, en vigtig del endda. Men nej, det var jeg så åbenbart ikke. Da jeg skulle til at sige noget, afbrød Harry mig ved bøvse. Jeg klemte mine tænder hårdt i. ”Jeg ved skam godt du har et liv, ellers ville du nok være lidt anderledes end du er. Jeg troede faktisk, at jeg var en del af dit liv, men det er jeg åbenbart ikke, så..” Jeg stoppede med at tale, fordi jeg pludselig bemærkede hvor grøn Harry's ansigt var. Harry tippede lidt, bøvsede hårdere og hårdere, og blev ved med at drikke af en eller anden flaske. Pludselig sprang mit hjerte et slag over. ”Har du drukket!” skreg jeg. Han var en teenager, og teenagere har lov til at drikke, eller, de gør det i hvert fald, men jeg hadede når Harry havde drukket, og det vidste han godt. ”Ehm.. næ..” mumlede Harry kort og bøvsede igen, ”okay, måske har jeg.” Jeg kunne nærmest mærke mit ansigt blive mere og mere rødt. Først havde han ikke tid til mig, og nu hvor han har tid til mig, er han simpelthen fuld. Sig det var løgn. Harry begyndte at fnise. ”Nå, så du synes simpelthen det er sjovt? Menneske, fulderik, eller hvad fanden du nu er, Sebastian er fandme kommet for at ”vinde Anita tilbage”, og hvis du har glemt det, har Anita faktisk et forhold med din bedste ven!” råbte jeg. ”Hvem af mine bedste venner?” spurgte Harry dumt. Jeg kunne skrige, men jeg gjorde det ikke. ”Louis,” hvæsede jeg råbende. Jeg var virkelig sur, selvom jeg på en eller anden måde, ikke kunne bebrejde Harry. Han var fuld, og det havde han ikke valgt, men det var jo ikke hans skyld, at der var nogle par ting han ikke tog seriøst. Det var på grund af fuldskaben.

”Har du tænkt dig at slå op med mig?” hviskede Harry grådkvalt. Pludselig lød han som sig igen, bare mere trist, mindre energi fuld, og klar til at fælde nogle par tårer. Jeg kiggede på ham, ventende på han også ville kigge på mig, hvilket han også gjorde efter et stykke tid. Jeg trådte nogle få skridt tættere på ham, så ham i øjnene, og fortalte hvad jeg havde at sige. ”Selvfølgelig slår jeg ikke op med dig, Harry. Hvordan kan du dog tro det? Jeg elsker dig, og det håber jeg sandelig også du ved. Selvom du sikkert ikke husker dette i morgen, skal du bare vide, at jeg ikke kan lide når dem der står mig nærmest, pludselig bliver stive, og ikke fatter en skid. Ikke for at lyde ond, eller noget, men.. jeg hader det bare. Jeg føler at folk er psykisk skadet, når der fulde, men jeg ved ikke hvorfor.. Nej, jeg slår ikke op med dig. Aldrig. Nej. Næ.” Jeg rykkede mig tættere på ham, i tvivl om hvorvidt jeg skulle kysse ham eller ej. Jeg fik sikkert en grim smag af alkohol, hvis jeg kyssede ham, men jeg havde virkelig meget lyst til at kysse ham. Han stod bare dér, grøn, og kiggede utålmodigt på mig, som om han også havde lyst til et kys. Stille lænte jeg mig frem, og kyssede ham blidt på munden. Det var meningen det bare skulle være et blidt kys, men Harry udviklede det til et mere lidenskabeligt snav, hvilket ikke var det jeg havde lyst til. Men hvad skulle jeg gøre? Drengen var fuld, så han kunne vel ikke stoppes, medmindre han faldt sovende om. ”Harry..” Jeg skubbede mig fra ham, bange for jeg havde såret ham. Han kiggede forvirret på mig, men havde stadig det dér udtryk der viste han var fyld. ”Hvad har du lige tænkt dig at gøre? Du er pisse stiv, og du skal til interview her om lidt.” Ja, jeg ved det. Jeg blev nød til at hjælpe ham, fordi jeg trods alt er hans kæreste – og bedste veninde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...