Stay away.(Jongkey)

Kim Kibum er ikke en lykkelig person. Langt fra, faktisk. Efter at være blevet dumbet af hans kæreste, som han har været sammen med i et helt år, går det endelig op for ham, at han nok bliver nød til at tilbringe resten af hans liv alene. Tanken om dette skræmmer den 18 årige dreng, der stadig har et helt menneskeliv foran sig. Dog bliver Kibum's overbevisning om at dette er hans skæbne hurtigt forpurret, idet en underlig og langt fra genert, fyr, pludselig beslutter sig for at de skal være bedste venner.

43Likes
136Kommentarer
9021Visninger
AA

16. Del 15

Kibum løb. Han løb som han aldrig havde løbet før. Først da han var så langt væk fra parken og Jonghyun, at han var sikker på at den blond ikke kunne finde ham, stoppe han op, fuldstændigt udmattet. Med et opgivende suk satte han sig ned på den træstub, der stak op et stykke væk fra ham. Han var i en skov. Hvordan i al verdenen var han havnet her? Han vidste ikke engang at der var en skov nær hans by.

Kibum begravede hans ansigt i sine hænder, og gav sig så til at tænke.  Hvorfor havde han tager Onews hånd? Hvad vigtigere var, hvorfor havde det føltes så naturligt? Var hans fobi ved at gå væk? Nej. Det var den bestemt ikke. Han kunne jo stadig ikke røre Jonghyun. Hvad var så forskellen på Onew og Jonghyun? Han elskede jo Jonghyun, og han stolede også på ham. Men han følte sig stadig mere tryg ved Onew. Han kunne ikke forklare hvorfor. Men han ønskede ikke at være i stand til at røre Onew, ligeså meget som han ønskede at være i stand til at røre Jonghyun.

Kibum rejste sig op. Det nyttede ikke noget at han prøvede at forklare Jonghyun dette. Han blev nød til at vise ham det. Vise ham at han stolede nok på ham, til at han kunne røre ham.

                                                                           -¤-

Ikke lang tid efter stod Kibum indenfor, hjemme hos Onew. Overfor ham, stod Onew og hans forældre. ”Er du sikker på dette her Kibum? Vi havde ikke regnet med at påbegynde hypnosen før om et par uger. Hvorfor har du pludselig så travlt?” spurgte Onew’s mor, tydeligvis overrasket. Onew så dog ud til at være meget mere overrasket, som havde han aldrig i sit liv regnet med at Kibum ville sige dét.

”Kibum, tror du ikke at du mangler lidt mere tid at tænke i? Jeg mener-”

”Nej. Jeg er sikker, Onew. Det skal være nu. Jeg kan ikke vente længere. Jeg bliver nød til at gøre det her.” For Jonghyuns skyld. Onew vidste at det var hvad Kibum inderst inde mente. Han havde bare ikke regnet med at det ville ende sådan her, da han snakkede med Jonghyun dagen før. Faktisk, så var dette præcis det modsatte af hvad han havde ventet. Han havde fortalt Jonghyun om Kibums pludselige berøring, fordi han rent faktisk troede at Kibum ikke følte noget for Jonghyun, men i stedet for var blevet forelsket i ham. Han havde troet at han ved at fortælle det til Jonghyun, havde gjort Kibum en tjeneste, men det der var sket var det præcis modsatte. Onew havde fejlet. I stedet for at gøre Kibum glad, havde han i stedet såret ham. Det var tydeligt at der var sket noget, eftersom at Kibum lige pludselig ville skride frem til hypnosen. Jonghyun havde sikkert snakket med ham om det, og måske havde han været så gal at han slog op med ham? Hvad nu hvis Jonghyun ikke ville tilgive ham, selv hvis Kibum kom af med sin fobi?

”… Jeg er ked af det Kibum,” mumlede Onew, efter at hans forældre var gået ind i stuen, for at forberede sig på hypnosen. Den orangehårede dreng stod nu alene overfor Kibum, og kiggede ham i øjnene med det mest undskyldende blik, Kibum nogensinde havde set.

Kibum smilede blot svagt. ”Det er okay, Onew. Du prøvede bare på at hjælpe, ikke sandt?” Onew spærrede sine øjne op, og kiggede overrasket på Kibum. Hvordan i al verdenen havde han regnet det ud? Lige meget hvordan Onew så på det, så ville det se ud som om at Onew bare prøvede på at splitte Jonghyun og Kibum ad, fordi at han var jaloux.

Onew smilede svagt tilbage til Kibum. ”Jonghyun forlader dig ikke, bare på grund af det her. Han er bare chokeret. Der går lidt tid og så er han god igen. Jonghyun kan under ingen omstændigheder undvære dig, blot på grund af noget så dumt som dette.” Det gjorde ondt, det måtte Onew indrømme. Hey, hvem syntes måske det er sjovt at hjælpe den person man elsker, med at få det til at fungere med hans kæreste, som tilfældigvis også er en af ens barndomsvenner? Onew ville være verdens største løgner hvis han sagde at han ikke havde overvejet at stjæle Kibum fra Jonghyun, op til flere gange. Men han kunne bare ikke få sig selv til at gøre det. Kibum ville jo ikke være glad hvis han skulle gå fra Jonghyun. Han ville såre både den person han elskede, men også en af hans allerbedste venner.

Det var ikke fair. Det var ikke fair at Onew – som hverken havde fået kærlighed fra hans forældre eller nogen anden – skulle lade den første person han elskede, på denne måde, gå, så han kunne være sammen med hans bedsteven. Det var ikke fair, men det var det heller ikke at stjæle ens bedstevens kæreste, bare fordi at man ”fortjente” hans kærlighed mere.

”Du er virkelig en fantastisk ven, Onew,” og med dette forlod han Onew i entréen. Med nervøse og usikre fodtrin trådte Kibum ind i stuen, hvor de to forskere sad klar. Kvinden smilede beroligende til ham, og gjorde tegn til at han skulle sætte sig overfor hende. Kibum gjorde som han blev bedt om, og satte sig. Kvinden hev en blyant op fra hendes brystlomme, og holdt den mellem sine fingre.

”Kibum, du skal bare slappe helt af. Lad enhver tanke suse væk, og fordyb dig i tomrummet. Du vil falde i søvn og mens du sover, burde du så småt begynde at få dine minder tilbage, i form af små billeder. Det kan være at du husker nogle forfærdelige ting, og i så fald må du ikke gå i panik. Husk på at det er overstået og at du ikke længere kan blive skadet.” Kibum nikkede og bed sig blidt i læben. Dette lød pludselig så skræmmende. ”Godt. Skal vi begynde?”

Manden ved hendes side nikkede og kvinden holdt så blyanten op foran Kibum. ”Slap bare helt af Kibum… lad alle dine muskler slappe af, og fald så langsomt hen…” Det var næsten før at Kibum brød ud i grin. Dette her var ligesom en dårlig film fra 90’erne. Som om at han kunne falde i søvn, blot for at hun dinglede en blyant frem og tilbage... Frem og tilbage… Frem og tilbage… Frem og…

-----------------

Næste update komme først om en uge, da jeg lige smutter til Spanien, hæhæ. Btw. mange tak til alle jer, der har sat min historie på favoritlisten, og jer der har smidt en kommentar! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...