Bivirkninger ved venskab 2 - One Direction

Zayn er forsvundet, Liam og Danielle har slået op, Lucie og Anita's forældre skal skilles, og Louis skal vælge mellem Eleanor og Anita. Her for tiden, er ingen just glade. Medierne går amok, Lucie kan ikke stoppe med at græde, og One Direction mister fans. Det hele er noget kaos, og det hjælper jo heller ikke, at Sebastian muligvis kommer tilbage. Vil de nogensinde finde Zayn? Finder Louis og Anita nogensinde sammen? Og hvordan har Lucie og Harry tænkt sig, at klare alt dette? Forholdene sættes på en prøve. En hjerteknusende, ond og stressende prøve. Desuden, skal One Direction snart optræde for Barack Obama. Og det hjælper ikke spor på situationen.

43Likes
243Kommentarer
10705Visninger
AA

5. ✤

Anita's synsvinkel

”Louis, du ville snakke?” sagde jeg kort efter mig og Lucie, var taget hjem til Louis og Harry, sammen med de andre drenge. Louis svarede indbydende, hvorefter han gik hen imod mig, tog fat i mit håndled, og hev mig ind i badeværelset. Det mindede mig om den dag, hvor mig og ham kyssede, og han afviste mig. Jeg kunne mærke smerten i min mave, blive større og større, nervøsiteten stige, og mit hjerte der bankede hurtigere. ”Ham der Sebastian..” startede Louis med. Skulle vi virkelig snakke om Sebastian? Jeg havde ellers forventet en samtale, der omfattede mig og Louis og vores ”os”. Inderst inde sukkede jeg, men udenpå så jeg ganske neutral ud. Det var noget, jeg for det meste var god til. Opbygge en facade, var jeg god til, men det var ikke en evne, jeg havde brug for. ”Hvor er han nu? Og har I to noget sammen?” afsluttede Louis, mens hans ene øjenbryn rejste sig en lille smule. Måske ville den samtale, alligevel fører til noget godt. Jeg kiggede rundt, på planterne, spejlet, toilettet, næsten alt. Til sidst, kom jeg til at kigge på Louis' læber, og jeg stoppede ikke. ”Han er i Sverige.. og nej, mig og ham, har ikke noget sammen. Det var bare en lille fling, mig og ham havde,” svarede jeg fraværende, fordi jeg ikke kunne tage mit blik fra Louis' læber. Han havde sikkert opdaget det for længst. ”Okay.. Anita, jeg er ked af, at det er min skyld, du har været igennem så meget. Det har aldrig været min mening, at sårer dig, eller knuse dit hjerte. Jeg elsker ikke Eleanor, og det har jeg ikke gjort, lige fra det sekund jeg så dig. Jeg har blot været forvirret, meget forvirret faktisk. Jeg tror dog sandheden er.. at jeg elsker dig. Faktisk ved jeg, at det er sandheden. Du har lov til at dumpe mig, da jeg jo har sat dig igennem så mange kaotiske ting. Du behøves ikke engang at tilgive mig. Jeg vil bare ikke miste dig.. det er alt hvad jeg be'r om..” sagde han sukkersødt, uden selv at vide det. 

Jeg tænkte mig om, bed hans ord i mig, og lod mine øjne løbe i vand. Det han sagde, lød så smukt og sødt. Mit hjerte, kunne næsten ikke klare det. Jeg smilede til ham, hvilket fik ham til at smile tilbage. ”Du kommer aldrig til at slippe af med mig.. aldrig..” stammede jeg med tårer i øjnene. Jeg lagde mine arme om hans nakke, og han lagde sine hænder på mit liv. Det føltes som mange lysår, inden han lænte sig frem, og plantede sine læber på mine. En lykkelig, ubeskrivelig, forelsket fornemmelse bevægede sig rundt i min krop, mens jeg smagte Louis' læber. Jeg følte mig lykkelig. Måske havde han ikke tænkt sig, at droppe mig denne gang. ”Nu hvor dine forældre skal skilles, har du brug for en du kan snakke med, en som forstår dig, en der altid har tid til dig, og en der har været igennem det samme. Jeg vil gerne være den person, så.. vil du være min?” spurgte Louis, efter at have trukket sig ud af kysset. Han bed sig i underlæben, som om han troede jeg ville sige nej. Selvfølgelig ville jeg ikke sige nej. Jeg elskede ham, og havde gjort det i lang tid. ”Om jeg vil..” smilte jeg, og kyssede ham igen.

”Vas happenin!” lød det pludselig. Jeg kunne mærke mit hjerte banke hurtigere, sveden dukke frem på min pande, og så var der lige min ben, der knækkede sammen. Jeg havde det som om, jeg kunne kaste op. Lyden af en af mine idolers stemme, gjorde mig ufattelig lykkelig. Øjeblikket, var bare så ubeskriveligt. Mine ben svigtede mig. Jeg var lige ved at falde, og lande på jorden, men der var en der greb mig. Jeg vidste det var en af drengene, så jeg kunne allerede mærke, at jeg var ved at skrige. Hårerene på mine arme strittede, og jeg kunne mærke mine kinder blive røde. Personen der havde grebet mig, fik mig til atter at stå op. Jeg kiggede ind i nogle smukke øjne, som jeg med det samme genkende. Det var Louis Tomlinson som havde grebet mig. Min drømmefyr, min engel, min inspiration, mit idol. Han smilte indbydende, mens jeg bare smilede som en kujon. Jeg var fuldstændig fraværende. Jeg følte mig som den lykkeligste pige på jorden.
 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...