Bivirkninger ved venskab 2 - One Direction

Zayn er forsvundet, Liam og Danielle har slået op, Lucie og Anita's forældre skal skilles, og Louis skal vælge mellem Eleanor og Anita. Her for tiden, er ingen just glade. Medierne går amok, Lucie kan ikke stoppe med at græde, og One Direction mister fans. Det hele er noget kaos, og det hjælper jo heller ikke, at Sebastian muligvis kommer tilbage. Vil de nogensinde finde Zayn? Finder Louis og Anita nogensinde sammen? Og hvordan har Lucie og Harry tænkt sig, at klare alt dette? Forholdene sættes på en prøve. En hjerteknusende, ond og stressende prøve. Desuden, skal One Direction snart optræde for Barack Obama. Og det hjælper ikke spor på situationen.

43Likes
243Kommentarer
10694Visninger
AA

4. ✣

”Vi har bestemt os for, at I skal være en uge hos os hver. I starter med at være hos mor, hvorefter I tager med bus hjem til far om søndagen. Hver søndag, tager I bussen hjem til mor eller far, afhængigt af hvem I netop har været hos. Husk på, vi elsker jer begge lige højt. Bare fordi mor og far ikke kan enes, betyder det ikke, at det har noget at gøre med jer. Husk på det. Det er ikke jeres skyld. Vi elsker jer.”

Ordene kørte rundt i mit hoved. Jeg følte mig misbrugt, men jeg havde ingen idé hvorfor. Jeg følte mig udnyttet. Jeg følte også allerede, at jeg var blevet delt over. Mine forældre skulle dele mig og Anita, som om de fik hver vores halvdel. Vores irriterende teenager-del til mor, og vores pinligberørte teenager-del til far. De skulle hver pines, men også have det hylende morsomt, i mig og Anita's tilstedeværelse. Selvom vi nogle gange, virkelig var irriterende, kunne vi også være elskelige. ”Tror du vi overreagerer?” spurgte Anita pludselig, efter noget tids stilhed. Vi sad alene inde på hendes værelse, fordi vi ikke just var i humør, til at snakke med vores forældre. Jeg kiggede hurtigt på hende, sukkede dybt, og kiggede ned. ”Det ved jeg ikke. Det tror jeg ikke vi gør, eftersom vi kun er børn, og børn tager skilsmisser hårdt.. Alle tager skilsmisser hårdt. Selv voksne.. nej, vi overreagerer ikke.” Vi var egentlig ikke børn længere. Vi var stort set voksne, selvom vi stadig havde den lille barnlige del af os tilbage. Anita nikkede forstående, hvorefter hun tog sin mobil frem, og klikkede løs. Selv tog jeg også min mobil frem, for at skrive til Harry. Jeg savnede ham. 

”Louis har forresten sagt, at han vil snakke med mig imorgen,” sagde Anita muntert efter nogle par minutter. Jeg kiggede over på hende, sikkert med et overrasket udtryk i ansigtet. Jeg ville med glæde iagttage deres samtale, hvis jeg havde muligheden for det. Selvom det ikke ragede mig, hvad de to gik rundt og snakkede om, ville jeg da gerne vide det. ”Men hvad så med Sebastian?” udbrød jeg straks. Ham havde vi ikke snakket om, i noget tid. Vi havde glemt ham, eller jeg ved ikke med Anita, men jeg havde ihvertfald glemt alt om ham. Drengen var Sverige, der helt sikkert vadede sig i kvinder, der var et årti ældre end ham. ”Ham er jeg ret ligeglad med. Jeg har droppet ham.. jeg fokuserer på Louis nu. Jeg fokuserer faktisk på mine ting, i øjeblikket, men Louis er min Romeo, og jeg håber jeg er hans Julie.” Jeg smilte rørt, på trods af jeg ikke var rørt. Romeo og Julie var dog en klassiker. En klassiker, som jeg elskede virkelig højt. Romeo, var næsten helt perfekt. På trods af hans fejl, og det han ikke var Harry, var han stort set min drømmefyr. 

”Harry!” råbte jeg nærmest ind i mobilen, efter jeg havde lagt mig i min seng. Jeg havde gjort min seng klar, - dynen var blød og dejlig, puderne var opstillet ordentligt, musikafspilleren spillede lavt afslappende musik, alt lys var slukket, hvilket forårsagede til at stearinlysene var det eneste der gav lys, samt det at jeg snakkede med Harry, gjorde det hele fantastisk. ”Misser!” Hvis jeg var en kat, ville Harry elske mig mere end noget andet. Hvis jeg hed Cat, ville han næsten være helt lykkelig. Hvis jeg havde pels, ville han dog syntes jeg var klam. Mit nye kælenavn, var da kreativt, på en eller anden måde. ”Burde du ikke sove nu?” spurgte jeg nysgerrigt, klar til at sige godnat, hvis han nu svarede ja. Han skulle ikke være oppe så sent, på grund af mig. Han burde få sin skønhedssøvn, hvilket jeg også burde. ”Ikke så længe jeg, jeg har muligheden for at snakke med dig,” svarede han sødt. Hvor var det dog sødt sagt! Jeg fortjente ham ikke. Det gjorde jeg virkelig ikke. En eller anden perfekt pige, som selv var i musik brancen, ville være perfekt for Harry. Ikke mig, selvom jeg virkelig ønskede det. ”Jeg elsker dig..” sagde jeg. Jeg forsøgte på ikke at lyde sukkersød. ”Jeg elsker også dig,” hviskede Harry sødt tilbage. Vi gabte begge, men vi fortsatte med at snakke, fordi vi var så dumme. Nej, vi var ikke dumme. Vi var forelskede.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...