Stay away.(Jongkey)

Kim Kibum er ikke en lykkelig person. Langt fra, faktisk. Efter at være blevet dumbet af hans kæreste, som han har været sammen med i et helt år, går det endelig op for ham, at han nok bliver nød til at tilbringe resten af hans liv alene. Tanken om dette skræmmer den 18 årige dreng, der stadig har et helt menneskeliv foran sig. Dog bliver Kibum's overbevisning om at dette er hans skæbne hurtigt forpurret, idet en underlig og langt fra genert, fyr, pludselig beslutter sig for at de skal være bedste venner.

43Likes
136Kommentarer
9030Visninger
AA

3. Del 2

Kibum sukkede. Det var cirka omkring femte gang på under ti minutter. Han kom altid en halv time før i skole. Hvorfor? Fordi hans bus gik med en times mellemrum, og han blev derfor nød til at tage den der kom en halv time for tideligt, så han ikke skulle gå fem kilometer til skole.

Der var så småt begyndt at blive mere fyldt op i den før tomme klasse. Dog var der stadig massere af ledige pladser, og Kibum bad til, at der var bare én person syg, så han ikke skulle døje med den akavede stemning der blev, når han skulle side ved siden af en anden person. Hvis man altså lige så bort fra i går, hvor den underlige blonde fyr pludselig havde sagt at han fandt ham ”interessant”.

”Godmorgen Kibum!” Det gik først op for ham at hans navn var blevet nævnt, og at der dermed var en person der snakkede til ham, efter et stykke tid. En smule forbløffet kiggede han op, blot for at opdage den blonde fyr, fra dagen før. Jonghyun. Når man snakker om solen…

Der gik endnu fem sekunder før Kibum fik svaret, efter at havde overvejet hvad han dog skulle svare, og om han skulle smile eller spiller ”cool”. Han var virkelig alt for akavet hvad angik socialisering.

Det blev bare til et lavt ”godmorgen”, hvorefter han igen kiggede ned på bogen der lå foran ham. Først da stolen ved siden af ham blev trukket ud, kiggede han op, og kunne ikke andet end at spærre øjnene op idet Jonghyun satte sig ved hans side, med det samme skæve smil, som han havde haft på læben, dagen før.

”Haha, du skulle have set den her tøs jeg rendte ind i, på toget i dag. Jeg gik ind i hende, og hun fik sådan et chok at hun tumlede bagud og hele vejen ud af toget. Hvis den ældre herre ikke havde holdt døren for hende havde hun sikkert misset toget.” Kibum måtte endnu engang kigge en smule underligt på Jonghyun, idet han pludselig snakkede som om de to havde været venner i lang, lang tid. Historien han havde fortalt var heller ikke så sjov, som han fik den til at lyde. Kibum kunne ikke engang få sig selv til at grine med den blonde, af ren høflighed.

Jonghyun kiggede afventende på den mørkhårede før han til sidst sukkede opgivende. ”Yah, Kibum-ah, du bliver nød til at løsne lidt op. Jeg har det som om jeg snakker til et træ.” Kibum kiggede en smule såret tilbage på Jonghyun, efter at havde taget den blondes udtalelse lidt for nært, selvom han normalt ikke var så nærtagende.

Endnu engang sukkede Jonghyun. ”Jeg mente det ikke på den måde. Du bliver bare nød til at deltage lidt mere ivrigt i samtalerne, hvis du ikke vil være isoleret fra hele omverdenen.” Denne gang blev Kibum ikke såret, men i stedet blev han temmelig vred på Jonghyun.

”Og hvad rager det lige dig om jeg er isoleret fra omverdenen eller ej?” Bed den mørkhårede dreng, denne gang med direkte øjenkontakt med Jonghyun, der kiggede en smule forbløffet tilbage på ham, overrasket over at Kibum pludselig reagerede på den måde.

”Jeg troede ikke at det var det du ville. Der er da ingen folk i verdenen der ønsker at være totalt venneløs.” Kibum kiggede på Jonghyun hvorefter han igen kiggede ned i bordet. Hvorfor snakkede han overhovedet med Jonghyun om dette? Han kendte ham jo overhovedet ikke.

Alligevel besluttede han sig for at svare. ”Jeg ønsker ikke at være venneløs. Jeg gider bare ikke have 117 venner ligesom en hvis anden mr. Populær,” vrissede han endnu engang, dog en smule mere afdæmpet denne gang, for ikke at draget for meget opmærksomhed over på sig, fra de andre elever der var i klassen.

Jonghyun så ikke ud til at tænke sig om før han svarede ligesom andre mennesker normalt gjorde. ”Og du tror så måske også på alt det der pjat om at de venner der er noget værd, nok selv skal opsøge dig?” Kibum kiggede endnu engang Jonghyun i øjnene, denne gang for at vise han seriøsitet overfor emnet, og nikkede så bekræftende, uden nogen form for forlegenhed at spore i hans øjne.

Jonghyun smilede nu skævt. ”Jamen så burde jeg jo sådan set være din første ven, ikke sandt?” Kibum spærrede øjnene op og stirrede overrasket på den blonde fyr foran ham, der blot smilede skævt tilbage til ham. Derefter kiggede den sorthårede fyr fra side til side for at tjekke om der ikke stod en masse mennesker med kameraer eller noget i den stil. Til sidst faldt hans blik så igen på Jonghyun.

”Er du en komplet idiot?” Den blonde kiggede overrasket på Kibum, der blot kiggede seriøst tilbage på ham, for at vise at han ikke jokede. ”Bare fordi at jeg ingen venner har, betyder det altså stadig at jeg har mine standarder. Det kræver altså noget før du kan blive min ven.” Stadig var Kibum’s ansigtsudtryk helt igennem seriøst, og han fortrak ikke en mine. 

Jonghyun kiggede fornærmet på Kibum. ”Hva’ snakker du om? Tro mig, jeg er langt over dine standarder. Hvad mangler jeg, hva’? Er der noget jeg skal gøre før jeg kan blive den ven eller hvad?” Jonghyun jokede selvfølgelig med det sidste, men Kibum valgte stadig at drage nytte af det.

”Tjo, du kan starte med at lade mig kopirer dine historienoter.” Jonghyun kiggede overrasket på Kibum, der blot smilede stort til ham, hvorefter han gav sig til at grine over den grimasse Jonghyun lavede, da det gik op for ham at han var blevet snøret. Kibum stoppede først med at grine da det gik op for ham at Jonghyun sad og stirrede. På ham.

”Du ved… Du burde grine mere.” Kibum kiggede en anelse spørgende på den blonde, og Jonghyun fortsatte så: ”Du er virkelig køn når du griner.” Først fem sekunder efter så det ud til at gå op for den blonde, hvad han havde sagt, og hurtigt skyndte han sig at kigge væk fra Kibum, hvis kinder havde antaget sig en lyserød farve.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...