Kære Dagbog, nu er jeg død 1: Frederik

Verden er et sort hul! I hvert fald i følge Lea. Hun har ikke lyst til at være en del af den mere.
Efter mislykkes forsøg på selvmord, beslutter hendes gamle dagbog at bevise overfor Lea, at verden ikke nødvendigvis er så ensom og grå som hun tror.

2Likes
2Kommentarer
1225Visninger
AA

7. Hvad er håb?

 

ons 9.12.2009:

 

Kære Dagbog.

Nu har jeg besluttet mig. Jeg har prøvet at få hjælp. Men… det er bare det at intet råd nogen nogen sinde har givet mig, har været nyttigt. Hverken fars råd til alle mine fejl, eller hans råd om drenge, ej heller hjælper det at ringe til Børnetelefonen når de ikke tager den. Derfor har jeg besluttet, at hvis ingen kan eller vil hjælpe mig, og hvis jeg skal gøre så mange fejl at det skader andre, så må jeg tage livet af mig selv. Jeg har ingen venner at fortælle det til. Kun dig. Og du ved bedre end alle andre hvorfor, jeg har jo fortalt dig alle grundende, som de er kommet og er blevet større. Der er ikke så meget at sige om den sag. Jeg ser ingen grund eller glæde til og ved Livet, kun skader og dumme følelser og tanker. Jeg er træt af, at verden er et stort tomt sort hul. Jeg gider ikke mere! Det er min skæbne, mit valg og Guds valg.

 

”Der står ikke mere”

Det var det eneste jeg kunne finde på at sige for at bryde tavsheden. Det var den sidste side jeg havde skrevet i Dagbog, og selvom det var lang tid siden, havde jeg først realiseret min beslutning sidst i januar.

”Så er Dagbogen ikke til meget mere hjælp. Nu er det op til dig at finde det sidste minde”

 

Det var en stor opgave at skulle finde mindet uden dagbogen. Det kom jeg til at mærke de følgende dage. En morgen diskuterede Frederik og jeg noget så ganske almindeligt som film. ’Troldmanden fra Oz’ for at være helt præcis. Vi snakkede om en meget vigtig replik som troldmanden sagde

”Et hjerte bedømmes ikke på hvor meget det elsker, men hvor meget det elskes af andre” Det var en meget spændende diskussion, og lige pludselig slog det mig. Som et lyn fra en klar himmel. Jeg så over på Frederik.

”Det er dig. Du er det sidste minde. Du har lært mig så meget herinde om mig selv og glæden ved livet!”

”Endelig fandt du ud af det!” Jeg vendte hovedet. Den stemme lød bekendt, men alligevel havde jeg ikke hørt den i, i hvert fald 3 år. Jeg genkendte ansigtet som mødte mit blik da jeg vendte mig om. Smuk, høj og mørkhåret. Præcis som jeg huskede hende. Den ubeskrivelige glæde strømmede op i mig.

”Ditte!”

”Jep, i bedste velgående” Vi kunne ikke lade være med at grine, idet vi omfavnede hinanden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...