Stay away.(Jongkey)

Kim Kibum er ikke en lykkelig person. Langt fra, faktisk. Efter at være blevet dumbet af hans kæreste, som han har været sammen med i et helt år, går det endelig op for ham, at han nok bliver nød til at tilbringe resten af hans liv alene. Tanken om dette skræmmer den 18 årige dreng, der stadig har et helt menneskeliv foran sig. Dog bliver Kibum's overbevisning om at dette er hans skæbne hurtigt forpurret, idet en underlig og langt fra genert, fyr, pludselig beslutter sig for at de skal være bedste venner.

43Likes
136Kommentarer
8968Visninger
AA

10. Del 9

Kibum måtte indrømme at tingene gik bedre end havde regnet med. I starten havde han frygtet at forholdet mellem ham og Jonghyun nu ville blive akavet. Helt ærligt, hvordan opførte man sig så som et kærestepar, når man var ude afstand til at anvende fysisk kontakt. Men Jonghyun formåede på en eller anden måde at holde den akavede stilhed på afstand, når de to var sammen. Han fortalte altid Kibum hvor meget han holdt af ham, og hvor smuk han syntes at han var. De kunne også stadig fjolle rundt sammen, ligesom de før havde gjort. Kibum var faktisk rimelig tilfreds, hvis man så bort fra Jonghyun’s kvalmende søde sms’er.

Kibum så til med sammenknebne øjne, idet Jonghyun grinende lå en arm om skuldrende på Minho, der sad ved hans side. Nej, han havde bestemt ikke affundet sig med tanken om at hans kæreste var mere intim med andre, end han var med Kibum selv.

Den mørkhårede sukkede lavt, og lænede sig en smule tilbage i sin stol. Han orkede ikke følge med i samtalen de andre drenge havde gang i. Han rettede blot sit blik ud af vinduet og prøvede at forsvinde i et lille øjeblik. Dette lykkedes dog ikke, da den ældste af de fem drenge, Onew, besluttede sig for at forstyrre ham. Den orangehårede fyr havde rejst sig op, og stod nu overfor Kibum.

”Jeg har lige noget jeg skal have talt med Kibum om. Vi kommer tilbage om lidt,” sagde han til de andre fire drenge, der kiggede overrasket på Onew, idet han vendte sig mod Kibum - der også selv var rimelig overrasket - og bad ham om at følge med. De to forlod kantinen, og satte kurs mod gårdspladsen.

”Du er kærester med Jonghyun, er du ikke?” Kibum kiggede overrasket på Onew, der blot sukkede opgivende, da Kibum’s reaktion afslørede alt. ”Du ved godt at det måske ikke lige er den bedste idé, gør du ikke?” Kibum sukkede, men nikkede så. Selvfølgelig vidste han det.

”Har du tænkt over mit tilbud?” Kibum kiggede over på Onew, der sad ved hans side på bænken, ude i skolegården. Ja, han havde bestemt tænkt over det. Hans hoved havde ikke været fyldt med andet i den sidste måned. Men han havde endnu ikke fundet et svar til Onew. Det var bare en virkelig svær beslutning af tage.

Onew kunne næsten læse Kibum’s tanker blot ved at kigge på hans ansigtsudtryk. ”Jeg kan sagtens vente Kibum. Tag dig bare god tid.” Kibum smilede taknemmeligt til Onew. Han var virkelig glad for at den ældre var så forstående. Onew var helt klart den person som han havde lettest ved at snakke med for tiden. Nok fordi at han var den eneste der kendte til Kibum’s hemmelighed. Kibum havde stadig ikke fortalt Jonghyun om Onew’s tilbud, og havde heller ikke tænkt sig at gøre det.

”Hvad med dig og Jonghyun? Går det, selvom i ikke kan røre ved hinanden? Jonghyun er en smule pervers, så jeg er en smule overrasket over, at han har valgt at være kærester med en, som han ikke engang kan røre ved.” Kibum kiggede nu ned i jorden, en smule forlegen over at skulle snakke om dette.

”Det går vel fint… I hvert fald bedre end hvad jeg havde regnet med.” Onew nikkede. Hans smil var nu forsvundet, og han så nu mere seriøs ud end før, hvilket undrede Kibum en smule.

”Du har ikke tænkt over at han måske bliver træt af dig? Han kender jo ikke grunden til at du ikke vil have at han skal røre dig. Det kan være at han ser det, som et tegn på at du ikke stoler på ham.” Kibum kiggede med store øjne hen på Onew, der stadig ikke fortrak en mine. Fyren der sad ved hans side mindede ikke længere om Onew, men om en fremmed.

Kibum bed sig i læben. ”S-Selvfølgelig har jeg tænkt over det. Det er jo heller ikke fordi at min verden går under hvis han forlader mig.” Kibum løj, og det var en så åbenlys løgn at han ikke engang kunne få sig selv til at se Onew i øjnene.

Onew smillede så, og var pludselig igen den Onew som Kibum så godt kunne lide. ”Godt så. Så længe at du ikke bliver såret, så er alt jo godt. Jeg var bare en smule bekymret for at du var så væk i Jonghyun, at du ville være ude af stand til at leve videre hvis han forlod dig. Han er jo trodsalt den første der opførte sig pænt overfor dig, på denne skole.” Endnu engang kiggede Kibum overrasket på Onew. Den ældre havde ramt plet. Det skræmte faktisk Kibum en smule hvor skarp han var. Det var tydeligt at det ikke nyttede noget at lyve for ham.

 ”Aish, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre Onew. Hvis jeg havde afvist ham ville det jo ikke havde gjort hverken mig eller Jonghyun glad, vel? Lige nu er jeg ikke klar til at få mine minder tilbage, bare for at kunne være sammen med Jonghyun, men måske ændre jeg mening på et tidspunkt.” Kibum havde rettet sit blik mod jorden igen, idet han talte.

Onew nikkede blot en enkelt gang, før han svarede. ”Du har altså ikke kun Jonghyun, Kibum. Han er ikke din eneste ven. Det er ikke fordi at du pludselig er helt alene hvis han smutter. Selvom vi også er Jonghyun’s venner, så vil jeg, Taemin og Minho stadig være her for dig. Derfor behøves du ikke at være så bange for at miste ham.” Kibum holdt sit blik mod jorden. Han var bange for at se Onew i øjnene. Han ville virkelig gerne tude lige nu. Hvad Onew havde sagt overraskede ham. Han havde været overbevist om at hvis Jonghyun forlod ham så ville de andre drenge også. Dermed ville han endnu engang stå helt alene tilbage.

Elskede Kibum overhovedet Jonghyun? Ville han ikke bare være sikker på at han ikke skulle være helt alene igen? Kibum var ikke sikker længere. Ville det ikke havde været det samme, hvis det var Onew der i starten var blevet hans ven? Udnyttede Kibum bare Jonghyun?  Havde Kibum bare indbildt sig selv at han var forelsket i Jonghyun?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...