Stay away.(Jongkey)

Kim Kibum er ikke en lykkelig person. Langt fra, faktisk. Efter at være blevet dumbet af hans kæreste, som han har været sammen med i et helt år, går det endelig op for ham, at han nok bliver nød til at tilbringe resten af hans liv alene. Tanken om dette skræmmer den 18 årige dreng, der stadig har et helt menneskeliv foran sig. Dog bliver Kibum's overbevisning om at dette er hans skæbne hurtigt forpurret, idet en underlig og langt fra genert, fyr, pludselig beslutter sig for at de skal være bedste venner.

43Likes
136Kommentarer
8972Visninger
AA

6. Del 5

“Kibum, er du der? Kibum, vågn op! Kom nu.” Den blonde rystede i den mørkhårede dreng, der så ud til at være opslugt i en anden verden end denne. Og det var bestemt ikke en god en af slagsen, der var tydeligt at se.

”Hold dig væk!” skreg Kibum, med lukkede øjne, mens han febrilsk rodede rundt på den madras han tideligere havde sovet så fredfyldt på. ”Du skal ikke røre mig!” Kibum var ude af sig selv, og Jonghyun havde ingen anelse om hvad han skulle gøre. Han vidste at Kibum stadig drømte, og at han blev nød til at vække ham.

Hurtigt lagde han en hånd over den mørkhåredes mund, så han ikke længere kunne skrige, og dermed vække resten af huset. Han havde på fornemmelsen at Kibum helst ikke ville have at de andre skulle vide noget om hans lille mareridt.

Derefter gav han sig så til at ruske i ham igen, denne gang en lille smule voldsommere. Endelig lykkedes det ham at vække Kibum, der med det samme slog øjnene op, og kiggede skræmt på Jonghyun, hvis hænder stadigvæk holdt fast om hans krave. Hurtigt fik han skubbet Jonghyun væk fra sig, og kravlede så langt tilbage som han kunne, før han ramte væggen bag sig. Jonghyun kiggede overrasket over på Kibum, hvorefter han så langsomt begyndte at bevæge sig overmod ham.

”Hold dig væk!” råbte den mørkhårede dreng skrækslagent, som var han bange for at Jonghyun ville gøre ham ondt. Den blonde holdte sig på afstand som han havde fået besked på, med et bekymret ansigtsudtryk rettet mod Kibum.

”Shh, Kibum. Det var en drøm. Det var bare en drøm. Der sker dig ikke noget,” Hviskede den blonde beroligende, i håb om at det ville få Kibum til at falde ned. Til hans glæde så Kibum endelig ud til at komme til sig selv, og han kiggede forvirret rundt i det mørke værelse. Derefter landte hans blik på Jonghyun.

Jonghyun kunne se at den mørkhårede stadig ledte efter mulige trusler rundt omkring i værelset. ”Det var bare en drøm, Kibum. En grim en af slagsen.” Kibum kiggede igen over på den blonde. Efter lidt tid begyndte tårer at falde fra hans blege kinder. Jonghyun stirrede panikslagent på Kibum, uden nogen idé om hvad han skulle gøre. Han havde allermest løst til at omfavne den yngre, for at vise ham at han var i sikkerhed nu, og at det hele nok skulle gå, men dette var jo ikke en mulighed.

I stedet tog han forsigtigt Kibum’s dyne, og uden på noget tidspunkt at røre den mørkhårede, fik han ham svøbt ind i den, hvorefter han igen satte sig i den anden ende af madrassen, og betragtede den mørkhårede. Kibum gemte sit hoved i dynen og fortsatte blot med at hulke. Til sidst faldt han i søvn, lænet op ad væggen.

Forsigtigt fik Jonghyun lagt ham ned, hvorefter han med et suk også lagde sig selv til at sove, på hans madras der var placeret ved siden af Kibum’s, med et håb om at han denne gang ikke ville blive forstyrret.

Også Onew, der lå i den modsatte ende af værelset og selvfølgelig var blevet vækket af Kibum’s råb og skrig, lagde sig endelig til at sove, nu med en ny interesse i den mørkhårede dreng, der havde vækket ham.

                                                                             -¤-

”Jeg er glad for at høre, at i alle har hygget jer.” Fru Kim smilede til de fire drenge, der var på vej ud af døren. Kibum smilede venligt tilbage og takkede for at hun lod dem sove i hendes hus, selvom de ikke engang havde spurgt først. Endnu engang var en hvis blond fyr, ved at dø af grin i baggrunden.

De fire drenge bukkede alle en enkelt gang for Jonghyun mor, hvorefter de forlod det hyggelige hus. Kibum skulle den anden vej end de tre andre, så han sagde også farvel til dem, hvorefter han begav sig hjem af, helt alene.

Kibum sukkede da han var kommet et stykke væk fra de andre. Han var virkelig træt. Nok fordi at han næsten ingen søvn havde fået den forgående nat. Det var lang tid siden han sidst havde haft det mareridt. Sidste gang var næsten et halvt år siden. På det tidspunkt fik han dem hele tiden, specielt lige efter hans bedstemors død.

Drømmen var den samme som altid. Hænder der berørte ham, uden at han kunne gøre nogen form for modstand. Klamme, kolde, våde hænder der kørte over hver eneste millimeter af hans nøgne hud. Og Kibum kunne ikke gøre noget for at stoppe dem. Indtil ar Jonghyun altså havde vækket ham. Først var han ikke sikker på at han var vågnet og havde derfor været skrækslagen for Jonghyun, men efter at den blonde fik forsikret ham om at det havde været en drøm, faldt han endelig til ro. Derefter var det endt i en uendelig strøm af tårer, og Kibum var så faldet i søvn til sidst.

Han havde ikke kunnet se Jonghyun i øjnene den næste morgen. Han var virkelig flov over at han havde grædt overfor den blonde. Han havde sikkert også vækket halvdelen af huset den nat. Og så lige den første gang han skulle sove hos en anden person. Hvor var det bare fantastisk.

Kibum sukkede og sparkede en anelse irriteret til en lille sten, der lå på jorden. Han havde virkelig ikke lyst til at se Jonghyun den næste dag, i skolen. Det ville være alt, alt for pinligt. Hvad hvis han havde fortalt det til de andre. Nej. Jonghyun var ikke en sladrehank. Kibum havde kun kendt ham i tre uger, og det var han allerede sikker på.

”Kibum! Vent lige!” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...