Stay away.(Jongkey)

Kim Kibum er ikke en lykkelig person. Langt fra, faktisk. Efter at være blevet dumbet af hans kæreste, som han har været sammen med i et helt år, går det endelig op for ham, at han nok bliver nød til at tilbringe resten af hans liv alene. Tanken om dette skræmmer den 18 årige dreng, der stadig har et helt menneskeliv foran sig. Dog bliver Kibum's overbevisning om at dette er hans skæbne hurtigt forpurret, idet en underlig og langt fra genert, fyr, pludselig beslutter sig for at de skal være bedste venner.

43Likes
136Kommentarer
9005Visninger
AA

18. Del 17

”Kibum… Kibum! Vågn nu op!” Råbte Onew, mens han desperat rystede i hans sovende ven, der langt fra lå stille. De blege dreng havde nu i flere timer ligget og klynket, og han var helt badet i sved. Hvad end Kibums minder handlede om, så var det bestemt ikke noget godt. Det smadrede Onew’s hjerte fuldstændigt at se Kibum vride sig på sofaen, mens han både skreg og klynkede, som bad han til at en eller anden skulle komme og redde ham. Og det var lige præcis hvad Onew havde tænkt sig at gøre.

”Onew! Du kan ikke vække ham nu. Hvis du vækker ham før han selv vågner, kan han risikere stadig at mangle nogle fragmenter af hans barndom. Du vil ødelægge det hele!” Udbrød damen der stod bag ham, og prøvede så meget hun kunne, på at få ham væk fra Kibum. Onew kæmpede dog stærkt imod.

”Måske han slet ikke skal huske det! Ser han ud som om han måske ligefrem nyder at få hans minder tilbage? Nej. Han skal ikke lide mere, end han allerede har gjort,” protesterede Onew, dog bevidst om at han nok ikke fik sin vilje alligevel.

Kvinden fik skubbet Onew væk, så han ikke længere havde fat om Kibums skuldre, og pludselig så den blege fyr ud til at slappe af. Måske var hans fobi stadig aktiv, selv når han ikke var ved bevidstheden.

”Dette her er hans valg, Onew. Der er intet du kan gøre ved det. Hvis du ikke lader ham gennemføre det, er jeg sikker på at han aldrig vil tilgive dig.” Onew sukkede opgivende, og satte sig så ned på en stol, der stod ved siden af den sofa, Kibum lå på.

Der gik et stykke tid før Kibum vågnede. Han var endelig begyndt at slappe af. Han vendte sig et par gange, før han endelig slog hans øjne op, langsomt og forsigtigt, som var han bange for hvad han ville se, når han åbnede dem. Som om han stadig troede at han var i drømmen.

Onew kiggede overrasket på Kibum, idet den mørkhårede dreng fik kæmpet sig op at side, hans blik fjernt og hans hænder svagt rystende. ”Hvordan har du det? Kibum, er du okay? Sig noget for helvede!” Udbrød Onew, syg af bekymring.

Kibum rettede endelig sit blik mod Onew, der sad overfor ham. Der gik ikke mange sekunder før tårer så fyldte hans øjne, og derefter begyndte at vælte ned over hans kinder, som et vandfald. Onew kiggede ulykkeligt på, ude af stand til at gøre noget som helst, da han jo stadig ikke vidste, om Kibum’s fobi rent faktisk var gået væk.

Der gik omkring en halv time før Kibum var faldet helt ned, og endelig fik taget sig nok sammen til at tale. ”Onew, jeg…” Han fadede langsomt ud, tydeligvis i tvivl om hvordan han skulle forklare dette. Efter en dyb indånding fortsatte han så: ”Jeg tror ikke at det var en god idé at jeg gjorde dette her.” Onew kiggede overrasket – næsten mistroisk - på Kibum. Han kunne ikke tro sine egne ører. Hvad mente Kibum med det? Havde han fortrudt at han havde fået sine minder tilbage? Var det virkelig så slemt?

”Jeg er bange. Jeg tror at jeg får endnu sværere ved at stole på folk, efter dette. Onew, begge min forældre forlod mig. De to mennesker jeg burde kunne stole mest på i hele verdenen, forlod mig. Hvordan skulle jeg kunne stole på at dig og Jonghyun ikke ville gøre det samme? Jeg… Jeg kan ikke klare det. Jeg er så bange, Onew. Jeg kan ikke-” Kibum blev afbrudt af Onew, idet han med en styrke Kibum umuligt kunne bekæmpe, lagde armene om ham.

