Kære Dagbog, nu er jeg død 1: Frederik

Verden er et sort hul! I hvert fald i følge Lea. Hun har ikke lyst til at være en del af den mere.
Efter mislykkes forsøg på selvmord, beslutter hendes gamle dagbog at bevise overfor Lea, at verden ikke nødvendigvis er så ensom og grå som hun tror.

2Likes
2Kommentarer
1221Visninger
AA

6. En veninde

”Er hun virkelig blevet så slem?”


”Ja, og det bliver værre endnu. Se bare næste side”

 

 

Kære Dagbog.

Jeg er blevet svigtet. Jeg ved ikke om jeg har nævnt hende, men der går den her pige i min klasse som hedder Alexandra. I starten syntes jeg at hun var sød, men jeg ved snart ikke rigtig længere. Inden denne sæson startede spurgte hun mig, om der mon var plads til hende på holdet. Jeg tænkte ved mig selv, at det måske ikke var den bedste idé, men hvis hun ville få det med ligesom jeg har fået det, ville jeg ikke hindre hende i det. Og nu, 5 dage før den store kamp, dukker hun aldrig op til træningen og hun er ligeglad med at vores leder har bedt mig om at træne hende privat. Det er som om hun ikke forstår vigtigheden i det. Som om hun ikke ved at vi tager penge for, at folk kommer ind som tilskuer til kampen. Jeg troede på hende. Jeg gav hende en chance. Men hun misbrugte den. Og når jeg prøver at fortælle til hende hvor vigtigt det her er, så bliver hun bare sur på mig, og går over til Lærke. Lærke har stjålet Alexandra! Hun snakker aldrig til mig mere, og hvis jeg er så heldig at hun siger hej til mig, så siger hun det med en hård undertone.

 

”Av for den! Du må virkelig have følt dig såret. Har du overhovedet ingen venner?”

”Jo, men ingen ’rigtige’ veninder.”

 Det var sandt nok. Jeg troede ikke jeg havde nogle ’rigtige’ venner. Kun ’skuespillere’ som Alexandra.

 

Tilbage i teltet var Frederik igen faldet i søvn før mig. Et eller andet sted havde jeg egentlig heller ikke lyst til at sove. Jeg ville hellere ligge og tænke over hvad det var Frederik havde sagt: ”overhovedet igen venner”.  Der var jo altid Charlotte. Hun gik en klasser over mig, men vi var sammen hvert frikvarter og havde det altid hyggeligt og godt sammen. Det var der bare aldrig rigtig nogle fra min klasse som kunne forstå. Vi havde været i teateret sammen, til koncerter, skrevet opgave sammen og havde også sovet sammen et par weekender. Og vi var begyndt at være endnu mere sammen efter hun var flyttet tættere på skolen og Rødovre med sin mor. Hun var skilsmissebarn, og havde tidligere begge forældre i Glostrup. Men nu var hendes mor flyttet til Rødovre, så det var meget nemmere at ses.  Hun var egentlig en rigtig rigtig god ven. Og vi var begyndt mere og mere at kunne snakke om drenge og den slags. Nu jeg tænkte over det, var hun faktisk min bedste ven. En ’rigtig’ ven. Jeg kunne mærke glæden stige op i mig. Jeg begyndte at smile der i mørket. Og af en eller anden grund begyndte der at komme et mærkeligt skin inde i teltet. Frederik holdt tilbage med sin stille snorken, og jeg kunne hører ham vågne.

”Hvad er det for en tid på døgnet at blive glad på?”

” Hvordan vidste du at jeg er glad?”

”Dine øjne. De lyser af glæde. Og det lys har vækket mig!” Han var lidt gnaven. Men kan man da ikke fortænke ham i. Han havde sovet tungt og godt, og så blev han vækket på grund af mig og min glæde.

”Undskyld” Jeg smilte til ham. Jeg kunne ikke lade være. Jeg lovede ham at jeg ville sove med det samme, men inden jeg faldt i søvn nåede jeg lige at hviske ham i øret:

”Jeg har fundet mit andet minde: venner”

 

Det lod til at han havde hørt det. Han spurgte i hvert fald ind til det morgnen efter. Jeg forklarede ham om Charlotte, og min klasses evne til at misforstå og ind i mellem lukke af for hvad jeg havde at sige.

Der gik et par dage med sider om depression, skænderier i min familie og trusler fra alle mulige bekendte og fremmede. For eksempel havde jeg fået et opkald en gang i november, hvor nogen sagde ”Fucking luder, jeg ved hvor du bor” og sådan noget til mig. Det havde i forvejen været en ubehagelig aften, og jeg var allerede ret vred. Min mor gik totalt i panik da jeg fortalte hende (ordret) hvad den creepy stemme havde sagt. Min mor havde altid været dårlig til at håndtere sådan nogle situationer, og det her var ingen undtagelse. Jeg kiggede over på Frederik. Gad vide, om han havde samme oplevelser med hans mor…?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...