Uforglemmelig - JDB

Never say Never.

0Likes
8Kommentarer
790Visninger
AA

3. Justin Drew Bieber.

Jeg stirede stadigt måbende på ham. "du er.. Du er..." han tyssede på mig inden jeg fik afsluttet sætningen. Jeg kiggede rundt og jeg kunne godt se at det nok ikke var så smart, at råbe op til alle at man sad over for en af verdens mest berømteste teenager. "Justin Bieber.." fortsatte jeg hviskende. Han smilede bare forfjamsket til mig som svar. "men hvad.. Altså du.. Jeg" fremstammede jeg. Min stemme rystede, og jeg kunne ikke stille nogen af mine hundrede spørgsmål. Han grinede lidt af mig, hans fantastiske søde grin. Jeg havde været en belieber i lidt over 2år, så det her var en "Dream come true" for mig. Han rakte over bordet og aede mig blidt på armen, for at berolige mig. Mit hjerte bankede hurtigere, men det hjalp. Jeg tog en dyb indånding og fik styr på min vejrtrækning. "hvad skete der igår? Hvordan ved du hvem jeg er?" spurgte jeg ham mens jeg kiggede ham dybt i hans smukke øjne. Han trak sin hånd tilbage og svarede, "altså... Det er en lang historie.." "hvor lang?" afbrød jeg ham. Han kiggede overrasket op på mig. "har du hele dagen?" sagde han hemmeligheds fuldt, men med et smil. "ja" svarede jeg bare, uden at tænke over at jeg skulle på arbejde. Det måtte vente. Han kiggede spørgende på mig, og jeg kom i tanke om at jeg havde sagt at jeg skulle på arbejde. "mit arbejde må vente. Jeg skal finde ud af det her" sagde jeg alvorligt. "er du sikker?" spurgte han bekymret. "ja" svarede jeg kort og koldt, ikke fordi jeg var sur men fordi jeg ikke ville have at han kom med protester. "okay, men skal vi så ikke gå en tur istedet, og så kan jeg fortælle dig det imens?" spurgte han. "jov det kan vi godt" mumlede jeg og rejste mig op. Han gjorde det samme, og gik hen på siden af mig. Han åbnede døren for mig i en hurtig bevægelse. Jeg smilede til ham, og han smilede tilbage. Hans smil lyste som tusinde sole og hans tænder sad helt lige. Hans øjne var de smukkeste jeg nogensinde havde set. Jeg havde tit forstiller mig hvordan han så ud i virkeligheden. Om han så lige så godt ud. Og nu havde jeg svaret: han så endnu bedre ud. Jeg tog ikke et øjeblik mine øjne fra ham, mens jeg gik ud gennem døren. Langsomt. Han fast holdte osse mit blik og jeg kunne mærke en gnist i mellem os. Da vi var kommet uden for gik han igen op på siden af mig. Vi gik ned af den næsten mennske tomme gade, og han begyndte at fortælle. "det startede med...."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...