Kibum stirrede blot direkte ud i luften, uden nogen idé om hvad han skulle gøre. Han… han var ikke bange. Han følte ikke en trang til at kaste op, ej havde han lyst til at skubbe Onew væk. Han vidste hvad grunden til hans fobi var, og han vidste at der ingen grund var til at frygte at Onew, ville gøre det samme som hans far havde gjort. Han var ikke bange for at Onew skulle gøre en sådan ting mod ham, men hvorfor? Han havde jo heller ikke ligefrem regnet med at hans egen far ville gøre det.

Nej, det havde ikke været første gang at hans far havde været å fuld, og han havde det altid med at blive lidt mere ’kærlig’, når han var beruset. Selvom Kibum ikke ligefrem havde sat pris på faderens hånd på hans inderlår, eller den tilfældige hånd der ’kom til’ at ’strejfe’ hans bagdel, når manden var fuld, så havde han lært at det ikke nyttede noget at sige fra. Det var bare noget der skulle ignoreres. Når hans far atter blev ædru var han igen sig selv, og komplet harmløs. Men volden mod hans mor, når manden var fuld, havde Kibum aldrig rigtigt lært at acceptere. Det var forfærdeligt at høre hendes skrig, fra etagen nedenunder. Men ligesom den aften, så kunne han aldrig gøre noget ved det. Sådan var det bare.

Men hvorfor var han så ikke bange for at Onew, ville gøre det samme som hans far havde gjort? Var det fordi at Onew ikke var fuld? Nej, det ville ikke ændre noget hvis Onew var fuld. Han stolede fuldt ud på Onew. Fyren ville aldrig nogensinde finde på at gøre ham fortræd. Onew burde ikke engang sige det, før at Kibum var overbevidst om det.

Men Jonghyun… Kibums kærlighed til Jonghyun var noget andet, end den kærlighed han havde til Onew. Af en eller anden årsag, så havde han nemmere ved at stole på Onew, end han havde ved at stole på Jonghyun. Var det noget som Jonghyun gjorde, der gjorde det svært for Kibum at stole på ham? Nej. Han… han ville bare for alt i verdenen ikke miste Jonghyun. Han havde det som om, at hvis han mistede Jonghyun, så ville han være alene i verdenen igen, om så Onew stadig var der, eller ej.

Men stadig… Han troede stadig ikke at han var i stand til at røre ved Jonghyun. Det var som om at han var overbevidst om at hvis han rørte ved Jonghyun, så ville han overgive sig fuldstændigt til ham, og så… og så ville Jonghyun forsvinde. Ligesom hans far og hans mor havde misbrugt hans tillid, så var han sikker på at Jonghyun ville gøre det samme. Han var så bange…

Med et hulk lagde han sine arme om Onew, der stadig ikke havde sluppet ham. ”Jeg kan ikke klare det her mere, Onew. Der er alt sammen så svært… Jeg kan ikke…” Onew trak sig langt om længe væk fra Kibum, der kiggede op på ham, med tårevæddede øjne.

”Hvis det er så svært for dig at stole på Jonghyun, hvorfor prøver du så overhovedet, Kibum?” Spurgte Onew, mens han kiggede gennemborende på Kibum. ”Jeg lovede mig selv at jeg ikke ville stjæle dig fra Jonghyun, men det her er for meget. Jonghyun har forårsaget dig så meget smerte, Kibum. Hvorfor bliver du overhovedet ved med at prøve? Jeg kunne sagtens tage hans plads. Måske du ikke forelsker dig i mig, med det samme, men efter lidt tid, skal du nok lære at elske mig. Det hele vil blive godt igen, hvis du er sammen med mig, Kibum. Du ved at jeg er i stand til at gøre dig lykkelig, så hvorfor hægter du dig stadig ved Jonghyun? Gør dig selv en tjeneste, og opgiv ham. Jeg lover at jeg vil gøre dig mere lykkelig end Jonghyun nogensinde ville være i stand til.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...