Bivirkninger ved venskab 2 - One Direction

Zayn er forsvundet, Liam og Danielle har slået op, Lucie og Anita's forældre skal skilles, og Louis skal vælge mellem Eleanor og Anita. Her for tiden, er ingen just glade. Medierne går amok, Lucie kan ikke stoppe med at græde, og One Direction mister fans. Det hele er noget kaos, og det hjælper jo heller ikke, at Sebastian muligvis kommer tilbage. Vil de nogensinde finde Zayn? Finder Louis og Anita nogensinde sammen? Og hvordan har Lucie og Harry tænkt sig, at klare alt dette? Forholdene sættes på en prøve. En hjerteknusende, ond og stressende prøve. Desuden, skal One Direction snart optræde for Barack Obama. Og det hjælper ikke spor på situationen.

43Likes
243Kommentarer
10646Visninger
AA

7. ❋

Synet af min far der forlod huset, gjorde ubeskriveligt ondt i mit hjerte. En tårer eller to, trillede ned af mine kinder, mens jeg så min far bærer hans ting ud i hans bil, hans splinternye bil, som han havde købt til sig selv. Min mor, stod i vinduet inde i huset, og kiggede på. Det var meget sandsynligt, at hun kunne se hvor knuste mig og Anita var, da far var i gang med at forlade huset. Anita og jeg stod rystende nogle par meter væk fra bilen, og kiggede på det der var i gang med at ske. Et par som dem, kunne da ikke bare få en skilsmisse, og så aldrig se hinanden igen. De var skabt for hinanden, så hvorfor ville de ikke være sammen mere? Det hele var noget lort, hvilket vi alle vidste. Selv mor og far, men selvfølgelig var det også hårdt for dem, at få en skilsmisse, efter omkring to og tyveårs ægteskab. De havde været gift i mange år, ja, men de var også ret unge, da de besluttede sig for at gifte sig. Måske var det derfor, de ville skilles nu? De havde ligesom opfyldt deres drømme, blive gift og få børn. Nu hvor det var opfyldt, kunne de vel lige så godt skilles. Sådan tænkte de vel, hvilket skræmte mig utrolig meget. Hvad nu hvis, mig og Harry, endte som mine forældre? I så fald, håber jeg virkelig, at mine forældre stadig vil være i stand til at kunne snakke med hinanden. Ellers, tør jeg ikke engang tænke på min og Harry's fremtid, hvis vi ender som mine forældre. Kærlighed, ægteskab, børn, skænderier, og til sidst en brutal skilsmisse. Men mine børn, skulle aldeles ikke opleve bare ét enkelt minut, at være et skilsmissebarn. Det skulle bare ikke ske, om jeg så ikke elskede min mand, eller ej. Det lyder måske lidt dramatisk, men jeg mener det skam. Lige så stille kørte far væk med alle sin ting, væk fra hans gamle hjem, væk fra hans børn, væk fra moderen til hans børn, væk fra al den lykke, vi alle havde prøvet at indsamle de sidste par år. Da far var ude af syne, gav jeg mig til at hulke i Anita's skulder. Jeg klemte mig ind til hende, mens jeg græd videre. Vi havde begge brug for en skulder at græde hos, - og det havde vi! Men desværre, skulle vores supermænd være på scenen hele dagen, eller næsten hele dagen. Men når de kom hjem, var de sikkert ekstrem udmattede, så de ville nok sove. Mig og Anita gik indenfor, men ikke i nærheden af vores mor. Vi var alt for sure på hende, til overhovedet at se på hende. Da jeg var kommet op på mit værelse, fandt jeg ud af, hvor lidt jeg gad alt dette drama. Hvor lidt, jeg gad at være et delebarn, som på samme tid dater en superstjerne. Dejligt liv, ikke? Eller noget lignende det, eller måske ikke. Jeg tog i hvert fald en kort rød cocktailkjole frem, fandt nogle røde matchene sko i på min hylde med sko, gik ud på toilettet og fandt mit glattejern frem. Jeg skulle vise dem hvem der bestemte. Jeg var ikke nogens lille pige, og jeg var aldeles ikke en uskyldig engel. Sorgen og vreden havde taget over mig, hvilket forårsagede til jeg gjorde noget dumt. En vild fest var skudt i gang, og jeg skulle bare med til den. Jeg begyndte straks at glatte mit hår, hvorefter jeg tog noget makeup på, der passede til mit tøj. Jeg tog en virkelig rød læbestift på, som jeg ellers aldrig brugte, samt mega meget mascara på. Efter jeg havde ordnet mit ansigt og mit hår, tog jeg midt tøj på. Den røde kjole, gik mig til lårene, og hav et stort hul på bagsiden, altså min ryg var helt bar. Jeg listede nedenunder, sikrede mig ingen så mig, og tog min jakke. Jeg prøvede på at dække min krop med min jakke, hvilket gik strålende. ”Jeg tager over til Harry, mor!” råbte jeg til min mor, lidt før jeg tog fat i håndtaget, og ventede på min mor havde svaret, så jeg kunne åbne døren. Det eneste min mor derefter sagde, var et enkelt okay, som om hun var fuldstændig ligeglad, og jeg ikke var betydningsfuld.

Det næste jeg gjorde var, selv at kører ud til festen, som kun var nogle par blokke med. Mens jeg kørte, forestillede jeg mig hvad der kunne ske til festen. Druk, dans, drenge, de tre d'er som alle bortset fra mig, elskede helt vildt. Piger såvel som drenge, elskede de tre d'er, som var det, det eneste de kunne lide. Efter at havde kørt i godt og vel ti minutter, var jeg kommet til en klub, hvor man fra lang afstand fra, kunne hører musikken. Man kunne hører nogle bare bump fra musikken, så ens hjerte bankede i takt med musikken, men man skulle virkelig være god, hvis man kunne genkende selve sangen. Jeg gik ind, klar til at knappe min jakke op, og til at feste som en gal, med de fulderikker der var mindst lige så dumme som mig.. måske lidt dummere. Efter at have smidt mit jakke på et bord, hvor en masses andre jakker også lå, blev jeg ved med at kigge til højre og venstre, fordi der i hver side, var fulde mennesker, og jeg var bange for fulde mennesker. Hvorfor var jeg overhovedet kommet, hvis jeg ikke kunne lide fulde mennesker, spurgte jeg mig selv, men jeg undlod at svarer. Jep, jeg var virkelig en kujon, men jeg var for ulykkelighed til ikke at være ligeglad med det. Selvom jeg desperat prøvede på at passe ind, havde jeg ingen idé om, hvad jeg dog skulle lave. For det første, var drenge forbudt. De var alle fulde, så de ville sikkert bare i seng med mig, hvilket jeg bestemt ikke ville. Jeg ville ikke sårer Harry, ved at være utro. Faktisk, ville jeg ikke sårer ham, på hvilken som helst tænkelig måde. Det var min ene og største regl, og hvis jeg ikke overholdte den, ville jeg straffe mig selv. Lige som jeg tænkte på drenge, så jeg en bekendt skikkelse stå henne ved baren. Håret var perfekt sat, det var en dreng der var på alder med mig, han havde en lidt mørkere hud end mange andre derinde, og da han begyndte at tale følte jeg, at jeg kunne genkende hans stemme. Jeg fik ondt i mit hjerte, da en tanke nærmest gav mig en mavepuster. Var det Zayn?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...