Stay away.(Jongkey)

Kim Kibum er ikke en lykkelig person. Langt fra, faktisk. Efter at være blevet dumbet af hans kæreste, som han har været sammen med i et helt år, går det endelig op for ham, at han nok bliver nød til at tilbringe resten af hans liv alene. Tanken om dette skræmmer den 18 årige dreng, der stadig har et helt menneskeliv foran sig. Dog bliver Kibum's overbevisning om at dette er hans skæbne hurtigt forpurret, idet en underlig og langt fra genert, fyr, pludselig beslutter sig for at de skal være bedste venner.

43Likes
136Kommentarer
9057Visninger
AA

4. Del 3

Efter den dag begyndte Jonghyun også at forstyrre Kibum i frikvarterene. Folkene omkring dem så ud til at være overraskede over at de to hang ud, og ja, Kibum kunne da også godt se at de var lidt af en underlig match.

Hvad angik hans nye venskab, så havde Kibum det sådan set fint. Han havde endelig noget at tage sig til i frikvarterene, og hvis Jonghyun på et tidspunkt skulle blive træt af ham, ville Kibum ikke blive såret, for det var jo trods alt den blonde der havde foreslået at de to skulle blive venner. På den måde ville Kibum ikke føle sig afvist og han ville kunne leve videre når Jonghyun engang skred.

Alt i alt var det hele sådan set perfekt. Indtil at Jonghyun en dag besluttede sig for at Kibum skulle møde hans venner. Nej, Kibum var bestemt ikke meget for det. For det første så var rygtet om at han var en freak, overalt på hele skolen, så det var umuligt at hans venner ikke også kendte til det, og for det andet så havde Kibum aldrig følt sig godt tilpas i store grupper.

”Ej, tag dig nu sammen Kibum. Mine venner er altså flinke nok,” forklarede Jonghyun i endnu et forsøg på at få Kibum overtalt til at følge med ham.

”Det er umuligt, eftersom at de er dine venner. De kan umuligt være helt kloge når de hænger ud med dig,” brokkede Kibum sig, med hans arme krydset henover hans brystkasse.

Jonghyun grinte højlydt af den mørkhåredes kommentar. ”Og hvad så med dig?” Kibum vrissede lavmælt af sig selv, for ikke at havde tænkt sig ordenligt om før han havde snakket.

Den blonde fyr sukkede opgivende og tog så fat i Kibum’s arm for at få hevet ham med ned af gangen. Dog fik Kibum hurtigt hevet sin arm til sig, hvorefter han panisk trådte tre skridt væk fra Jonghyun, og tog sig til det sted på armen, som Jonghyun havde taget fat om, som om at det brændte.

”D-Det må du virkelig undskylde Kibum! Jeg tænkte mig ikke om. Det skal ikke ske igen, det lover jeg. Jeg er virkelig ked af det!” Jonghyun kiggede bekymret på Kibum der først nu så ud til at være kommet til sig selv, og nu kiggede tilbage på ham.

Endelig fik han tvunget et svagt smil frem. ”Det er okay Jonghyun, du skal ikke være ked af det.” Det var jo ikke fordi at Kibum ikke var blevet rørt af et menneske de sidste hundrede år. Faktisk så skete det jo hver dag. Men Kibum kunne stadig ikke få bugt med den kvalmende fornemmelsen han fik hver gang.

”Skulle vi gå udenfor og mødes med dine venner?” Med det samme lyste Jonghyun op i et stort smil og skyndte sig så ned ad gangen, med Kibum lige bagefter ham, dog stadig ikke helt glad for tanken om at skulle møde den blondes venner.

De to kom udenfor, og med det samme løb Jonghyun over i den modsatte af skolegården, hvor der stod to andre fyre. En smule tøvende fulgte Kibum så også med, dog med meget tunge skridt, idet han gik over imod de tre drenge, der allerede så ud til at være faldet i snak.

”Ah, det her er Kibum! Kibum det her er Minho,” den højeste af de to fremmede nikkede en enkelt gang, med et smalt smil, ”og det her er Taemin.” Den lyshårede dreng smilede stort til Kibum, der blev en smule overrasket over hvor køn fyren var.

Jonghyun kiggede sig omkring med et tænksomt blik. ”Gad vide hvor Onew er henne…” mumlede han, og som i en film dukkede en brunhåret fyr op, hvilket forskrækkede alle fire drenge, der havde stået og kiggede i den anden retning.

”Ah, du må være Kibum.” Den mørkhårede dreng nikkede med et spørgende blik, overrasket over at fyren kendte hans navn. Som havde Onew læst hans tanker svarede han på Kibum’s spørgsmål. ”Det er umuligt ikke at kende dit navn, lige såvel som det er, ikke at kende Jonghyun’s.” Kibum nikkede.

Kibum vendte sig om idet han hørte hvisken bag ved hans ryg. Som om han ikke var vant til det. Bag ham stod de to fyre, hvis navn han huskede var Taemin og Minho, og hviskede om noget han ikke kunne høre. Den lyshårede dreng, Taemin, opdagede Kibum’s blik, og med det samme gav han sig til at undskylde.

”Jeg var bare usikker omkring om alle rygterne var sande. Du ved, dem om at man ikke må røre dig og sådan. Jeg ville helst ikke få dig til at føle dig utilpas, så...” Kibum kunne ikke lade være med at grine lavt over Taemin’s undskyldning, der virkelig var det mest uskyldige han nogensinde havde hørt. Hvorfor i al verdenen denne fyr hang ud med Jonghyun fattede han godt nok ikke.

Jonghyun besluttede sig for at besvare Taemin’s spørgsmål og rømmede sig en enkelt gang. ”De er rigtige, så i skal ikke så meget som tænke på at røre ham.” Endnu engang måtte Kibum bryde ud i latter, denne gang en anelse højere end før. Jonghyun lød akkurat som en jaloux kæreste, i stedet for en bekymret ven. Kibum kunne ikke andet end at grine ad ham.

Den blonde kiggede en anelse fornærmet på ham. ”Yah, hvorfor er du i et så godt humør? Til at starte med ville du slet ikke med!” Kibum kiggede på de andre tre, og tyssede så på Jonghyun, for at de andre ikke skulle blive fornærmet.

Resten af frikvarteret snakkede Kibum med tre andre, som havde de kendte hinanden i lang tid. De tre fyre var langt sødere end Kibum havde turdet håbe på. De kiggede ikke på ham som om han var en freak, men som om han var et helt almindeligt menneske. Kibum var virkelig lykkelig på det tidspunkt. Mere lykkelig end på noget andet tidspunkt, han kunne huske. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...