Stay away.(Jongkey)

Kim Kibum er ikke en lykkelig person. Langt fra, faktisk. Efter at være blevet dumbet af hans kæreste, som han har været sammen med i et helt år, går det endelig op for ham, at han nok bliver nød til at tilbringe resten af hans liv alene. Tanken om dette skræmmer den 18 årige dreng, der stadig har et helt menneskeliv foran sig. Dog bliver Kibum's overbevisning om at dette er hans skæbne hurtigt forpurret, idet en underlig og langt fra genert, fyr, pludselig beslutter sig for at de skal være bedste venner.

43Likes
136Kommentarer
9101Visninger
AA

7. Del 6

”Kibum! Vent lige!” Kibum vendte sig om, og kiggede overrasket på personen der kom løbende hen mod ham. Onew. Hvad ville han mon?

Forpustet fik han endelig nået hen foran Kibum, der blot kiggede overrasket på ham. ”Ah, endelig fik jeg indhentet dig,” sagde den orangehårede fyr, med et stort smil på læben, idet han mødte Kibum’s mørke øjne.

”Har du tid til at snakke?” Kibum løftede overrasket et øjenbryn. Han kunne ikke se hvorfor Onew dog skulle snakke med ham. Godt nok var de to ”venner”, men de var aldrig alene sammen og snakkede.

Kibum nikkede langsomt, og med det samme blev Onew’s smil dobbelt så stort som før. ”Fedt! Vi kan gå hen i parken, der ligger lige henne om hjørnet.” Endnu engang nikkede den mørkhårede dreng, og fulgte så med Onew hen til parken, hvor de fandt en bænk som de satte sig på.

”Min far er læge, mens min mor er psykolog.” Onew gik direkte til sagen, lige så snart de to havde sat sig ned. ”I flere år har de faktisk arbejdet med tilfælde ligesom dit, Kibum.” Kibum kiggede overrasket på Onew, hvis smil ikke længere var lige så stort som før, men nu var næsten helt forsvundet.

”Du får en kvalmende fornemmelsen hver gang nogen rør dig, gør du ikke?” Kibum nikkede, forbløffet over hvordan Onew vidste dette. ”Du ved ikke hvorfor, vel?” Denne gang måtte Kibum ryste på hovedet. Onew sukkede en smule skuffet, hvilket fik Kibum til at undre sig over, om han mon havde sagt noget forkert.

”Kan du huske noget fra din barndom? Altså fra da du var yngre?” Kibum’s blik var nu en smule skræmt. Onew vidste mere end han burde. Nej, Kibum kunne intet huske fra før han fyldte 13. Hans bedstemor havde sagt at han havde været involveret i en ulykke der havde forårsaget et hukommelsestab, så Kibum ikke længere kunne huske noget fra før ulykken. Hans forældre døde også i den ulykke.

Alt dette fortalte han til Onew. Hvorfor vidste han ikke helt. Han snakkede normalt ikke om det. Men nu var det også første gang nogen havde spurgt. Den ældre nikkede, og kiggede så tilbage på Kibum igen. Han så ud til at overveje om han skulle sige hvad han havde tænkt sig, eller ej.

”Omhandlede dit mareridt i går nats denne ulykke?” Kibum sukkede. Onew måtte også havde hørt ham, og var dermed blevet vækket. Men mareridtet havde ikke været omkring ulykken, det var helt sikkert, så Kibum rystede på hovedet.

Onew hævede et øjenbryn, tydeligvis overrasket over Kibum’s svar. ”Hvad sker der i din drøm Kibum?”  Den mørkhårede dreng bed sig i læben. Det havde han sådan set ikke rigtig lyst til at fortælle. Bare ved at snakke om det fik han kvalme og blev dårligt tilpas. Men han følte at han blev nød til det. Han havde på fornemmelsen at Onew kun kunne hjælpe ham hvis han fortalte det. Så det gjorde han. Han fortalte om de klamme hænder der rørte ved ham, på alle tænkelige steder, og om hvordan han var fuldkommen paralyseret, ude af stand til at flygte. Han fortalte hvor virkelig drømmen føltes og hvordan han altid ville vågne op skrigende, helt badet i sved.

Onew nikkede en enkelt gang. ”Kibum… Jeg har en idé om hvad der kan være sket med dig.” Kibum spærrede øjnene op og stirrede på Onew. ”Det mine forældre forsker om, er hukommelsestab forårsaget af traumatiske begivenheder, fra ens barndom. Du kan for eksempel være blevet slået i dit hjem, og glemme alt om det, fordi din hjerne mener at minderne kan gøre skade på dig. Derfor glemme du dem. Nogen vil så opleve at de bliver meget paranoide, og tit får mareridt omkring hændelsen selvom de tit ikke rigtig ved hvad der sker i deres drøm.” Da Onew ikke fik noget svar fra Kibum, fortsatte han.

”Det mine forældre også forsker i, er gendannelse af ens glemte minder.” Onew holdt en kort pause for at sikre sig at Kibum stadig var med. ”De mener at man via hypnose kan gendanne ens minder, og huske hvad der var skyld i ens trauma. Det jeg tror at der er skyld i din fobi for at blive rørt, er at du har gennemgået noget traumatisk da du var lille. Hvis vi kan gendanne dine minder, så kan vi måske også få bugt med din fobi.” Kibum spærrede sine øjne op og stirrede på Onew. Hvad var der lige han snakkede om? Lavede han sjov?

”Jamen… Det… Det kan da ikke være rigtigt.” Kibum kiggede forvirret på Onew. På en måde så forventede han at den ældre pludselig ville bryde ud i latter og fortælle ham at det hele var for sjov, men Onew fortrak ikke en mine.

”Men der er da en grund til at jeg har fortrængt min barndom. Hvad nu hvis det hele bliver meget værre når jeg husker det?” Onew nikkede kort.

”Det er lige det. Jeg vil gerne have at du tænker godt og grundigt over hvad jeg har sagt, Kibum. Når du er klar kan du fortælle mig dit svar, og jeg vil enten aldrig snakke om dette igen, eller tage dig med hjem til mine forældre, så de kan gennemgå en nærmere undersøgelse af dig.” Kibum sank en klump og kiggede så ned. Han havde lyst til at tude. Igen. Dette var virkelig for meget. Alt for meget.

Onew rejste sig op, og kiggede så ned på Kibum, med et skævt smil. ”Vi ses i morgen, Kibum. Tag dig god til at få tænkt tingene igennem. Jeg kan sagtens vente.” Kibum nikkede blot kort, hvorefter han igen kiggede ned, og Onew forlod ham.

Kibum sad på bænken, i hvad føltes som flere år, men nok kun var en time eller to, før han fik samlet sig til at gå hjem. Dette var alt sammen for meget. Dette var ikke et valg han bare sådan lige kunne træffe. Onew blev nok nød til at vente i lang tid, før han fik sit svar. Der var meget Kibum skulle tænke over, før han kunne give Onew et svar. Alt for meget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...