Bivirkninger ved venskab 2 - One Direction

Zayn er forsvundet, Liam og Danielle har slået op, Lucie og Anita's forældre skal skilles, og Louis skal vælge mellem Eleanor og Anita. Her for tiden, er ingen just glade. Medierne går amok, Lucie kan ikke stoppe med at græde, og One Direction mister fans. Det hele er noget kaos, og det hjælper jo heller ikke, at Sebastian muligvis kommer tilbage. Vil de nogensinde finde Zayn? Finder Louis og Anita nogensinde sammen? Og hvordan har Lucie og Harry tænkt sig, at klare alt dette? Forholdene sættes på en prøve. En hjerteknusende, ond og stressende prøve. Desuden, skal One Direction snart optræde for Barack Obama. Og det hjælper ikke spor på situationen.

43Likes
243Kommentarer
10706Visninger
AA

2. ⋆

Som I allerede ved, er Zayn forsvundet. Her for tiden, er vi alle meget opsat på at finde ham. Han betyder meget for os, jer, hans familie og venner. Bare rolig, han er sandsynligvis okay, og klar til at leve livet igen, som en elsket sanger. Vi har fået en masse folk, til at finde ham, så han kommer snart tilbage. Tak for opmærksomheden, og må gud velsigne jer.” Harry's ord gav genlyd i mine øre. Det stikkede i mine ører, så det hjalp ikke rigtigt, at Harry's ord hele tiden gentog sig selv. Hans ord, var stærke, på trods af han selv følte sig meget svag. Vi var alle blevet svage og triste, efter vi hver især, havde fået af vide, at Zayn var forsvundet sporløst. Alt hvad jeg kunne tænke på, var stakkels Zayn, der måske ikke havde det så godt, som vi alle håbede på han havde. Tænk hvis han var blevet kidnappet, mishandlet eller måske dræbt. Alle disse tanker, kunne straks få mig til at græde, men det måtte jeg bare ikke lige i dét sekund. Jeg var nemlig med drengene på landsdækkende tv, som også var live. Selvom jeg havde forfærdelig meget lyst til at græde, gjorde jeg alt for, at holde tårerne tilbage. Det var hårdt, men jeg havde prøvet det mange gange før. Efter Harry havde talt, tog han min hånd, og nussede den blidt, mens vi alle bevægede os væk. Jeg var ødelagt, af både smerte, ulykkelighed og træthed. Smerte, fordi jeg havde snittet mig med en kniv den dag. Ulykkelighed, fordi mine forældre skulle skilles, og selvfølgelig fordi Zayn var væk. Træthed, fordi jeg ikke havde sovet særlig meget, de sidste par dage. Det havde ingen af os, og da heller ikke hans fans. Vi gik alle langsomt ud til bilen, men kun fordi der var så mange paparazzier. Selvfølgelig ville de tage et billed af fire superstjerner, der så ud som om de græd. En af menneskerne løb stærkt hen imod mig, og stak en mikrofon, lige i fjæset på mig. Mit hjerte sukkede dybt, fordi jeg godt vidste, at personen, som forresten var en kvinde, blot ville have noget at skrive.

”Sig mig, var du virkelig så gode venner med Malik?” spurgte kvinden mig, mens hun nærmest fik mikrofonens top, til at ramme mine læber. Vi stoppede alle op, og kiggede utålmodigt på kvinden, og de andre kiggede utålmodigt på mig også. Jeg forhindrede dem i at komme hjem, jeg forhindrede mig selv i at komme hjem. ”Du behøves ikke at svarer..” hviskede Harry i mit øre, mens han fortsat nussede min hånd. Jeg kiggede op på ham, og rystede med hovedet. Jeg bed mig i underlæben af nervøsitet, samme sekund som jeg gjorde mig klar til at tale. Mikrofonen, var vist ikke engang ordet for det. Denne her, var meget grimmere, og tydeligvis ødelagt. ”Han er min bedste ven, selvom han ikke er en, som jeg har kendt hele mit liv. Det er ikke så lang tid siden, at vi blev venner, men jeg elsker ham alligevel, som den dejlige bedste ven, han har været for mig. Denne situation, er ikke kun forfærdelig, skræmmende og deprimerende, men også ond, fordi han er en af mine eneste venner. Jeg har aldrig haft mange venner, så derfor værdsætter jeg hver af mine venskab. Jeg har sjældent haft lykken med mig, igennem disse atten år, jeg har været i live, men jeg håber og håber på, at Zayn kommer uskadt tilbage,” sagde jeg. Jeg prøvede ikke på at gøre det jeg sagde dramatisk, eller noget der skulle få dem der hørte det, til at græde. Jeg sagde hvad jeg havde på hjerte, og det var jeg stolt over. Derefter, satte jeg mig ind i bilen sammen med de andre, hvor Harry sad til min venstre, og Anita til min højre.

”Zayn ville synes det var smukt,” udbrød Niall pludselig, efter vi havde kørt i godt og vel ti minutter. Jeg håbede han havde ret. Hvis Zayn havde hørt det, ville jeg da virkelig havde håbet på, han ikke fandt det stødende. Det gjorde han nok ikke, men det kunne da godt være. ”Du får det til at, lyde som om han er død..” mumlede Liam stærkt, men alligevel så hjerteskærende. Jeg tror vi alle, havde svært ved at tale. Drengene vidste nok ikke rigtigt hvad de skulle sige, til mig og Anita, netop fordi vi egentlig havde det ret hårdt for tiden. Anita havde ikke sagt et ord, hele turen. Jeg havde dog lagt mærke til, at hun havde stirret på Louis, nogle par gange. Der var kærlighed i luften, men noget kærlighed, som ingen af dem turde mærke. Jeg tænkte tilbage på det, jeg havde sagt. Nu hvor jeg tænkte over det jeg havde sagt, var jeg glad for, at jeg havde sagt sandheden. Selvom det tog noget tid, før mig og Zayn virkelig blev venner, elskede jeg ham virkelig. Han var en fantastisk ven, og hans fremtidige kone, ville være lykkelig over at være hans kone. Mine tanker blev dog hurtigt afbrudt, af lyden fra radioen, der pludselig tændte. Der blev spillet en sang, som jeg godt kendte, som Anita godt kendte, og som drengene godt kendte. Det var Moments.. en hjerteskærende sang, som One Direction sang. Det var en af Anita's yndlingssange med dem, huskede jeg mig selv på. Det var det, og hun havde været stolt over det. Der var ikke gået så lang tid af sangen, hvilket var godt, fordi så havde vi muligheden for, næsten at hører det hele. Vi sad alle i tavshed, men musikken spillede, og regnen stille røg ned på vejen, som om gud græd med os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...