Kære Dagbog, nu er jeg død 1: Frederik

Verden er et sort hul! I hvert fald i følge Lea. Hun har ikke lyst til at være en del af den mere. Efter mislykkes forsøg på selvmord, beslutter hendes gamle dagbog at bevise overfor Lea, at verden ikke nødvendigvis er så ensom og grå som hun tror.

2Likes
2Kommentarer
1156Visninger
AA

1. En ny dag

 

Morgenkåben faldt ned ad benene og landede med et blødt bump på stengulvet. Jeg stod helt alene et øjeblik, og samlede mit mod. Så tændte jeg for vandet. Jeg kørte den over på kold og ventede lidt. Det skulle være iskoldt, så ville det gå hurtigere. Jeg samlede kniven op fra gulvet og satte et kryds lige under min navle med en permanent marker. Idet jeg trådte op i badekarret, kunne jeg høre min mor skrige. Hun måtte have set sedlen jeg havde lagt til hende. Der stod hvad jeg gjorde og hvorfor. Vandet løb ned ad mig. Det var så grueligt koldt, men jeg fortsatte. Jeg prøvede at stikke mig i maven med kniven, men det var som om min arm ikke kunne gøre det. Men jeg ville ikke lave flere fejl i mit usle liv. Derfor var jeg nødt til at fortsætte. Jeg hørte min mor styrte op ad trapperne. Hun hev i dørhåndtaget. Andet husker jeg ikke. Jo, jeg blev så kold, at jeg kunne mærke blodet der holdt op med at løbe rundt. Ellers var alt fuldkommen sort.

 

Jeg vågnede. Sollyset trængte ind gennem de hvide gardiner. Jeg lå i en seng i et ukendt værelse. Og dog, virkede det bekendt. Der var et lille bord ved siden af mig, med en hvid buket blomster. Stjernemagmoliaer, mine ynglingsblomster. De duftede så dejligt. Der var også to stole i rummet. En på hver side af sengen. På den ene sad min mor. Hun så meget bekymret ud, og havde knyttet hænderne. Hun hviskede mit navn. Gentog det mindst tyve gange, og så begyndte hun at græde. Glædestårer. Det var en ret underlig følelse. Og først dér gik det op for mig, at jeg befandt mig på et hospital.

”Hvad laver jeg her?”

”Jeg ringede straks efter en ambulance. Jeg blev så forskrækket! Min lille skat. Hvorfor? Vi blev alle så bange”

Så det var altså kort tid efter jeg prøvede at tage livet af mig selv. Nu forstod jeg lidt bedre hvad der foregik, og alligevel ikke.

Jeg opdagede at der lå en lille sølvfarvet bog på bordet, ved siden af blomsterbuketten. Der stod Notebook uden på. Jeg genkendte den. Det var min gamle dagbog. Den hvori jeg havde skrevet alle mine minder ned, som de var kommet og gået. Der stod alle problemer og bekymringer jeg havde haft siden Frederik døde for et år siden. Jeg havde fået denne lille bog af far, for at kunne skrive mine følelser og tanker ned, efter den tragiske nyhed.

Frederik havde været min bedste ven. Han var den eneste der kunne forstå mig, og som jeg turde stole på. Vi havde haft det sjovt og rart sammen. Han var det eneste lykkelige jeg overhovedet kunne huske. Jeg havde stadig mareridt om ulykken. Hans sidste smil havde brændt sig ind på min nethinde, og brugte nu tiden på at gøre mit uværdige liv endnu mere uudholdeligt.

”Jeg tog den med til dig, for at du kunne tænke på alle dine gode minder. Lidt opmuntring. Vi ville jo nødig have, at du nogensinde skulle bare tænke på at gøre sådan noget igen”

Mor havde afbrudt mine tanker. Jeg blev lidt overrasket over, at hun overhovedet kunne få ord frem mellem alle de små lyde og hulk hun hele tiden udstødte. Men jeg kunne ikke forstå hvordan min gamle dagbog kunne være en opmuntring. Den var jo fuld af dårlige minder. Jeg erindrede ikke at have skrevet et eneste lykkeligt minde ned.

Lidt senere gik min mor. Hun gik ned i cafeteriet for at få en kop kaffe og ringe til min far. Mens hun var væk kunne jeg ikke lade vær med at tænke på alle de sider jeg havde fyldt med blæk og bly. Måske havde jeg skrevet et eller andet ned om Frederik, som kunne få mig i bedre humør. Jeg måtte hellere lige tjekke efter. Jeg tog den lille notesbog og åbnede den og… 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...