Bivirkninger ved venskab 2 - One Direction

Zayn er forsvundet, Liam og Danielle har slået op, Lucie og Anita's forældre skal skilles, og Louis skal vælge mellem Eleanor og Anita. Her for tiden, er ingen just glade. Medierne går amok, Lucie kan ikke stoppe med at græde, og One Direction mister fans. Det hele er noget kaos, og det hjælper jo heller ikke, at Sebastian muligvis kommer tilbage. Vil de nogensinde finde Zayn? Finder Louis og Anita nogensinde sammen? Og hvordan har Lucie og Harry tænkt sig, at klare alt dette? Forholdene sættes på en prøve. En hjerteknusende, ond og stressende prøve. Desuden, skal One Direction snart optræde for Barack Obama. Og det hjælper ikke spor på situationen.

43Likes
243Kommentarer
10689Visninger
AA

6. ✥

Lucie's synsvinkel

Sporløst forsvundet

Bandet One Direction, et band som pigerne er vilde med, mistede pludselig et medlem, for få dage siden. Zayn Malik, har været sporløst forsvundet i over to døgn, hvilket selvfølgelig er yderst bekymrende.

Pigerne flipper, medierne er blevet besatte af drengen, og bandmedlemmerne forlader kun deres hus, hvis de virkelig skal noget vigtigt, eller hvis de skal hjem til en af de andre bandmedlemmer eller kærester.

”Han er enten blevet kidnappet, ellers prøver han at gemme sig fra omverdenen,” udtaler en ældre politibetjent, C. Muriel Geller, og fortsætter, ”uanset hvorfor og hvordan han er forsvundet, skal han findes med det samme. Han har et stort ansvar, hvilket vil betyde, at det er meget sikkert, at han prøver at gemme sig fra al ansvaret.”

Artiklen kunne sagtens få mig til at bryde sammen, men jeg holdte tårerne tilbage. Jeg vidste ikke engang, hvorfor jeg læste artiklen. Min hjerne og mit hjerte, havde ikke engang brug for at læse den artikel. Det var jo ikke sådan, at den var mere interessant end de utallige andre artikler. Denne, var ligesom alle de andre. Bortset fra, det ikke altid var de samme, der blev interviewet. Det var dog mest drengene, og Zayn's familiemedlemmer. Mig og Anita, var ude af billedet. Vi var ikke just spændende, og vi havde jo heller ikke rigtigt noget at sige. Vi kunne sige, at vi var meget triste over situationen, og vi prøvede på at finde ham, men det var jo ikke just saftig sladder. Det var netop dét, pressen ville have. Sladder, skandaler, kærlighedserklæringer, alt det der lort som alle åbenbart, elsker at læse. Ikke fordi jeg selv var bekendt ved det, i modsætning til dem, som pressen virkelig angreb. Jeg vidste selvfølgelig godt, at hvis mig og Harry slog op, ville pressen forfølge mig. Hvis bare de så mig gå i byen med en anden dreng, ville de skrive om. De ville skrive, at jeg var kommet mig hurtigt over Harry, og at Harry sikkert sad et eller andet sted, i et eller andet land, en eller anden tidszone, og græd over jeg ikke jagtede ham, ligesom alle de andre kvindelige stjerner. Okay, jeg var så ikke en stjerne, men jeg var da ikke den værste til at skrive. Jeg sad udenfor en lille café, midt ude på bøgelandet, under en parasol. Det regnede kraftigt, derfor sad jeg under en parasol. Jeg burde nok have gået indenfor, men jeg elskede sådan duften af regnvejr, og lyden af regndråberne falde ned på paraplyens stof. Jeg elskede at læse med lyden af regn i baggrunden. Efter at have læst artiklen, lagde jeg den ned i min taske, og tog i stedet min mobil frem. Jeg skulle blot tjekke, om jeg havde fået nogle beskeder. Jeg skulle låse min mobil op med en kode, fordi jeg var træt af, at Anita så tit tog min mobil og læste mine beskeder, som om hun var den lille, og jeg var den store. Da jeg så jeg ingen beskeder havde fået, lagde jeg mobil ned i min taske, og traskede hjemad.

Jeg tog min hætte over hovedet, så mit hår ikke blev alt for vådt. Det var koldt, men vi var så også i starten af november, hvilket vil sige, jeg snart har fødselsdag. I starten af december måned, skal One Direction synge for Barack Obama, så de skal altså flyve til Usa, med eller uden mig. De bestemte selv, om de ville have mig med, men det var snarere mine forældre der valgte det hele. Hvorfor skulle vi dog lade vores lille datter være alene, med en folk drenge og så min storesøster, der knap nok kan kaldes voksne endnu, ville de nok konstatere. Tanken om hvordan de ville sige nej, gjorde mig syg. Vi tænkte dog ikke rigtig på om jeg måtte tage med eller ej, vi tænkte på, om vi nåede at finde Zayn inden syngeriet foran Obama, ville finde sted. Jeg ville også synge foran sådan en kendt én. Jeg ville være verdenskendt for mit talent, eller det talent, som jeg virkelig gerne ville have, men ikke havde. Jeg gik videre, uden overhovedet at falde om, fordi den ene tanke overdøvede den anden, så jeg blev forvirret. Jeg kunne ikke vente til det blev jul. Kulde, sne, gaver, familiehygge, eller vent.. til den tid, ville min familie være splittet ad. Mig og Anita, skal holde jul det ene tidspunkt, hjemme hos vores mor, og det næste hjemme hos vores far. Men gaverne og hyggen, var ikke det eneste gode ved julen. Der var så også lige Louis' fødselsdag, som for mig, betød meget mere end jul. Dramatisk, ikke? Men sådan følte jeg altså, uanset hvad andre tænkte. Mine venner, betyder meget mere for mig, end eller anden hellig dag.

”Hvor er du, Misser?” Jeg udstød et lille hysterisk fnis, over dét punkt, at Harry for anden gang kaldte mig noget så dyreartigt som Misser. Det var egentlig et sødt navn, men nok mest til en kat. Jeg tænkte mig hurtigt om, jeg havde ikke sagt til nogle, at jeg var taget hele vejen ud på bøgelandet. Jeg skulle tage med en eller anden grim bus, for at komme hjem igen. ”Jeg er midt ude på Lars Tyndskids markerne. Ej, det passer så ikke. Jeg er midt ude på bøgelandet, det vil sige i den anden del af London, spændende ikke? Jeg er på vej hen til et busstopsted, som er flere kilometer væk, tehe.” Mit hjerte grinte over det jeg sagde, men min mund udstødte intet. Man kunne ikke hører mig grine, og forhåbentlig kunne man heller ikke hører mit hjerte grine. Det ville bare være skræmmende og besynderligt. ”Åh, du lyder jo. Nåh synd, for jeg gider ikke at hente dig!” grinede Harry drillende. Han prøvede tydeligvis på at lyde alvorlig, men det gik lidt galt. Jeg begyndte selv at grine. ”Du behøver ikke at hente mig. Jeg tager bare med Lars Tyndskids-bussen, det kan vel heller ikke gå galt,” grinte jeg. Sådan blev vi ved med at tale, indtil jeg var kommet til busstopstedet, og bussen var kommet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...