Stay away.(Jongkey)

Kim Kibum er ikke en lykkelig person. Langt fra, faktisk. Efter at være blevet dumbet af hans kæreste, som han har været sammen med i et helt år, går det endelig op for ham, at han nok bliver nød til at tilbringe resten af hans liv alene. Tanken om dette skræmmer den 18 årige dreng, der stadig har et helt menneskeliv foran sig. Dog bliver Kibum's overbevisning om at dette er hans skæbne hurtigt forpurret, idet en underlig og langt fra genert, fyr, pludselig beslutter sig for at de skal være bedste venner.

43Likes
161Kommentarer
8930Visninger
AA

20. Del 19

”Jeg elsker dig virkelig højt Jonghyun. Vær sød ikke at forlade mig. Jeg… jeg…” Kibum fadede ud, og da han hverken fik noget svar, eller kunne finde ud af en måde at afslutte hans sætning på, trak han sig langsomt tilbage, for at kigge på den blonde dreng, foran ham.

Jonghyun var tydeligvis overrasket. Hans øjne var store, og han lignede en der desperat søgte efter ord. Kibum vidste ikke helt om det var en god ting, eller ej. Mon Jonghyun stadig var sur på Kibum, over det med Onew? Nej… Jonghyun var ikke typen der bar nag. Men hvad så? Hvorfor havde Jonghyun stadig ikke sagt noget? Burde han ikke være glad? Burde han ikke-

”Du… Du krammede mig lige. Hva- Du… Hvad? Hvor- Hvordan? Jeg forstår det ikke, Kibum. Du-” Heller ikke Jonghyun var i stand til at færdiggøre hans sætning. Han var tydeligvis helt paf. Ikke at Kibum bebrejdede ham dette. Det var trodsalt første gang at Kibum havde rørt ved ham, uden at det havde været et uheld, og så havde det også været første gang at han havde fortalt Jonghyun, at han elskede ham. Det var intet under at den blonde var en smule forvirret.

Kibum måtte indrømme at det havde føltes… underligt, at kramme Jonghyun. At røre ham. Det var anderledes end da han havde holdt Onew’s hånd, eller da Onew havde lagt armene om ham. Hele Kibum’s krop føltes næsten elektrisk idet den kom i kontakt med Jonghyuns. Som om at al den spænding og intensitet der havde bygget sig op inde i Kibum, slap ud, idet han kastede sig i armene på den blonde. Det var en helt ny følelse for Kibum. Det var næsten skræmmende.

Kibum rettede sit blik mod Jonghyuns hånd, og tog den så, stadig uden at svare på Jonghyuns spørgsmål. Han følte sig så usikker pludselig. Bange for at møde Jonghyuns blik. Til Kibums store skræk måtte han også indrømme, at hans håndflader var begyndt at blive en smule klamme. Hvorfor var han pludselig så nervøs? Hvorfor opførte han sig som en præpubertetsramt teenagepige? Det var jo ikke fordi at ham og Jonghyun lige havde mødt hinanden. De var jo for helvede allerede kærester! Så hvorfor havde Kibum det som om at de pludselig var tilbage til første base?

Den mørkhårede dreng stod lidt og legede med Jonghyuns hånd, før han endelig fik samlet sig nok til at se Jonghyun i øjnene. ”Jonghyun, der er noget jeg bliver nød til at fortælle dig…” Jonghyun kiggede endnu engang overrasket på Kibum. Dog var han ikke dum nok til ikke at se det hint Kibum sendte ham, om at invitere ham indenfor. Hvad Kibum havde at fortælle, var tydeligvis noget der godt kunne tage noget tid.

Jonghyun eskorterede ham uden så meget som et ord, indenfor, og op på hans værelse, hvor Kibum satte sig på sengen, overfor den stol Jonghyun havde sat sig i. Den blonde ventede tålmodigt på at Kibum skulle få sig taget sammen til at tale.

