Stay away.(Jongkey)

Kim Kibum er ikke en lykkelig person. Langt fra, faktisk. Efter at være blevet dumbet af hans kæreste, som han har været sammen med i et helt år, går det endelig op for ham, at han nok bliver nød til at tilbringe resten af hans liv alene. Tanken om dette skræmmer den 18 årige dreng, der stadig har et helt menneskeliv foran sig. Dog bliver Kibum's overbevisning om at dette er hans skæbne hurtigt forpurret, idet en underlig og langt fra genert, fyr, pludselig beslutter sig for at de skal være bedste venner.

43Likes
136Kommentarer
9063Visninger
AA

14. Del 13

Onews forældre var forfærdelige. Det var tydeligt at de ikke havde opført sig som forældre for Onew, i meget lang tid. De var alt for absorberede af deres forskning, til at skænke deres eneste søn ét enkelt blik. Det gjorde næsten Kibum helt gal. Faktisk, så gjorde det ham gal. Onew fortjente bedre end to skøre forskere, der ikke skænkede ham så meget som en lille bid, af deres kærlighed. Hvis det ikke var fordi at disse to mennesker, sandsynligvis var de eneste på hele jorden, der kunne hjælpe ham, så havde han slået dem begge to. Hårdt. Folk som dem pissede ham simpelthen så meget af. Som om deres arbejde kunne være mere vigtigt for dem, end deres egen søn.

”Har du oplevet flashbacks fra tideligere hændelser, der kan havde fundet sted før ulykken? Måske i små glimt, i en drøm, eller måske reagere du når du ser noget, der føles bekendt?” Kvinden der sad overfor ham, havde ikke sit blik vendt mod Kibum, men i stedet ned mod blokken der hvilede på hendes skød.

Kibum tænkte sig om. Nej, han havde aldrig rigtig følt at noget var bekendt. Selv da hans bedstemor havde bragt ham til hans gamle hus, hvor han havde boet med sine forældre, kunne han intet genkende. Men drømme…

”Jeg har én drøm, som tit vender tilbage, men det er ikke ligefrem et flashback. Det er en smule abstrakt. Jeg har drømt den flere gange, men jeg kan stadig ikke forklare præcis hvad den går ud på.” Kvinden kiggede en enkelt gang op på Kibum. Dog var det mere som om at han var et objekt, end et menneske. Som om han blot var endnu en brik i hendes forsknings puslespil.  

”Hvad sker der i disse drømme?” Kvindens blik var stadig rettet mod Kibum. Interessen i hendes blik var næsten dyrisk. Det skræmte Kibum en smule.

Kibum brød sig ikke om at skulle beskrive sine drømme. Det gav ham kvalme blot at tænke på dem. Han havde dog på fornemmelsen at disse drømme havde en forbindelse med hans fobi. ”Der er bare en masse hænder. Over det hele. De… De rør ved mig. Mere sker der ikke. Jeg plejer at vågne rimelig hurtigt, med sved på panden, og en lyst til at skynde mig ud og brække mig i toilettet.”  Onew, der hele tiden havde siddet ved hans side, gav hans hånd et betrykkende klem, og da Kibum kiggede over på ham, smilede han svagt til ham, som prøvede han på at give ham styrke. Det hjalp. En hel del, faktisk.

Kvinden så ikke ud til at bemærke hendes søns adfærd. Hun fastholdt blot sit blik på blokken. ”Hvor tit har du disse drømme?” Kibum vendte - en smule modvilligt - sit blik væk fra Onew, og hen mod kvinden. Dog slap han ikke Onew’s hånd.

”De er blevet mere regelmæssig her på det seneste. Nu får jeg dem omkring hver tredje dag,” svarede Kibum. Det var svært for ham at snakke om dette her. Drømmene havde han aldrig fortalt nogen om før. Han var glad for at Onew var ved hans side. Det gav ham en hvis ro, som han ikke helt kunne forklare.

Kvinden nikkede en enkelt gang. ”Er der sket noget nyt, fornyligt? Nogle former for ændringer i dit liv?” Kibum brød næsten ud i latter. Ja, der var bestemt sket ændring i hans liv. Den ændring gik under navnet Kim Jonghyun. Jonghyun havde ændret hele Kibum’s liv. For bare et halvt år siden havde aldrig forstillet sig at han nogensinde skulle finde nogen, der ville bekymre sig for ham, som Jonghyun gjorde. Det var svært at tro, selv for Kibum, at en persons liv kunne ændres så meget af blot én person. Jonghyun havde på mange måder reddet Kibum’s liv.

”Ja, altså…” Kibum fadede langsomt ud. Hvad skulle han sige? ’Jo, jeg mødte den her dreng, som virkelig irriterede mig, men vi blev venner, og nu er vi så kærester.’ Nej, vel?

Heldigvis så Onew ud til at lægge mærke til min usikkerhed, og han slap den mørkhåredes hånd, hvorefter han brød ind i samtalen. ”Kibum er blevet kærester med Jonghyun. Du ved, ham den blonde fyr, der nogle gange kommer forbi?” Kvinden så ikke ud til at huske noget til Jonghyun, sikkert fordi at hun virkelig var ligeglad med hvem Onew slæbte hjem. Hvis det altså ikke lige bidrog til hendes forskning.

”Og din fobi står sikkert i vejen for jeres forhold?” Kibum nikkede bekræftende. Kvinden så ud til at tænke, og skrev så noget ned. Derefter kiggede hun op på Kibum. ”Der er en chance for at din krop prøver at få dig til at huske dine glemte minder, for at du kan komme af med din fobi. Det er grunden til at de, efter at du har mødt Jonghyun, er begyndt at fremtræde mere hyppigt end før. Nu har du et ønske om at komme af med din fobi, modsat hvad du måske har haft før.” Kibum kiggede overrasket på kvinden. Hvis hans krop ville havde ham til at huske hans minder, betød det så, at det ikke ville skade ham?

Kvinden krydsede sine ben, og så Kibum i øjnene. ”Vi kan skaffe dig dine minder tilbage, men du må huske på, at der er en grund til, at du glemte dem til at starte med. Du er højst sandsynligt gået igennem noget meget traumatiserende som barn. Måske kan det være ulykken der har forårsaget dit hukommelsestab, vi kan ikke være sikre. Det kan sagtens være noget langt værre der er sket.” Kibum nikkede. Onew havde forklaret ham dette. Han var dog stadig rimelig overbevist om at det var ulykken der var grund til hans hukommelsestab. Hvad ellers skulle det måske være?

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...