Bivirkninger ved venskab 2 - One Direction

Zayn er forsvundet, Liam og Danielle har slået op, Lucie og Anita's forældre skal skilles, og Louis skal vælge mellem Eleanor og Anita. Her for tiden, er ingen just glade. Medierne går amok, Lucie kan ikke stoppe med at græde, og One Direction mister fans. Det hele er noget kaos, og det hjælper jo heller ikke, at Sebastian muligvis kommer tilbage. Vil de nogensinde finde Zayn? Finder Louis og Anita nogensinde sammen? Og hvordan har Lucie og Harry tænkt sig, at klare alt dette? Forholdene sættes på en prøve. En hjerteknusende, ond og stressende prøve. Desuden, skal One Direction snart optræde for Barack Obama. Og det hjælper ikke spor på situationen.

43Likes
243Kommentarer
10692Visninger
AA

3. ✢

Det var bestemt ikke normalt for mig, at al opmærksomhed pludselig blev kastet på mig, i denne sørgelige tid. Det føltes underligt, men jeg syntes absolut ikke det var irriterende, så længe der ikke var nogle, der hatede på mig, og sådanne ting. Selvfølgelig var paparazzierne også irriterende, men jeg kunne godt klarer dem. ”Nogen der har lyst til at se en film?” spurgte Liam stille og roligt, efter vi var kommet hjem til ham. Han talte ikke just med en glad stemme, eftersom han også var trist over så meget, her for tiden. Dét at Zayn ikke var der, gjorde bare det hele mindre hyggeligt. Vi savnede ham alle sammen. Jeg tænkte mig om. ”Nej, jeg vil lede efter Zayn. Vi kan lige så godt lette vores røv, og prøve at finde ham.” Jeg lød måske en smule hård, men hvis det var hvad der skulle til, så gjorde jeg det gerne. Vi burde da ikke sidde her, og se en film, når vores bedste ven er forsvundet? Jeg ville lede efter ham, - om jeg havde tit eller ej, hvilket jeg havde. De så ikke just ud til at kunne lide min idé, men jeg kunne fornemme, at de alligevel ville sige ja. Hvis de sagde nej, kunne jeg også bare tage derud alene? Jeg kunne løbe alene rundt i byen, for at lede efter min forsvundne bedste ven. Ulogisk og latterligt, men jeg ville gøre det alligevel.

”Fint, så gør jeg det da bare alene,” mumlede jeg skuffet, efter de alle havde svaret nej til mit forslag. Jeg gik ud i gangen, tog min jakke og sko, og begyndte at binde mine sko. Jeg var sur, så derfor var det ekstra svært for mig, at binde mine sko ordentligt. ”Du skal ikke tage derud alene. Klokken er alt for mange, til en smuk pige som dig, kan vandre rundt derude,” lød det pludselig fra min højre side af. Jeg løftede mit hoved, og mødte Harry's bekymret blik. Han skulle ikke behandle mig som en lille pige. Jeg var stort set en voksen, så han havde ingen ret til at bestemme over mig, men jeg udtrykkede ikke min vrede. Jeg ville ikke få mit humør ødelagt, ved at være sur. Han satte sig på knæ, tæt på mig, og kyssede mig på kinden. Det hjalp faktisk en smule på mit humør, at han gjorde det. Jeg kiggede atter hen på ham, efter jeg havde fokuseret på mine snørebånd. Hurtigt røg jeg ned på gulvet, for at begrave mig i hans favn. Ham klemte mig ind til ham, strøg min ryg, og egentlig bare beroligede mig ufattelig meget. Stille, begyndte tårerne at trille ned af mine kinder. Sårene i mit hjerte, var efterhånden blevet alt for store. ”Søde, jeg ved godt du gerne vil have, Zayn bliver fundet hurtigst muligt, men du må på samme tid også, passe lidt på dig selv. Jeg lyder måske paranoid, men jeg vil ikke have, der sker min pige noget..” mumlede Harry beroligende, hvorefter han kyssede toppen af mit hoved. Jeg sukkede dybt, lukkede mine øjne i for at forhindre mig i at græde, og nød Harry's varme.

”Lucie?” Mine øjne åbnede helt op. Jeg kiggede rundt, for at se hvad der foregik. Havde jeg sovet? Jeg mødte drengenes blikke. Anita var der ikke, Zayn var der ikke, og jeg følte mig lidt fraværende, så hundrede procent rigtigt, føltes det ikke. ”Er der noget du har lyst til at se?” lød det atter. Jeg kiggede hurtigt til venstre, hvor jeg så Harry. Det var nok ham, der lige havde snakket til mig. Jeg tænkte mig om. Jeg vidste godt hvad der kom i fjernsynet og hvornår, men det var mere tøseting, så det ville drengene sikkert ikke se. ”Jep, der er faktisk noget, jeg kan gerne vil se, men jeg tror ikke I vil se det..” fniste jeg falsk, men prøvede at lyde så ægte som jeg kunne. Drengene skiftedes til at kigge på hinanden, men kiggede derefter hen på mig, som om jeg faktisk bestemte, hvad det var vi skulle se. ”Good Christian Bitches,” smilte jeg. Dét var den serie, som jeg gerne ville se. Det var en fræk komedie-serie, så selvfølgelig elskede jeg den, og eftersom den var fræk, ville drengene nok også læse den. Niall tog fjernbetjeningen, tændte fjernsynet, og kiggede derefter spørgende på mig. ”Kanal fire.” Han skulle jo vide hvilken kanal det var, serien blev sendt på. Jeg glædede mig allerede meget til at se serien, fordi jeg ikke så den særlig tit.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...