Stay away.(Jongkey)

Kim Kibum er ikke en lykkelig person. Langt fra, faktisk. Efter at være blevet dumbet af hans kæreste, som han har været sammen med i et helt år, går det endelig op for ham, at han nok bliver nød til at tilbringe resten af hans liv alene. Tanken om dette skræmmer den 18 årige dreng, der stadig har et helt menneskeliv foran sig. Dog bliver Kibum's overbevisning om at dette er hans skæbne hurtigt forpurret, idet en underlig og langt fra genert, fyr, pludselig beslutter sig for at de skal være bedste venner.

43Likes
161Kommentarer
8955Visninger
AA

22. Del 21

Kibum sukkede, idet en kimen hørtes gennem hele det lille hus. Efter at havde rodet lidt i hans hår, foran et spejl, rettede han så lidt på sit tøj, hvorefter han let og elegant gik hen mod hoveddøren, allerede rimelig sikker på hvem der stod ude på den anden side.

Med et lille smil på læben, åbnede han døren, og idet han nu stod ansigt til ansigt, med personen på den anden side af døren, bredtes hans smil blot endnu mere. ”Det var sandelig også på ti-” Kibum fik dog ikke afsluttet sin sætning, idet den blonde fyr foran ham, tog et par skridt fremad, indtil han stod få centimeter fra den anden dreng, hvorefter han uden videre pressede hans læber mod Kibum’s, i hvad der måtte være verdenshistoriens mest kejtede kys.

Efter få sekunder trak Jonghyun sig med det samme tilbage, og trådte et par skridt bagud, hvorefter han kiggede hen på Kibum, med en hånd holdt henover hans mund, for at skjule hvor flov han var.

Kibum kiggede overrasket hen på Jonghyun, med et glimt af mistro i hans øjne. ”S-Stjal du lige mit første kys, på den mest kejtede måde i hele verdenen?” udbrød han så, næsten som om at han næsten ikke kunne fatte, at Jonghyun kunne finde på at gøre noget så ufatteligt kejtet!

Jonghyun kiggede flovt væk, imens han kløede sig selv i nakken. ”Tjo… Det gjorde jeg vel…” mumlede han, næste som om at han var bange for hvad Kibum nu ville gøre ved ham. Det burde han også være. Kibum var temmelig sur over lige at havde fået frataget sig chancen, for det perfekte første kys, under måneskæret, en romanti-.

”Så, hvordan føltes det?” Kibum kiggede op på Jonghyun, igen med et mistroisk blik, som troede han ikke sine egne ører.

”Undskyld, hvad? Spurgte du lige om hvordan det føltes? Hvad tror du selv, hva’? Det var det mest skuffende jeg nogensinde har oplevet, Jonghyun! Du… Argh!” Udbrød Kibum frustreret, imens han rodede sig selv i håret.

Jonghyun mødte endelig Kibum’s blik. Han så helt overrasket ud, som havde han slet ikke ventet Kibum’s svar. ”Så du er bare frustreret over at det ikke var perfekt? Ellers ikke andet? Du har ikke kvalme eller noget?” Kibum lagde hovedet en smule på skrå, tydeligvis overrasket. Kvalme? Nej, han havde da ikke kvalme. Hvorfor skulle han dog også have de-

Så gik det op for Kibum. Han havde ikke haft kvalme. Han havde ikke været bange for Jonghyun, idet den blondes læber pludselig mødtes ham. Selvom det alt sammen var sket så pludseligt, så havde Kibum det helt fint, på trods af at han nu var blevet frataget sit første kys.

Jo, Kibum kunne jo godt kramme og sådan med Jonghyun. Helt ærligt, de havde jo næsten ikke lavet andet, den sidste uge efter Kibum’s hypnose. Men Jonghyun havde altid været så forsigtig. Han havde altid spurgt Kibum først, for ikke at skræmme ham. Men denne gang var det kommet helt uventet. Dette måtte betyde at Kibum langt om længe var helt fri fra hans fobi. I hvert fald overfor Jonghyun.

