Stay away.(Jongkey)

Kim Kibum er ikke en lykkelig person. Langt fra, faktisk. Efter at være blevet dumbet af hans kæreste, som han har været sammen med i et helt år, går det endelig op for ham, at han nok bliver nød til at tilbringe resten af hans liv alene. Tanken om dette skræmmer den 18 årige dreng, der stadig har et helt menneskeliv foran sig. Dog bliver Kibum's overbevisning om at dette er hans skæbne hurtigt forpurret, idet en underlig og langt fra genert, fyr, pludselig beslutter sig for at de skal være bedste venner.

43Likes
136Kommentarer
9023Visninger
AA

17. Del 16

Drengen gemte sig godt væk, under de beskyttende og varme lagener, og lukkede så øjnene stramt samme, hvorefter han placerede sine hænder henover hans ører. Lige meget hvad han gjorde, så kunne han dog ikke lukke larmen fra etagen nedenunder, ude. Lige meget hvor meget han ønskede at uhyret nedenunder ville holde sin mund og falde i søvn, så vidste han at det ikke var realistisk. Uhyret blev blot ved med at brøle og rasere hele underetagen. Kvinden nedenunder var helt sikkert heller ikke i sikkerhed, det vidste han godt, men hvad skulle han gøre? Han var jo bare en lille uforsvarlig dreng. Han kunne ikke få det store monster til at falde ned. Han kunne intet gøre.

Fodtrinende blev så småt højere og højere, og det gik op for drengen, at uhyret var på vej op ad trapperne. I det mindste betød det, at han var færdig med kvinden. Måske hun alligevel havde det godt. Måske det kun ville gå udover ham.

Der lød en masse tumlen idet monsteret fik besteget trappen, og kæmpede sig over mod døren, til drengens værelse. Den lille dreng holdt vejret, som om han rent faktisk troede at det ville hjælpe på noget som helst. Han var bange. Nej, han var rædselsslagen.

Døren gik langsomt op, og en stråle af lys trængte gennem mørket i det lille værelse, idet drengen langsomt krøb længere ind under lagnerne, i håb om at de ville sluge ham helt, og dermed få ham væk fra dette sted. Væk fra det store, fæle monster.

”Jeg ved godt du er herinde. Du skal ikke gemme dig, jeg gør dig jo intet.” Drengen trodsede monsterets ordrer og krøb længere ind under lagnerne, rystende som en sølle chihuahua.

Et par fodtrin til og lagnet blev flået af den lille dreng, idet døren lukkede igen, og værelset igen blev kvælende mørkt. Dog lyste monsterets to øjne stadig op, og føjede kun til drengens rædsel.

Monsteret kravlede henover drengen, og holdt ham fast under ham, så han ingen mulighed havde for at flygte. Drengen skreg. Igen og Igen skreg han. Men til ingen verdens nytte. Monsteret bad ham blot holde sin kæft, og ligge stille. Hænder var overalt over hans uskyldige, rene hud, der nu var blottet for frit udsyn til monsterets onde øjne. Drengen skreg igen.

”Det er politiet!” Døren fløj op og flere mænd end den lille dreng overhovedet kunne tælle, fór ind, og greb så monsteret, der flagrede vildt om sig med arme om ben, i et forsøg på at slippe væk, dog til ingen verdens nytte. De fik monsteret tvunget ned på maven, hvor den ene af mændene satte et knæ mellem hans skulderblade, hvilket resulterede i at monsteret skreg smertefuldt.

”Du er hermed anholdt for seksuel forulempelse af en mindreårig. Alt hvad du siger, kan - og vil - blive brugt mod dig i retten.” Med dette forlod mændene atter det lille værelse, med monsteret på slæb. Ikke lang tid efter fór kvinden, der før havde været nedenunder, ind på værelset og hen til sengen, hvor hendes søn sad, med tårevædede øjne. Den lille dreng hyperventilerede, tydeligvis chokeret over hændelsen, der lige havde fundet sted. Kvinden pakkede sin søns nøgne krop ind i lagnet igen, og langsomt satte den lille drengs hjerteslag farten ned.

Den lille dreng kiggede op på sin mor, og stillede hende et spørgsmål, en sidste gang, før han endelig gav sig selv lov til at besvime, udmattet og ulykkelig.

”Mor, hvor skal far hen?”

                                                                             -¤-

”Bedstemor, hvor skal mor hen?” Drengen kiggede uforstående hen på den ældre dame, der stod ved hans side, med hendes hånd foldet beskyttende rundt om hans egen. Den ældre dame kiggede bekymret ned på drengen, som havde hun ondt af den lille fyr.

”Mor kommer ikke tilbage.” Drengen kiggede blot endnu mere uforstående på hans bedstemor, der sendte et sidste blik mod den sorte Fiat, idet den svingede rundt om hjørnet og forsvandt.

Drengen rynkede på øjenbrynene. ”Hvad mener du? Har jeg været slem igen? Er mor sur?” Den ældre dame lagde nu armene om drengen, og som prøvede hun at græde drengens tårer for ham, gav hun sig til at tude.

”Nej. Du har ikke gjort noget galt.” Den ældre dame snøftede. ”Du har ikke fortjent alt dette her. Du er sådan en god dreng.” Drengens bedstemor gav endelig slip på ham, og med det sammen gav drengen sig til at løb, i den retning hans mors bil var kørt. Han indhentede den selvfølgelig ikke. Det gjorde han aldrig.

Drengen faldt sammen efter at havde løbet en kilometer eller to. Han hulkede sig selv i søvn, midt på fortovet. Han havde ingen mor og han havde ingen far. Den stakkels lille dreng havde intet. Han kunne ikke holde til det. Det var hans sind alt for skrøbeligt til. Til sidst gav det simpelthen op. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...