Kære Dagbog, nu er jeg død 1: Frederik

Verden er et sort hul! I hvert fald i følge Lea. Hun har ikke lyst til at være en del af den mere.
Efter mislykkes forsøg på selvmord, beslutter hendes gamle dagbog at bevise overfor Lea, at verden ikke nødvendigvis er så ensom og grå som hun tror.

2Likes
2Kommentarer
1165Visninger
AA

2. En ny verden

 

”Hallo?”

Alting var blevet sløret for mit blik. Men så begyndte jeg at kunne se tydeligere igen. Foran mig stod en skygge som, i højere og højere grad lignede et menneske. Jeg forstod ikke rigtigt.

”Velkommen” Stemmen var mørk og genkendelig. Jeg havde aldrig drømt om at høre den igen. Kunne det virkelig være…?

”Frederik! Det er virkelig dig. Men hvordan?...” Jeg blev ovenud lykkelig. I et kort sekund var jeg ligeglad med hvordan det kunne lade sig gøre. Han var her, og han kunne tale og han kunne se og høre mig. Glæden kunne ikke beskrives med normale og forståelige ord. Jeg prøvede, men nåede ikke særlig langt før han afbrød mig.

”Hør engang Lea. Ved du helt præcist hvor du befinder dig?”

”Nej, men er det ikke også lige meget? Jeg mener, du er her jo, vi er her, og…”

Frederik afbrød mig igen.

”Du befinder dig i din Dagbog, hvor alle dine minder befinder sig. Og jeg er et minde, derfor kan du både se og høre mig”

Jeg forstod ingenting. Hvordan i al verden kunne jeg være inde i min Dagbog? Og hvordan kunne jeg se mine minder. Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med, men det var i hvert fald ikke det her. Jeg kiggede rundt. Væggene var linjeret, og på linjerne stod der alt muligt med kæmpe skrift. Helt oppe i hjørnet så jeg en dato. Der stod fre d. 13.3.2009. Det var den dag Frederik var død. Den dag jeg begyndte at skrive. Det måtte betyde at jeg befandt mig på første side. Hvis det altså ikke bare var noget jeg drømte. Så kom jeg til at tænke på noget.

”Er alle andre ting jeg har skrevet om så også ’levende’? Og hvordan kommer jeg egentlig ud herfra? Min mor flipper sikkert ud, hvis jeg er væk når hun kommer tilbage!”

”Bare rolig Lea.”

Han grinte af mig. Det havde han ofte gjort førhen, når jeg ikke forstod hvad der foregik.

”Kun de ting du ønsker at se og snakke med, ser du. Hvad tiden angår opdager hun slet ikke, at du er væk. Kun når nogen skriver i dagbogen går tiderne parallelt. Ellers går tiden herinde meget hurtigere. Således at 12 timer herinde svarer til 1 sekund i din verden. Hvordan du kommer ud herfra bliver lidt af en prøvelse.”

Han måtte jo være blevet skør! Hvad fanden var det for noget vrøvl at kyle ud, og så nu når han lige var kommet tilbage. Eller jeg var kommet til ham. Eller…?

 ”Dagbogen ved hvad du har gjort og hvorfor. Derfor slipper Den dig kun ud hvis du bliver fyldt af tre lykkelige minder. 1 der vedrører din familie, 1 der vedrører dine venner og 1 der vedrører din holdning til dig selv og omverdenen” Jeg var målløs. Frederik havde godt nok været en der snakkede meget, og altid den der vidste det meste, men en sådan tale havde jeg aldrig hørt eller forventet fra ham. Jeg forstod ikke helt hvad alt det der dagbogs-halløj gik ud på, og jeg begyndte egentlig at blive en lille smule vred på Frederik. Var det her en eller anden syg drøm?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...