Stay away.(Jongkey)

Kim Kibum er ikke en lykkelig person. Langt fra, faktisk. Efter at være blevet dumbet af hans kæreste, som han har været sammen med i et helt år, går det endelig op for ham, at han nok bliver nød til at tilbringe resten af hans liv alene. Tanken om dette skræmmer den 18 årige dreng, der stadig har et helt menneskeliv foran sig. Dog bliver Kibum's overbevisning om at dette er hans skæbne hurtigt forpurret, idet en underlig og langt fra genert, fyr, pludselig beslutter sig for at de skal være bedste venner.

43Likes
136Kommentarer
8966Visninger
AA

19. Del 18

”… Det er okay hvis du kalder mig Jonghyun, eller hvad end dig og Jonghyun kaldte hinanden. Du bliver bare nød til… Nød til at holde dig væk fra ham.” Onews hænder var knyttede. Han havde ikke tænkt sig at stoppe nu, lige meget hvor ynkelig han end lød.

”Jonghyun ødelægger dig, Kibum. Du kan ikke tvinge dig selv til at være sammen med en fyr, du inderst inde ikke kan stole på. Du ved hvordan han er. Der går ikke en uge før fyren bliver overfaldet af en eller anden blond babe, og du misforstår det hele. Han vil bare såre dig. Gang på gang på gang. Det er ikke-”

”Undskyld Onew. Det må du virkelig undskylde. Jeg ville ønske… Jeg ville virkelig ønske at jeg kunne blive sammen med dig, men…” Kibum holdt en pause, hans øjne rettet mod hans lår, for at undgå Onews ulykkelige blik. ”Jonghyun er ligesom min anden halvdel. Hvis jeg forlader ham, så vil jeg føle mig halv. Jeg vil kun kunne gøre og føle alt halvt,” forklarede Kibum, i håb om at Onew ville forstå.

Det gjorde Onew selvfølgelig ikke. ”Jamen, med tiden vil du heale, Kibum. Måske ikke i løbet af en måned eller to, men efter lidt tid skal du nok blive dig selv igen, og til den tid vil du være lykkelig over at havde forladt ham.” Onew lød næsten desperat nu. Det skræmte Kibum en smule.

”Hør her, Onew. Hvis jeg ikke bliver hos Jonghyun, så ved jeg, at jeg vil fortryde det. Han var den første der gav mig en chance, på trods af min fobi. Det var hans skyld at jeg mødte dig og de andre. Jeg er for evigt taknemmelig overfor ham. Hvordan skulle jeg kunne forlade ham, når jeg skylder ham så meget?” Onew forholdt sig tavs. Han havde svært ved at forstå hvad Kibum mente. På den måde Kibum sagde det, lød det jo som om at Kibum kun ville blive hos Jonghyun, fordi at han havde ondt af ham, ikke fordi at han elskede ham.

Som havde Kibum læst Onew’s tanker, fortsatte han: ”Udover det, så har jeg aldrig været så forelsket i en person, som jeg er i Jonghyun. Jeg… Jeg mistede min mor og min far. De misbrugte begge to min tillid, og alligevel så vil jeg tage chancen og blive hos Jonghyun. Når han en dag forlader mig, så ved jeg i det mindste at det ikke er mig der har såret ham. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at jeg ikke er bange for at han skal forlade mig, og at jeg nok bliver pissesur, når han en dag gør, men jeg kan stadig ikke udstå tanken om at jeg skal efterlade Jonghyun, blot for at gøre mig selv glad. Så meget elsker jeg ham, Onew.” Onew kiggede overrasket på Kibum. Dog forstod han dog mere hvad Kibum mente, nu. Det var jo trods alt præcis hvad han følte for Kibum. Han havde været parat til at lade ham gå, fordi at han vidste at han ville have det bedre hos Jonghyun. Da han så begyndte at tvivle på det, prøvede han så desperat på at få Kibum til at forlade Jonghyun, og i stedet blive hos ham, selvom han inderst inde vidste, at det ville gøre så ufatteligt ondt, at vide at Kibum inderst inde aldrig ville kunne komme til at elske ham, ligeså meget som han havde elsket Jonghyun.

Onew tog Kibums ene hånd, med begge hans hænder. Med et tankefuldt blik betragtede han deres hænder, som var han overbevist om at det ville være sidste gang at han ville se dette. Det ville det sikkert også. ”Jeg er ked af det, Kibum… Bare rolig, jeg har ikke tænkt mig at prøve at skabe splid mellem dig og Jonghyun igen. Husk at du stadig kan komme til mig hvis der er noget galt. En lille afvisning kan ikke forhindre mig i stadig at ville være din ven.” Han afsluttede sætningen med et svagt smil, der efterlod Kibum med en klump i halsen. Han hadede virkelig dette. Hvordan kunne Onew magte dette? Hvordan kunne han tilbyde, personen han elskede, hjælp til når han og has bedsteven havde problemer? Var fyren ikke menneskelig? Hvordan kunne han smile efter alt dette?

”Jeg er virkelig ked af det, Onew…” Kibum kiggede ulykkeligt på hans ven, der sad overfor ham. Onew holdt stadig hans hånd, men idet han rettede sig op, slap han taget. Hans smil var nu blevet en anelse mere overbevisende, dog kunne Kibum sagtens stadig se smerten bag Onews opsatte facade.

”Du skal ikke se så trist ud Kibum. Det klæder dig ikke. Desuden, så tror jeg det er bedst hvis du skynder dig at finde Jonghyun. Jeg tror i to har en masse at tale om.” Kibum nikkede, før han så rejste sig op. Jonghyun ville være den første, han fortalte om hans barndom. Onew måtte vente lidt endnu.

Der gik ikke mange sekunder før Kibum var ude af døren, og af sted. Han skulle finde Jonghyun, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Selvom Kibum bestemt ikke brød sig om at løbe – hvilket tydeligt kunne ses på hans kondi – så løb han så hurtigt han kunne, med kurs mod Jonghyuns hus.

10 minutter og adskillige pauser senere, stod Kibum endelig foran Jonghyun’s hoveddør, mens han utålmodigt ventede på at døren skulle åbnes. Han stod halvtrippene foran kantstenen foran døren, idet den endelig bliv åbnet, og en blond fyr trådte frem i døråbningen.

”Ja, hvem er de-. Kibum?!” Udbrød Jonghyun, tydeligvis overrasket. Her stod Kibum, foran hans hoveddør, forpustet og udmattet. Det var ikke just hvad han havde ventet at se, idet han åbnede døren.

”Hvad er det gal-” Endnu engang fik den blonde ikke nået at afslutte sin sætning. Dog var det denne gang på grund af drengen, der pludseligt havde slynget sine arme om ham, i hvad der skulle havde været et kram, men i stedet blev til et næsten kvælende brydergreb, der helt tog pusten fra Jonghyun.  

”Jeg elsker dig, Jonghyun.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...