Uforglemmelig - JDB

Never say Never.

0Likes
8Kommentarer
789Visninger
AA

2. Ham.

Jeg stod og kiggede på min mobil i lang tid, før jeg besluttede at tage den. ”hallo?” sagde jeg nervøst. ”Hej Megan. Du kan nok ikke huske mig, da du slog dit hoved ret hårdt i går. Men jeg kan huske dig. Jeg vil ikke oplyse mit navn da det er bedre du selv finder ud af hvem jeg er. Kan vi ikke mødes nede i byen? Jeg har tid hele dagen, og jeg vil rigtigt gerne se dig!” svarede en meget frisk stemme. Der var noget bekendt over stemmen, og jeg var sikker på at jeg havde hørt den før. Jeg kunne bare ikke sætte en finger på hvem det var.

Overvældet af hans svar glemte jeg helt at svare ham. ”hallo?” sagde han i den anden ende, og jeg kom ud af min trance. Jeg overvejede om jeg skulle sige ja. På den ene side ville jeg godt vide hvem det var, men på den anden side turde jeg ikke. ”jov, det kan vi godt” hørte jeg mig selv sige. Jeg blev nødt til at vide hvem det var. ”jeg skal på arbejde klokken 9, så kan vi ikke mødes på ”Joe and the juice” nu?” spurgte jeg ham. Jeg havde valgt det sted fordi der altid var mange mennesker som kunne vidne, hvis han nu skulle vise sig at være en psykopat. ”Jov, det kan vi godt. Vi ses om lidt” sagde han uden at tøve. ”ja” svarede jeg ham bare inden jeg lagde på.

Få minutter efter var jeg på vej ned i byen. Jeg havde besluttet at gå derned i stedet for at køre. Jeg nød turen derhen. Solen skinnede og der var dejligt vejr. På vej derhen prøvede jeg at samle mine tanker. Jeg var stadig nervøs for hvem det var. Kate havde sagt at jegk kendte ham, men jeg kunne ikke forstille mig hvem.

Lidt efter stod jeg uden for ”Joe and the juice”, jeg stod lidt og kiggede. Min mave slog en knude og mine håndflader blev svedige. Flere gange overvejede jeg at gå væk og glemme alt om den ukendte dreng. Men jeg var alt for nysgerrig. Jeg tog en dyb indånding og gik hen imod døren. Jeg tog fat i håndtaget og åbnede.

Jeg trådte, med tunge skridt, ind i den hyggelige cafe. Mange af bordene var endnu ikke optagede, og de få ekspedienter der var der gik og hygge snakkede sammen. De gik og gjorde tingene klar til middagstid, hvor folk ville komme stormende. Endnu sad der kun få, mindst 6, ved bordene rundt omkring. Jeg kiggede rundt og først nu slog det mig at jeg ikke vidste hvordan han så ud. Jeg gik op til baren og bestilte en appelsin juice. Mens jeg ventede kiggede jeg rundt i lokalet. Der var en der fangede mit blik, en dreng der var omkring min alder. Han sad nede bagerst i lokalet. I lang tid stod jeg bare og betragtede ham fra baren. Flere gange tjekkede han sit ur, som om han ventede på nogen. ”Er det ham?” tænkte jeg.

Uden at tænke videre over det, gik jeg med forsigtige skridt hen imod ham. Da jeg kom nærmere kiggede han op og fik øje på mig. Han lyste op i et smil, og gjorde en bevægelse med hånden der betød at jeg bare skulle sætte mig. Det var ham. Jeg var helt sikker. Den ukendte dreng.

Jeg satte mig ned overfor ham. Han sad med solbriller på og en cap trukket ned over ansigtet. Jeg kunne ikke rigtigt se hans ansigt, men der var noget bekendt over ham. Han så hvordan jeg kiggede underne på ham, og tog capen af. Jeg gisperede. Jeg genkendte ham straks! Det var selveste Justin Bieber! Han smilede lidt over min reaktion. Det kunne ikke være rigtigt! Jeg nev mig selv i armen, jeg var sikker på at det var en drøm. Men nej. Det var virkelighed.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...