Kære Dagbog, nu er jeg død 1: Frederik

Verden er et sort hul! I hvert fald i følge Lea. Hun har ikke lyst til at være en del af den mere.
Efter mislykkes forsøg på selvmord, beslutter hendes gamle dagbog at bevise overfor Lea, at verden ikke nødvendigvis er så ensom og grå som hun tror.

2Likes
2Kommentarer
1183Visninger
AA

3. En gammel ven med nyt ansigt

 

Vi begyndte med det samme. Vi ledte mellem siderne, for at se om der var bare spor af et glad minde. Som jeg havde forventet var det en ret svær opgave. Men i det mindste var Frederik der. Det var rart at være sammen med ham igen, og vi havde så meget at snakke om. Alt det der var sket siden han døde. Eller siden jeg troede han var død. For i virkeligheden havde han jo været inde i min Dagbog. Jeg vidste ikke helt om jeg turde tro på det han sagde, men verdenen var jo lige her… nej, jeg forstod stadigvæk ikke hvordan det hele hang sammen. Men nu var vi sammen og det var det vigtigste.

 

Kære Dagbog.

Det er underligt, er det ikke? Jeg mener lige pludselig, så er han bare væk. Jeg ser ham aldrig igen. Det er en underlig tom sort følelse. Men jeg har følt den før. Jeg ved ikke om du ved det, men for to år siden døde min nabo. Ditte hed hun. Det var en morgen i marts. Hun var på vej til skole, og kørte ved vejen. En lastbil kørte ude på vejen, og i det næste kryds skulle han til højre, mens Ditte skulle lige over. Senere kom hendes mor og far kørende forbi krydset i bil. De så politi, ambulance og deres datters cykel i grøften. Det tog ikke mange minutter før de forstod hvad der var sket. Samme aften kom Dittes mor indtil os. Hun græd og bad om at snakke med min mor. De gik ind i stuen, og jeg blev sendt op på mit værelse. Jeg kunne høre Dittes mor græde nede i stuen. Jeg blev bange. Morgnen efter fortalte min mor hvad der var sket. Og nu er det sket igen. Frederik er død. Han var min bedste ven, og den eneste der nogensinde har forstået mig (måske lige bortset fra Ditte). Det bliver svært at kommer over dødsfaldet. Jeg skal til begravelse på onsdag, og jeg har fået fri fra skole på mandag, onsdag og torsdag. Jeg kan bare ikke forstå det. Han var her i går, men i dag er han væk. Han døde i en trafikulykke, ligesom Ditte. Han cyklede inde på cykelstien, men væltede ud på vejen. Så kom der en bil og kørte ham over. Han havde uheldigvis glemt sin cykelhjelm. Jeg kan ikke holde op med at græde. Jeg må hellere til at stoppe nu, inden jeg ødelægger papiret helt med mine tårer.

 

”Det var en sørgelig måde at starte din Dagbog” Frederik så på mig. Han så helt rørt ud. Jeg tror ikke han vidste hvor meget han betød for mig. Det gjorde heller ikke selv, før han døde.

”Ja, men sådan var det altså. Det hjalp os jo ikke meget. Vi må hellere se at komme videre”

Mens Frederik førte os gennem de næste par måneder af sygdom og blæk, tænkte jeg tilbage på den første uge i skolen efter ulykken. Hvordan hele min verden var forsvundet til en tåget sump af tårer. Hvordan min krop brændte hver gang jeg tog et skridt, og værst af alt: Alle de andres blikke. Blikke der borede sig ind under huden som en kvælende gift. Dømmende blikke der ikke kunne lade være med at smile skummelt hver gang jeg så tilbage på dem. Det havde været en frygtelig tid, og jeg havde ikke lyst til at dele den del af mine minder med Frederik.

Efter nogen tid stoppede Frederik op.  fre 21.8.2009:

 

Kære Dagbog.

Jeg skrev d. 15.8.2009, at jeg havde drømt, at mormor døde. Dagen efter blev hun indlagt på Holbæk Hospital, og hun er ikke kommet hjem endnu. Jeg har ikke måtte besøge hende, mens mor har besøgt hende hver anden aften. Det er sket før, og de har endnu ikke fundet ud af hvad hun fejler. Hun har været dårlig, længe, og det har svunget meget. Mor siger, at hun føler sig mere tryg på hospitalet. Nogle tror at der er noget galt med hendes hjerte, andre tror at der er noget galt med hendes lunger. Jeg ved ikke andet, end at jeg bliver bekymret hver gang det nævnes. Sidste gang hun blev indlagt, fik jeg det ikke at vide før min morfar en eftermiddag ringede hjem til os. Jeg var alene hjemme og tog telefonen. Han sagde: ”Jeg ville bare lige sige, at de beholder mormor et par dage ekstra for en sikkerheds skyld”. Mor havde overhovedet ikke sagt noget til mig, og jeg har ikke sagt noget til klassen. Jeg er bange. Jeg ved ikke om jeg overlever at miste endnu en nær.

 

Det føltes mærkeligt at læse noget som var et halvt år gammelt, men alligevel aktuelt. Mormor var godt nok kommet hjem, men hun havde været derinde flere gange efter. En af gangene med en hjerneblødning der var ved at tage livet af hende.

”Hvordan har din farmor det egentlig?” Frederik prøvede at lyde så henkastet som muligt, men det lykkedes ikke helt for ham.

”Hvorfor?”

”Ikke for noget. Jeg så bare en lille notits fra engang, alle fætre og kusiner, onkler og tanter havde været samlet om hende. Noget om, at hun havde fået hjælp af en ældste fætter eller sådan noget.”

”Nå ja, Morten hedder han. Det er rigtigt, han havde nogle store problemer. Han sad i fængsel i to måneder. Men han har ADHD og havde derfor svært ved at sige fra, til den forbrydelse de andre idioter lokkede ham ind i. Det tog hårdt mentalt på ham, og det tog hårdt på os andre at se ham i den tilstand. Nu har han gudskelov fået hjælp, og bor på sådan et institut for unge. Der var sådan en glæde da han kom hjem fra fængslet. Han har det godt nu, og efter at være flyttet ind på instituttet er han meget gladere og meget sødere ved os andre”. Jeg begyndte at føle mig glad ved tanken om min fætters forandring. Jeg kunne mærke at jeg smilede. Det var underligt. En fremmed fornemmelse, lidt uhyggelig nu jeg tænkte over det. Men rart. Og svævende…

”Du er lykkelig! Du bliver fyldt med glæde og lykke når du tænker på din fætter! Lea, du har fundet det første minde!”

”Jeg ved det…” Jeg tog mig selv i at være åndsfraværende og drømmende. Jeg mindede mig selv om Luna Lovegood fra Harry Potter. Jeg kunne ikke helt beslutte mig for, om det var en god eller dårlig ting.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...