Stay away.(Jongkey)

Kim Kibum er ikke en lykkelig person. Langt fra, faktisk. Efter at være blevet dumbet af hans kæreste, som han har været sammen med i et helt år, går det endelig op for ham, at han nok bliver nød til at tilbringe resten af hans liv alene. Tanken om dette skræmmer den 18 årige dreng, der stadig har et helt menneskeliv foran sig. Dog bliver Kibum's overbevisning om at dette er hans skæbne hurtigt forpurret, idet en underlig og langt fra genert, fyr, pludselig beslutter sig for at de skal være bedste venner.

43Likes
136Kommentarer
9099Visninger
AA

9. Del 8

”Jeg kan virkelig godt lide dig.” Den blonde dreng der sad overfor Kibum, kiggede på ham med et seriøst blik, idet han talte. Kibum svor at hvis han ikke havde haft munden lukket, så ville hans hjerte havde sprunget ud af munden på ham, så forskrækket blev han.

Dog fik han hurtigt genfundet sig selv, og smilede så svagt til Jonghyun. ”Jeg kan da også godt lide dig. Du er trods alt en rigtig god ven, når du altså ikke irriterer mig.” Den mørkhårede fyr grinte lavt, dog var det tydeligt at det var tvunget. Dette var virkelig akavet. De to sad overfor hinanden ved spisebordet, hjemme hos Kibum, og Jonghyun havde lige skovlet de sidste rester af hans mad ned, idet han pludselig besluttede sig for at fortælle Kibum at han virkelig godt kunne lide ham.

Den blonde rystede på hovedet, og sukkede lavt. ”Du ved godt hvad jeg mener, Kibum. Lad ikke som om du ikke gør.” Kibum kiggede op på Jonghyun. Ja, han vidste godt hvad den blonde mente. Det var jo ikke fordi at Kibum ikke havde opdaget, at måden Jonghyun opførte sig omkring ham, var anderledes end hvordan han opførte sig når han var sammen med for eksempel Minho. Han havde godt lagt mærke til måden Jonghyun kiggede på ham, når han troede at Kibum så den anden vej.  Kibum var jo ikke dum. Han havde bare ikke regnet med at Jonghyun ville indrømme det. Hvem gad måske at date en person, man ikke engang kunne røre?

Kibum kiggede Jonghyun i øjnene, idet han rejste sig op. ”Er du dum eller hvad?” Den blonde kiggede overrasket op på Kibum, der kiggede vredt på ham. Den reaktion havde han godt nok ikke regnet med.

Da Jonghyun ikke svarede fortsatte Kibum. ”Prøver du helt ærligt at bilde mig ind at du er faldet for en person, som du ved du aldrig vil kunne røre? Jonghyun, for helvede, brug din hjerne. Det er sgu da den værste tortur man kan udsætte sig selv for!” Kibum var så småt begyndt at råbe, da han nåede til den sidste linje.

Nu rejste Jonghyun sig også op, og det var tydeligt at Kibum havde gjort ham vred. ”Tror du ikke allerede at jeg ved det?! Tror du at jeg ville være her hvis jeg ikke var ligeglad med det?” Jonghyun sukkede og fortsatte i et lidt lavere toneleje. ”Kibum, tanken om at jeg ikke kan røre dig, er stadig ikke værre end tanken om at jeg skulle holde mig væk fra dig, fordi jeg ville have mine følelser for dig til at forsvinde. Det er-”

”-Det er nok bare at være ved din side?” Kibum afsluttede Jonghyun sætning i et spørgende toneleje. Derefter fnøs han. ”Jonghyun, vi har kendt hinanden i to måneder. Dette er tydeligvis bare noget du har bildt dig selv ind, fordi at du har medlidenhed med mig.” Kibum stemme var nu igen på et normalt toneleje.

Jonghyun knyttede nævnerne, og kneb øjnene en smule sammen. ”Har du virkelig så meget imod at jeg kan lide dig? Sig ikke at du er homofobisk.” Kibum var næsten ved at smile over hvor ironisk det var. Som om at han var homofobisk. Han havde jo trods alt før været sammen med en dreng. Men det var lige netop dét der gjorde, at han ikke kunne være sammen Jonghyun.

”Det er ikke det Jonghy-”

”Hvad er det så, hva?! Fortæl mig det, for jeg forstår det virkelig ikke. Hvordan kan du være så sikker på at jeg hader at jeg ikke kan røre ved dig?” Jonghyun var tydeligvis stadig vred og endnu engang hævede han sin stemme. De to fyre stod på hver sin side at spisebordet, og der stod nærmest gnister mellem de tos blikke, der var rettet mod hinanden. Det var tydeligt at de begge to ikke havde tænkt sig at tabe denne diskussion.

”Fordi jeg ved det!” råbte Kibum, der så ud til at være tæt på tårer. ”På et tidspunkt vil du blive træt af det, og så vil du forlade mig. Jeg vil for helvede ikke have at du skal forlade mig, Jonghyun! Hvis du først fortæller mig at du kan lide mig, og at du så bliver træt af mig og skrider, så vil det være ubærligt. Jeg er ikke en sten. Jeg kan altså ikke holde til hvad som helst.” Kibum’s øjne var nu helt våde, og enkelte tårer var begyndt at falde nedover den mørkhåredes kinder. Hurtigt fik Kibum dog tørt dem væk.

Jonghyun var chokeret. Han havde ikke set Kibum sådan her siden den aften han var vågnet efter at havde haft et mareridt. Dog havde han stadig ikke tænkt sig bare at give op. ”Hvorfor kan du ikke bare stole på mig? Jeg forlader dig ikke, Kibum. Hvis jeg ikke var sikker på det, så ville jeg ikke være her lige nu. Det er jo ikke fordi at jeg lige vågnede op i morges og fandt ud af at jeg kunne lide dig. Tror du ikke at jeg har tænkt mig om før jeg sagde dette?” Kibum rystede på hovedet. Han var endnu ikke stoppet med at græde. Til sidst følte han sig så svag at han måtte sætte sig ned igen.

Det hele var bare for meget. Kibum anede ikke hvad han skulle gøre eller sige. Han vidste ikke om han skulle græde eller le. Han vidste ikke noget som helst. Han ville gerne stole på den blonde. Det ville han virkelig gerne. Det var bare så svært. Hvis Kibum ikke havde haft den fobi, så ville han bestemt havde sagt ja til at gå ud med Jonghyun. Han og Jonghyun’s forhold havde jo aldrig rigtig været på vennestadiet. De to havde lige fra starten været lidt for tætte, og Jonghyun havde altid taget sig lidt for godt af Kibum, som var han en pige. Men nu havde Kibum altså den fobi, og derfor var det ikke lige så let. Kibum mistede Jonghyun hvis han afviste ham, men han ville i længden også miste Jonghyun hvis han tog imod den blondes følelser. Så var det bare om han ville dø en hurtigt og smertefri død, eller en lang og pinefuld én.

”Jonghyun… Du har bare ikke at svigte mig.”

//Jeg er ked af hvis dette var for tidligt, og hvis i syntes at der ligesom mangler at blive brugt nogle flere kapitler på at forbedre de to's forhold, men der er en masse jeg skal have med efter dette, og jeg vil helst ikke lave alt for mange kapitler. Jeg håber ikke at jeg har skuffet nogle af jer. D:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...