Stay away.(Jongkey)

Kim Kibum er ikke en lykkelig person. Langt fra, faktisk. Efter at være blevet dumbet af hans kæreste, som han har været sammen med i et helt år, går det endelig op for ham, at han nok bliver nød til at tilbringe resten af hans liv alene. Tanken om dette skræmmer den 18 årige dreng, der stadig har et helt menneskeliv foran sig. Dog bliver Kibum's overbevisning om at dette er hans skæbne hurtigt forpurret, idet en underlig og langt fra genert, fyr, pludselig beslutter sig for at de skal være bedste venner.

43Likes
136Kommentarer
9060Visninger
AA

15. Del 14

Kibum sukkede lavt idet han satte sig ned på bænken, ved siden af Jonghyun. Han var virkelig udmattet. Kibum havde ikke just fået meget søvn, efter at havde snakket med Onew’s ”forældre”. Ja, han var stadig helt sikker på at han ville have sine minder tilbage, men han var bange for hvad det var han ville huske. Hvor slemme ville hans minder være? Ville han overhovedet kunne sove om natten, efter at havde fået dem tilbage?

Jonghyun kiggede hen på Kibum. Han sank en klump, før han så ud til at få samlet sig nok til at snakke. ”Hvor var du i går?” Kibum kiggede overrasket hen på Jonghyun. Det var da et underligt spørgsmål. Jonghyun plejede aldrig at spørge om sådan noget, og den tone han brugte, beroligede ikke Kibum yderligere. Der var noget galt.

”Derhjemme.” Ja, Kibum løj for Jonghyun. Men hvad skulle han ellers gøre? Hvis han sagde at han havde været ovre ved Onew, så ville Jonghyun spørge hvad de havde lavet, og Kibum ville ikke være i stand til at finde på noget.

Jonghyun skar tænder. Han var vred. ”Virkelig? Det var ikke hvad Onew sagde til mig.” Kibum spærrede endnu engang sine øjne op. Onew havde sagt at han havde været ovre hos ham? Hvorfor? Onew vidste udmærket godt at Kibum ville holde det en hemmelighed, at han prøvede at få sine minder tilbage.

”Hvorfor lyver du for mig, Kibum? Er der måske en grund til, at jeg ikke skal vide, at du har været sammen med Onew?” Kibum kunne godt regne ud hvor dette ville ende. Jonghyun havde tydeligvis misforstået det hele. Ikke at man kunne bebrejde ham. Hvorfor skulle hans kæreste ellers lyve, efter at havde været hjemme hos en anden fyr? Det var Kibum der havde dummet sig. Helt vildt, faktisk.

”Jonghyun, du misforstår. Du ved udmærket godt at Onew og jeg-”

”Hvorfor løj du så for mig?! Jeg burde have set det komme. Dig og Onew var alt for meget sammen. Men jeg er åbenbart for naiv. Jeg troede virkelig aldrig at du kunne finde på at gøre sådan noget mod mig, Kibum. Ikke før Onew…” Jonghyun fadede ud. Kibum tog dette som en chance til at få et ord indført.

”Ikke før Onew, hvad?” Jonghyun bed sammen og undgik Kibums blik.

”Jeg vidste godt at du var sammen med Onew i går. Jeg havde ringet til Taemin og spurgt om drengene ville med ud til spillehallerne, men han havde fortalt at du og Onew var sammen, hjemme hos Onew, og at han og Minho lavede lektier. Jeg tænkte at jeg lige så godt kunne tage hjem til Onew, for at tjekke hvad i lavede, siden at jeg kedede mig. Da jeg kom derhen var du allerede gået, men Onew inviterede mig indenfor…”

”Hva’ så? Hvad lavede dig og Kibum?” Jonghyun smilede skævt til Onew, idet han smed sig ned på hans seng. Onew blev dog blot stående, henne ved døren, efter at havde lukket den. Han smilede ikke. Hans blik var derimod helt seriøst, hvilket undrede Jonghyun.

