Bivirkninger ved venskab 2 - One Direction

Zayn er forsvundet, Liam og Danielle har slået op, Lucie og Anita's forældre skal skilles, og Louis skal vælge mellem Eleanor og Anita. Her for tiden, er ingen just glade. Medierne går amok, Lucie kan ikke stoppe med at græde, og One Direction mister fans. Det hele er noget kaos, og det hjælper jo heller ikke, at Sebastian muligvis kommer tilbage. Vil de nogensinde finde Zayn? Finder Louis og Anita nogensinde sammen? Og hvordan har Lucie og Harry tænkt sig, at klare alt dette? Forholdene sættes på en prøve. En hjerteknusende, ond og stressende prøve. Desuden, skal One Direction snart optræde for Barack Obama. Og det hjælper ikke spor på situationen.

43Likes
243Kommentarer
10892Visninger
AA

9. ✧

”Hvad er der sket? Er der noget galt? Jeg kan se i dine øjne, der er sket noget forfærdeligt. Du kan roligt fortælle mig det.” Hvorfor jeg ikke kunne lade være med at forestille mig Harry, flippe fuldstændig ud over, at jeg ikke havde fortalt ham om Zayn, var et svar jeg ikke kunne besvarer. Mit hjerte havde lovet Zayn, ikke at fortælle andre om vores lille møde. Jeg var stadig i chok, i panik, lamslået, jeg var egentlig bare mundlam, helt igennem mundlam. Jeg var dog også virkelig glad, sjovt nok. Zayn, en af mine bedste venner, var forsvundet igen. Det var ikke noget at være glad for, men det jeg vidste, at der ikke var sket noget med ham, og at han er levende, gjorde mig glad. Jeg havde virkelig brug for at snakke med Harry, men han havde travlt. Han havde haft travlt de sidste tre dage, men jeg havde ikke i sinde at være sur over det. Han havde et job som han skulle passe. Han var kendt, han var et idol, han var flere millioner af pigers gud. Derfor, var det okay, at han ikke havde tid til mig i noget tid. Han elskede nok sine fans mere end mig, så selvfølgelig skulle han også gøre noget for dem. Jeg kastede mig med maven på min seng, tændte for min iPod, og læste så i en bog jeg lige havde lånt. Det var en historie fyldt med mystik, kærlighed og farlige intriger. ”Smith is calling, Smith is calling, ka da bum bum bum bum da..” lød det fra min mobil, der vibrerede helt vildt på min pude. Jeg havde lagt den på puden, hvis der var nogle der skrev til mig. Denne gang, var der en der ringede til mig. ”Hallo?” mumlede jeg ind i telefonen. Jeg gik atter i panik, da jeg fandt ud af hvem det var, der havde ringet til mig. Zayn.

”Hvis jeg ikke kommer tilbage, hvis du aldrig kommer til at se mig igen, hvis jeg dropper musikken, hvis jeg dør tidligt, skal du fortælle hver og en der kender min historie, at jeg elsker dem. Jeg elsker alle de mennesker, der står mig nær. Mine fans, mine venner, min familie, drengene, mine ekskærester, dig, har gjort mig til den jeg er i dag. Du behøves ikke at gøre denne ting for mig, men hvis der en dag står på op til flere hjemmesider, at jeg er død, så fortæl mine nærmeste at jeg elsker dem. Ja Lucie, jeg elsker dig, på trods af jeg ikke kunne udstå dig i starten. Jeg er ked af, at jeg var sådan, men jeg har ændret mig, og jeg har lært at elske dig. Harry er virkelig heldig, og det tror jeg skam også han ved. Du aner ikke hvor mange gange, han egentlig 'tilfældigvis' har nævnt dig i de mange samtaler os drenge har haft. Han elsker dig virkelig højt, så jeg håber du også elsker ham, på den måde han elsker dig. Du skal vide, at jeg ganske enkelt ikke kan klare alt dette mere, jeg.. jeg har det ikke særlig godt. Ikke fordi jeg er syg, eller har det psykisk dårligt. Men i hvert fald skal du vide, at du nok ikke kommer til at se mig igen. Forleden aften, da vi atter mødte hinanden, føltes det dejligt, men det jeg gør nu, føles endnu dejligere. Ikke fordi det jeg laver nu, er bedre end at være venner med dig, men.. du ved hvad jeg mener. Lucie, hvis jeg ikke er tilbage om mindre end en måned, må du med glæde bryde dit løfte.” Tårerne trillede ned af mine kinder, men da jeg talte, kunne man ikke hører på min stemme at jeg græd. Jeg var lamslået, ligesom jeg havde følt mig, efter Zayn havde forladt mig, efter vi atter havde mødt hinanden. Jeg savnede ham virkelig meget, men han savnede åbenbart hverken mig, drengene eller hans familie. ”Men Zayn.. hvordan kan du bare forlade os alle sammen? Jeg ved godt, jeg ikke har kendt dig i lang tid, men det gør virkelig ondt på mig, at vågne op med tanken om, at du er sporløst forsvundet. Du har ingen anelse om, hvor bekymret og ulykkelig jeg har været, de sidste par dage. Der sker så meget for tiden, at jeg virkelig har brug for en ven. Hvis du ikke allerede ved det, er mine forældre blevet skilt, de er faktisk lige blevet det. Det har stadig rørt mig dybt, at Danielle har slået op med Liam. Dramaet mellem Anita og Louis er måske slut, men jeg er skide bange. Jeg har brug for en ven, jeg har brug for dig. Zayn, jeg be'r dig.. vil du ikke nok komme tilbage.. jeg kan i-ikke mere..” Jeg begyndte at tudebrøle før jeg talte videre. Det var rart at komme ud med, hvad jeg havde på hjerte, men jeg følte alligevel der manglede noget. Jeg vidste ikke hvad det var der manglede, men jeg kunne fornemme, at der var noget bestemt der manglede.

”Du må ikke græde.. jeg er sikker på, at Harry sagtens kan trøste dig. Du har ikke brug for mig, det ved du jo godt. Jeg ville virkelig ønske jeg kunne kramme dig lige nu, men det kan jeg ikke. Jeg kan sende dig et telefonkram, men jeg ved godt det ikke er nok. Lad Harry udfylde den plads i dit hjerte, du åbenbart har foræret mig.” Jeg kiggede hen mod døren som en refleks, fordi jeg kunne mærke der var en der stirrede. Det var Anita der stod i dørkammen, nærmest mundlam på grund af mine ord. Hvis hun havde hørt det hele, var jeg dødsens. Anita havde sikkert misforstået hele samtalen, fordi hun tit misforstod noget. ”Jeg kan ikke snakke mere, men hvis jeg ringer til dig senere, lover du så at tage den?” spurgte jeg hurtigt, fordi jeg gerne hurtigt ville snakke med Anita. Det lød som om Zayn virkelig måtte tænke. Jeg havde virkelig brug for at snakke med ham, om han ville det eller ej. Jeg havde brug for ham, og hans glade stemme. ”Jeg lover det..” sagde han sødt. Da opkaldet sluttede, kiggede jeg afventende på Anita. Hun så bleg ud. ”Eleanor..” hviskede hun, og så stod hun og tippede på gulvet, som om hun var ved at besvime. Før jeg løb hen imod hende, for at hjælpe hende med at stå normalt, kastede hun hovedet hen imod trappen. Var Eleanor hjemme hos os?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...