Det før skuffede og irriterede blik der havde præget Kibum’s ansigt, blødte nu op i et stort smil. ”Yah! Kim Jonghyun! Dette her er jo fantastisk!” Udbrød han, mens han måtte styre sig selv for ikke at begynde at grine hysterisk. Jonghyun nikkede blot, med det præcis samme lykkelige smil på hans læber.

De to drenge kvalte endnu engang mellemrummet mellem dem, og slyngede armene om hinanden. Jonghyun løftede grinende Kibum op, og drejede rundt en enkelt gang før han igen satte den anden dreng, ned på jorden.

De tos latter dyssede langsomt ned, idet de så hinanden i øjnene, lykke strålende i deres øjne. Jonghyun – der stadig ikke havde sluppet taget om Kibums hofter – hev den mørkhårede dreng tættere på sig, mens han smilede skævt. De to drenges ansigter var nu få centimeter fra hinanden, men til Kibum’s store overraskelse følte han sig ikke specielt utilpas. Han var mere fokuseret på at Jonghyuns læber blev ved med at komme tættere og tættere på hans egne, ganske langsomt.

”Jeg har ikke tænkt mig at kysse dig, hvis du bliver ved med at stirre på mig, på den måde,” lød det så pludseligt fra Jonghyun, idet han nu kun var to centimeter fra Kibum’s læber. Kibum løsrev med det samme sit blik fra Jonghyun’s skævt smilende læber, og rettede hans blik mod Jonghyun’s øjne i stedet. Efter at havde bidt sig i læben over hans egen dumhed, lukkede han så øjnene stramt i, mens han utålmodigt ventede på at Jonghyun’s læber skulle mødes med hans egne.

Og det gjorde de så. Idet Jonghyuns bløde læber for anden gang, indenfor små fem minutter, mødte hans egne, svor Kibum at han følte et stød at elektricitet sprede sig hele vejen gennem hans krop. Uden nogen anelse om hvad i al verdenen han skulle gøre, lod Kibum blot Jonghyun føre an, idet han usikkert lagde armene om hans kæreste hals.

Ude af stand til at gøre andet, lod Kibum Jonghyun fortsætte kysset, denne gang en smule modigt, idet den blonde spørgende og tilbageholdent lod hans tunge stryge henover Kibum’s læber, søgende efter adgang til at udforske den yngres mund. Kibum lod – som den engel han nu engang var – Jonghyun gøre som han ville, og åbnede usikkert munden, hvorefter Jonghyun lod hans tunge glide ind i Kibum’s mund, hvor den mødtes med Kibum’s.

Jonghyun lod hans tunge udforske hver en millimeter af den mørkhårede drengs mund, før han trak sig tilbage, da hans lunger endelig slap op for luft. Kibum bøjede sit hoved en anelse, for at undgå Jonghyun’s blik. Hans kinder var røde, og han kæmpede for at trække vejret, tydeligvis helt udmattet.

”Så… Var det en smule bedre end det første?” Spurgte Jonghyun, med et selvsikkert smil, idet Kibum endelig begyndte at trække vejret normalt igen. Kibum vendte igen sit blik væk, idet den lyserøde farve igen vendte tilbage til hans kinder.

”Du- Hold din mund, Jonghyun, ” mumlede han flovt. ”Du må nok hellere komme med indenfor… ” tilføjede han så, hvorefter han vendte sig om, og gik mod døren.

Jonghyun nikkede blot, stadig med det samme skæve smil på læben, som før. ”Ja… Jeg bryder mig heller ikke om at have publikum på - hvis du ved hvad jeg mener,” svarede han, hvorefter han grinede lavt.

Kibum vrissede lavt af ham. ”Hold din mund, Jonghyun,” sagde han blot, endnu engang. Igen grinede Jonghyun blot, af hans kærestes barnlige forsøg på at skjule at han var flov. Det virkede selvfølgelig ikke. Jonghyun havde efterhånden lært at se igennem Kibum’s opbyggede facade, og havde også lært, at Kibum altid prøvede på at afvise Jonghyun, når han var flov, hvilket han meget tit blev.  

”Jeg elsker også dig, bummie.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...