Stay away.(Jongkey)

Kim Kibum er ikke en lykkelig person. Langt fra, faktisk. Efter at være blevet dumbet af hans kæreste, som han har været sammen med i et helt år, går det endelig op for ham, at han nok bliver nød til at tilbringe resten af hans liv alene. Tanken om dette skræmmer den 18 årige dreng, der stadig har et helt menneskeliv foran sig. Dog bliver Kibum's overbevisning om at dette er hans skæbne hurtigt forpurret, idet en underlig og langt fra genert, fyr, pludselig beslutter sig for at de skal være bedste venner.

43Likes
161Kommentarer
8931Visninger
AA

21. Del 20

Det tog Kibum et par sekunder, før det gik op for ham, at han ikke var hjemme. Derefter tog et ham så endnu et par sekunder før han opfattede at han ikke var alene på sengen, men at en anden person lå ved hans side, med en arm slynget rundt om ham, og at hans ansigt var begravet i vedkommendes bryst. Herefter tog det så Kibum under to sekunder, at sparke og skubbe personen væk fra ham, og ned på gulvet.

”Av, for helvede, Kibum! Hvad har du lige gang i?” Udbrød den blonde fyr, der nu lå på gulvet, og tog sig til sin - nu ømme - bagdel. Kibum kiggede overrasket på Jonghyun, idet han nu huskede hvad der var sket den forgående dag.

Hurtigt fik han hjulpet Jonghyun op at stå. ”Jeg blev bare en smule overrasket,” forklarede Kibum, mens han prøvede at undgå den blondes blik. Det var nok heller ikke så underligt, at Kibum var en smule overrasket. Den foregående morgen kunne han ikke engang holde Jonghyuns hånd, og så vågnede han op den næste morgen, i den blondes arme. Tingene ændrede sig åbenbart meget hurtigt.

Jonghyun nikkede en enkelt gang, og de to gik så nedenunder for at få sig noget morgenmad. Kibum havde spurgt om han ikke skulle skynde sig hjem, da han jo kom uventet aftenen før, men Jonghyun havde blot rystet på hovedet, hvorefter han havde forklaret at han alligevel ikke skulle noget. Derudover så havde de to vist stadig en masse, der skulle snakkes om.

Derfor fik de to fyre hurtigt spist deres morgenmad, og de gik derefter op på Jonghyuns værelse igen, hvor Kibum endnu engang satte sig på sengen, og Jonghyun satte sig på stolen, overfor ham. Herefter fulgte der en akavet stilhed, indtil Jonghyun endelig fik taget sig sammen til at sige noget.

”Du fik aldrig forklaret mig, hvad der overhovedet skete dengang. Hvad skete der med din far bagefter, og hvorfor forlod din mor dig?” Kibum sukkede lavt. Han vidste at han blev nød til at tale om det, på et eller andet tidspunkt, men han var stadig ikke helt vildt begejstret for at skulle snakke om det.

”Min far røg i spjældet. Om han er kommet ud igen, ved jeg ikke. Det er han nok sikkert,” Det var dog ikke noget der skræmte Kibum helt vildt. Det var jo ikke fordi at hans far ville opsøge ham, for at prøve at voldtage ham igen. Det havde været en fejl, og manden havde været fuld. Det ville ikke gentage sig, det vidste Kibum.

”Min mor skred, et år efter at min far røg i spjældet. Min bedstemor sagde noget om at det var fordi at hun ingen penge havde, til at tage sig af mig, med. Efter det boede jeg så sammen med min bedstemor. Hun døde så her for et år siden.” Kibum’s stemme var en smule ligegyldig idet han snakkede. Når han sad og snakkede om det nu, så kunne han godt høre at det hele var rimelig forfærdeligt. Han havde mistet alle de mennesker han havde elsket. Hans far, hans mor og hans bedstemor. Dog følte han ingen trang til at bryde ud i gråd. Jo, han savnede bestemt hans bedstemor. Hun havde været som en mor for ham, indtil hun døde. Hans mor og far savnede han dog ikke. Han havde overraskende let ved at acceptere at de ikke længere var en del af hans liv. Måske fordi at han følte sig forrådt af dem.