Efter et par minutters stilhed, rømmede Kibum sig endelig. ”Jeg… Jeg tog over hos Onew i dag, efter at vi havde været henne i parken…” startede Kibum ud, hans stemme så lav at Jonghyun blev nød til at anstrenge sig en del, for at kunne følge med i hvad han sagde.

Efter dette fortalte Kibum det hele. Han fortalte hvordan Onew havde fortalt om hans forældres erhverv, og hvor meget Onew havde hjulpet ham. Han fortalte Jonghyun hvor meget i tvivl han havde været over det hele. Hvordan han havde været bange for hvad han ville komme til at huske. Hvad nu hvis det bare gjorde hans forbi værre? Alt hvad der havde gået ham på i alle disse måneder, fortalte han til Jonghyun.

”I dag, efter vores lille skænderi, tog jeg så hen til Onew, for at få mine minder tilbage. Jeg indså at jeg umuligt ville kunne leve hele mit liv, uden at være i stand til at røre nogen,” forklarede Kibum. ”Onew’s forældre fik lullet mig i søvn via hypnose, og så…” Kibum fadede ud. Minderne var jo ikke just været lutter lagkage. De havde været hårde, og det var faktisk en smule ubehageligt for Kibum at skulle snakke om dem.

Jonghyun kiggede bekymret på Kibum. ”Kibum, jeg vil helst ikke presse dig til at fortælle det, men jeg vil virkelig gerne vide hvad der skete…” Kibum nikkede. Han vidste godt at han blev nød til at fortælle det til Jonghyun.

”Jeg… Minderne kom tilbage til mig. Minderne om min mor og min far… Min far der…” Kibum knækkede sammen. Endnu engang væltede tårende ned over kinderne på ham.

Jonghyun tog chancen, og rejste sig med det samme fra sin stol, hvorefter han satte sig ved siden af Kibum, på sengen, og lagde armene om den mørkhårede dreng, samtidig med at han trak ham ind til sig. Dette resulterede blot i at Kibum hulkede en smule højere.

”Han… Han rørte ved mig, Jonghyun. Han rørte mig steder, man ikke burde blive rørt ved, af sin egen far.” Kibum hulkede fortsat. ”Jeg stolede på ham, Jonghyun. Han forrådte mig. Både ham og min mor.” Endnu et hulk undslap Kibums læber, idet han begravede sit ansigt i Jonghyun’s T-shirt. 

Jonghyun kunne ikke tro sine egne ører. Betød dette at Kibum var blevet voldtaget af hans far? Var dette grunden til hans frygt for at blive rørt ved? Jonghyun var rasende. Hvordan kunne Kibum’s far gøre det ved sin egen søn?

Jonghyun strammede sit greb om Kibum en smule. ”Han kommer aldrig til at røre ved dig igen, Kibum. Det lover jeg dig,” mumlede den blonde betrykkende, ind i Kibum’s øre. Til Jonghyun’s store lettelse så Kibum nu ud til at slappe en smule mere af. Dog var han stadig ikke stoppet med at græde. Jonghyun strøg ham blidt over håret, og fortsatte med at mumle betrykkende ting i Kibum’s øre. Dette lullede til sidst den mørkhårede dreng i søvn, og hans snøft aftog langsomt.

Den blonde fyr sukkede lettet, og trak sig så en smule væk fra Kibum, så han kunne kaste et blik på den yngre. Som ventet var han helt rød rundt omkring øjnene, og det samme var hans næse.

Jonghyun trak sig så helt væk fra Kibum, hvorefter han fik ham lagt ned på sengen, og derefter pakkede ham ind i en dyne. Han betragtede ham et stykke tid, mens han debatterede med sig selv, om hvorvidt han skulle lægge sig ved siden af ham, eller om han skulle til at finde en madras han kunne ligge på.

Til sidst lagde Jonghyun sig dog blot ved Kibum’s side, hvorefter han lagde en arm om den anden dreng, idet han trak ham ind til sig. Dette var som en drøm for ham; At være så tæt på Kibum, at han var i stand til at indånde den yngres duft, og falde i søvn til lyden af hans rolige åndedræt. Jonghyun var lykkelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...