”Kibum tog min hånd i dag.” Jonghyun satte sig op, og kiggede overrasket hen på Onew. Han forventede halvt at den orangehårede dreng ville grine, og fortælle at det var en joke, men hans blik var stadig dødseriøst.

Jonghyun følte en trykken for hans bryst, bange for hvad Onew skulle til at fortælle ham. ”H-Hvad snakker du om Onew?” Den blondes selvsikkerhed var forsvundet, og hans stemme rystede en smule, idet han spurgte.

”Kibum tog min hånd. Jeg tror ikke engang at han selv lå mærke til det, før jeg klemte den en smule. Men han slap alligevel ikke, da han opdagede det.” Onew holdt en pause, for at give Jonghyun tid til at lade det synke ind. Derefter fortsatte han. ”Hvad tror du det betyder, Jonghyun?”

Trykken for Jonghyuns bryst bredte sig hurtigt ned til hans mave. ”Hvorfor skulle jeg tro på dig? Kibum er min kæreste. Jeg tror nu nok at han ville være i stand til at røre mig, hvis han kan røre dig.”  Onew var lige ved at fnyse af Jonghyun. Det pissede den blonde fyr af. Siden hvornår var Onew blevet så hovmoden?

”Det viser bare at han stoler mere på mig, end dig. Vi har trodsalt også tilbragt massere af tid sammen.” Onew kiggede på Jonghyun, og så ud til at overveje om det var en god idé at fortsætte. ”I starten tænkte jeg at det ville være bedre hvis jeg lod Kibum og dig være sammen. Jeg troede det var hvad der ville gøre han glad, men nu er jeg ikke så sikker. Tror du ikke, at han hellere vil være sammen med en, som han rent faktisk kan røre ved?” Onew afsluttede med et selvsikkert smil.

Jonghyun’s mave slog knuder. Han var bange. Bange for at Onew havde ret. Bange for at miste Kibum. ”Jamen, du… Har du tænkt dig at stjæle ham fra mig?” Jonghyun’s stemme var næsten panisk idet han spurgte. Han havde troet at han kunne stole på Onew.

”Nej. Han vil vælge mig af egen frivilje. Det har han allerede.” Jonghyun rystede voldsomt på hovedet. Nej. Kibum ville ikke forlade ham. Det kunne han aldrig finde på.

”Jonghyun, han tog min hånd, som var det, det mest naturlige i hele verdenen. Han stoler tydeligvis mere på mig, end dig. Jeg tror det ville være bedst hvis du bare lod ham gå. Vil du ham måske ikke det bedste?”

”Jeg… Tog hans hånd?” Kibum var chokeret efter at havde hørt Jonghyuns fortælling. Han kunne slet ikke huske at havde taget Onew’s hå-. Jo. Jo, det kunne han godt. Han havde taget Onews hånd, da de havde snakket med hans mor. Han havde bare ikke tænkt over det. Det var som var det, det mest naturlige i hele verdenen.  Han… Han havde rørt ved et andet menneske. Ikke nok med det; han havde følt sig tryk. Hvad betød dette?

”Hvis… Hvis du følte dig så tryk ved Onew, hvorfor har du så aldrig sagt noget før? Måske kunne vi havde skiltes ad noget før, så det ikke ville være så skide svært for mig.” Det var tydeligt at Jonghyun var såret. Kibum anede ikke hvad han skulle gøre. Han var så forvirret.

”J-Jeg er ked af det Jonghyun,” med det rejste Kibum sig op, hvorefter han vendte sig om, og løb væk fra Jonghyun, så hurtigt som han overhovedet kunne. Han havde brug for tid til at tænke. Jonghyun rejste sig også op, og så panikslagent efter Kibum. Han var ved at forlade ham. Kibum – hans store kærlighed – var ved at forlade ham.

”Kibum!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...