Jonghyun derimod, så ud til at være rimelig rystet over Kibums fortælling. ”Kibum, det er… Det er jo noget værre lort.” Kibum kunne næste ikke lade være med at grine, over den blondes uintelligente kommentar. Det viste dog blot Kibum, hvor meget Jonghyun egentlig holdt af ham. Det var tydeligt at se smerten i den blondes øjne, og Kibum var næsten sikker på at Jonghyun lige nu var ved at banke sig selv sønder og sammen, inde i hans hoved, for ikke at være i stand til at sige noget intelligent til Kibum, for at trøste ham.

Kibum smilte svagt, til den blonde fyr, der sad overfor ham. ”Jonghyun, jeg har det altså fint. Det er ikke noget der går mig på. Nu har jeg jo også dig, så-” Kibum stoppede sig selv i at fortsætte, da det gik op for ham, hvor kliché det ville komme til at lyde. En smule akavet kløede han sig selv på kinden, og kiggede nedad.

Jonghyun så dog ud til at morer sig gevaldigt, modsat Kibum. ”Ah, det har du ret i. Du har ikke brug for nogen familie, når du har mig.” Jonghyun tøvede en anelse, før han fortsatte. ”Det samme gælder Onew. Ham har du heller ikke brug for mere.” Kibum sukkede lavt, og kiggede så hen på Jonghyun.

”Helt ærligt. Er du ikke ovre det endnu? Jeg har jo sagt at der ikke er noget mellem mig og Onew,” forklarede Kibum, en smule irriteret over at Jonghyun stadig kørte i det.

Jonghyun smilede blot skævt. ”Hm. Og hvordan kan det så være? Du må hellere til at fortælle mig om hvor meget bedre jeg er end Onew. Hvis ikke, så bliver jeg ved med at køre idet,”  drillede Jonghyun, stadig med et skævt smil på læben.

Kibum hævede et øjenbryn, og gav sig så til at ligne en, der tænkte. Dette blev han ved med i lidt for lang tid, efter Jonghyuns mening. ”Hm… Nu når jeg tænker over det, så kan det godt være at jeg burde overveje mit valg en ekstra gang. Jeg kan slet ikke se hvorfor du er bedre end Onew.” Kibum kunne ikke lade være med at smile skævt, idet han så Jonghyuns ansigtsudtryk.

”Hva- Hva fanden, Kibum? Og jeg troede at jeg var den mindre begavede i dette her forhold. Din hjerne har tydeligvis taget skade efter den hypnose. Der er mange punkter hvorpå jeg er bedre end Onew.” Jonghyun havde nu rejst sig op fra sin stol, eftersom at han var helt oppe at køre.

”Jeg har for det første langt større muskler end ham,” lagde han ud, hvorefter han spændte hans ene arm, så Kibum kunne få set hans armmuskler. ”Og så er jeg også langt pænere end ham. Og… Og…” Jonghyun holdt en pause, tydeligvis ude afstand til at finde flere ting. Kibum kunne ikke lade være med at grine ad ham.

”Du er virkelig for dum, Jonghyun,” udbrød han imens han grinede højt. Jonghyun satte sig blot ned, tydeligvis fornærmet over Kibums reaktion.

Efter at være faldet ned, rejste Kibum sig så op, og gik hen til den blonde. ”Undskyld, Jonghyun,” mumlede han, og idet den blondes ansigt lyste op i et skævt smil, kunne Kibum ikke lade være med også selv at smile en lille smule.

”Det er fint, Kibum,” svarede Jonghyun, idet han rejste sig op, og lagde armene om hans kæreste. ”Selv hvis du valgte Onew, så ville jeg ikke lade dig gå. Det får ikke lov til at smutte far mig, nu."

______________

Undskyld hvis min dårlige humor ødelagde dette her kapitel, men der skulle lige noget god stemning ind. I ved, stilhed før stormen, heh.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...