Bivirkninger ved venskab 2 - One Direction

Zayn er forsvundet, Liam og Danielle har slået op, Lucie og Anita's forældre skal skilles, og Louis skal vælge mellem Eleanor og Anita. Her for tiden, er ingen just glade. Medierne går amok, Lucie kan ikke stoppe med at græde, og One Direction mister fans. Det hele er noget kaos, og det hjælper jo heller ikke, at Sebastian muligvis kommer tilbage. Vil de nogensinde finde Zayn? Finder Louis og Anita nogensinde sammen? Og hvordan har Lucie og Harry tænkt sig, at klare alt dette? Forholdene sættes på en prøve. En hjerteknusende, ond og stressende prøve. Desuden, skal One Direction snart optræde for Barack Obama. Og det hjælper ikke spor på situationen.

43Likes
243Kommentarer
10794Visninger
AA

8. ✦

Håret, stemmen, kroppen, måden han gik på, hans flirten med pigerne, mindede mig alt sammen om Zayn, så det kunne sagtens være ham. Dog, hvis det virkelig var ham, ville de andre da havde opdaget det, og kontaktet politiet. Eller ej, de var jo fulde, så de var mindst lige så hjernedøde som en sko. Eller måske var det mig, der var fuld? Måske havde nogle simpelthen kastede alkohol ind i min mund, uden jeg vidste det, så jeg blev fuld. Jeg gik lidt tættere på den halvvoksne dreng, indtil jeg var helt sikker på, om det var Zayn eller ej. Hvis det var ham, skulle jeg bare få ham med hjem med det samme, så jeg vidste hvor han var. I takt med jeg gik tættere på, blev hans stemme nærmest mere og mere britisk. ”.. mit navn er ..” var det eneste han nåede at sige, før jeg blev angrebet af nogle fulde drenge. Det var tre drenge, som alle så helt forfærdelig ud. To af dem, to fat i mine arme, mens den tredje tog mine ben, og hev mig ind i et andet rum. Jeg skreg og skreg, men ingen reagerede. Alle menneskerne til festen grinte bare, og forsatte med at drikke. Jeg var skræmt fra vid og sans, især fordi jeg nærmest vidste, at de drenge ville gøre seksuelle ting ved mig. Før jeg begyndte at græde og skrige endnu mere, tænkte jeg på Harry. Hvor jeg dog ville ønske, at han kom løbende, og reddede mig fra disse klamme drenge. Jeg begyndte at græde endnu mere ved tanken om, at Harry ikke kom. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere, jo flere sekunder der gik, før drengene slap mig. Drengene havde båret mig ind i et rum, hvor de kastede mig hårdt ind i væggen, så jeg svandt stille ned på gulvet. Jeg var dog ikke lang tid nede på gulvet, fordi en af drengene smed mig på bordet, så jeg lå på ryggen. Drengene prøvede på at hive min kjole af, men jeg blev ved med at sparke. De stoppede først da.. da min redder, åbnede døren. En dreng kom ind ad døren, og flåede drengene væk fra mig. Jeg stilte mig hurtigt op, med rystende ben. Jeg kunne sagtens genkende drengen. Det var ham, som jeg havde troet var Zayn, eller rettere sagt, det var Zayn.

Glædestårer begyndte at trille voldsomt ned af mine kinder, mens jeg så Zayn få alle drengene væk fra mig, indtil de var helt væk. Efter nogle par minutter, var de helt væk, så jeg havde muligheden for at snakke med Zayn. Lige som jeg troede, jeg havde muligheden for at snakke med ham, tog han nogle par sorte briller på, og gik. Jeg gik i panik, men jeg nåede lige at trække ham tilbage. Jeg prøvede på at sige noget, men jeg kunne ikke, så jeg endte med at kramme ham i stedet for. Men, jeg kunne dog mærke han ikke krammede mig tilbage, så jeg var ved at tro, det ikke var ham. I samme øjeblik som jeg troede det, krammede han mig tilbage. Jeg var lykkelig, nu at jeg havde fundet Zayn. Tanken om han virkelig var tilbage, fik mig til at græde endnu mere. Jeg hulkede, nærmest skreg i hans skulder, fordi jeg var så lykkelig, men også bange over det der næsten skete med mig. Han var tilbage.. han var tilbage.. han var tilbage, tankerne kørte rundt i mit hoved, selvom de sagde det helt samme. ”H-vor har du v-været?” stammede jeg. Jeg havde så svært ved at tale, at stakkels Zayn sikkert slet ikke kunne forstå mig. Tårerne trillede stadig ned af mine kinder, eftersom jeg ikke prøvede at stoppe dem i det. Jeg var lykkelig, og jeg ville udtrykke det. Jeg kunne juble, skrige, hoppe, danse og synge af glæde, men i stedet for græd jeg. Zayn begyndte at nusse min ryg, mens jeg hulkede videre. ”Ude..” svarede han blidt, men jeg kunne sagtens hører på hans stemme, at han ikke kun havde været ude. Der var sket noget, det var klart, noget som han ikke ville fortælle mig. ”Sig s-sandheden, Zayn..” stammede jeg videre, i håb om at Zayn ville fortælle mig sandheden. Jeg stoppede med at græde, i stedet for sagde jeg bare små lyde. Jeg trak mig ud af krammet, og så alvorligt op på Zayn. ”Det vil jeg ikke, men.. jeg vil ikke tilbage. Du må ikke fortælle nogen, at du har mødt mig, okay? Glem hvad der er sket.” Jeg kiggede med store øjne på Zayn, som så meget alvorlig ud. Hvorfor måtte andre ikke vide det? Hans nærmeste burde da få det af vide. Jeg kiggede ned et kort øjeblik, ”men..” og så kiggede jeg op, og Zayn var pist forsvundet. Pis.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...