Stay away.(Jongkey)

Kim Kibum er ikke en lykkelig person. Langt fra, faktisk. Efter at være blevet dumbet af hans kæreste, som han har været sammen med i et helt år, går det endelig op for ham, at han nok bliver nød til at tilbringe resten af hans liv alene. Tanken om dette skræmmer den 18 årige dreng, der stadig har et helt menneskeliv foran sig. Dog bliver Kibum's overbevisning om at dette er hans skæbne hurtigt forpurret, idet en underlig og langt fra genert, fyr, pludselig beslutter sig for at de skal være bedste venner.

43Likes
161Kommentarer
8955Visninger
AA

13. Del 12

”Hvad mener du med at du ikke kan klare det mere? Kibum sig ikke at du-” Mere nåede den blonde ikke at sige, før han måtte stoppe sig selv, idet Kibum gav sig til at græde endnu mere, imens han rystede voldsomt på hovedet. De før lydløse snøft var nu næsten umulige at undgå, at høre, og Kibum havde gemt sit ansigt væk i sine hænder. Han var tydeligvis helt ude af den.

Jonghyun ventede blot indtil den mørkhårede fyr, fik taget sig sammen til at forklare hans pludselige udbrud. Kibum fik langsomt tørret de fleste tåre væk, og gjorde sit bedste for ikke at snuble over ordene, idet han talte. ”Jeg kan ikke klare, at jeg ikke kan røre dig. Det gør ondt når du kommer til at røre mig, men det gør det også, når du ikke gør. Det er ulideligt, Jonghyun.” Den blonde betragtede kort Kibum, før han sukkede lavt og hans før forvildede blik, blødte en anelse op.

”Mhm, det ved jeg. Det gør virkelig ondt, hva?” Den blonde grinede lavt, dog var der ikke megen glæde at spore i hans latter. ”Men ved du hvad, Kibum? Det er stadig ikke nok for mig, til at forlade dig. Det ville være endnu værre end dette.” Kibum måtte synke en klump, før han endelig kunne kigge Jonghyun i øjnene. På trods af at Kibums øjne stadig var en smule våde, så smilede han alligevel svagt til Jonghyun.

”Jeg elsker dig virkelig, Jonghyun.” Det var først et par sekunder efter at de gik op for Kibum, at dette var første gang han sagde dette. Nok mest på grund af det fjogede smil der bredte sig over den blonde fyrs læber. Hurtigt rejste han sig op – hans knæ gjorde ikke specielt ondt, der var blot kommet en lille hudafskrabning – og skyndte sig så at gå – eller nærmere at flygte – fra Jonghyun, før den blonde kunne nå at få sagt noget der ville gøre Kibum endnu mere forlegen.

Dog havde Kibum nu bestemt sig. Han måtte snakke med Onew. Jonghyun var det værd.

                                                                            -¤-

Onew hævede et øjenbryn og kiggede skeptisk på den mørkhårede dreng, der stod overfor ham, med et beslutsomt blik, rettet mod den ældre. ”Mener du det her Kibum? Godt nok har du haft god tid til at tænke i, men det er altså et svært valg,” sagde Onew, selvom han havde på fornemmelsen at dette ikke ville slå Kibum ud af kurs. Han var tydeligvis allerede fastlåst på at dette var det rigtige valg.

Den mørkhårede nikkede bestemt. ”Jeg elsker Jonghyun, Onew.” En trussel om at hvis Onew nogensinde sagde, at han havde sagt dette, til Jonghyun, så ville han smadre ham, hang og svævede i luften mellem de to, idet Kibum fortsatte: ”Jeg tror umuligt at bare fordi jeg får mine minder tilbage, så vil jeg miste mine følelser for ham, fordi jeg bliver endnu mere traumatiseret. Jeg kan lige så godt forsøge.” Onew sukkede lavt, før han så smilede svagt til Kibum.

”Jeg håber virkelige at dette her vil virke, Kibum. Dig og Jonghyun fortjener det, efter at havde holdt ud i så lang tid.” Kibum smilede stort til sin ven.

”Du er en virkelig god ven, Onew. Jeg skylder dig så meget,” sagde den mørkhårede dreng, med et taknemmeligt blik. Han stod virkelig i gæld til Onew. Den ældre havde altid været der for ham, og han havde hjulpet ham så meget, at det næsten ikke var til at tro. Og hvad havde Kibum gjort for ham? Intet. Dette kunne umuligt være fair.

Onew smilede blot. Dog var det et smil der ikke nåede hans øjne. ”Jeg er bare glad for at kunne hjælpe, Kibum. Jonghyun er jo også min ven, og jeg er virkelig glad for at han har fundet dig.” Efter dette stod de to tilbage i et minut eller to, omgivet af en kvælende, akavet stilhed. Onew rømmede sig, før han talte.

”Skal vi så tage hjem til mig? Mine forældre burde være hjemme. De arbejder hjemmefra, så…” Kibum nikkede med det samme, og de to begyndte så at gå.

Til Kibum’s overraskelse fandt de hurtigt noget at snakke om, så turen hjem til Onew, gik hurtigt. Lidt for hurtigt, mente Kibum selv. Han var stadig ikke sikker på om han var mentalt parat til hvad der skulle ske. Selvom Onew havde sagt, at han bare skulle snakke lidt med Onew’s forældre, så var han stadig virkelig, virkelig nervøs.

Onew vendte sig om mod Kibum, før han åbnede døren til det lille parcelhus, og smilede opmuntrende til ham. Kibum smilede en smule usikkert tilbage, hvorefter Onew vendte sig om, og derefter lukkede op for døren, som han så gik ind ad.

Det overraskede Kibum hvordan Onew ikke engang kom med et: ”Jeg er hjemme!”, idet han trådte indenfor, som de fleste ellers ville gøre. Det var i hvert fald hvad Kibum gjorde da hans bedstemor levede. Han gjorde det faktisk stadig, selvom det måske var en smule underligt, når han boede alene. Men det gav ham sådan en hjemmelig følelse, så han gjorde det alligevel.

Onew ventede til at Kibum fik smidt sine sko og overtøj, hvorefter han ledte ham gennem entréen og ind i stuen. Kibum blev endnu engang overrasket idet han trådte ind i rummet. Godt nok kunne man godt se at det var en stue, men samtidig lignede det også et kontor. Papirer og bøger var spredt udover det hele. Mellem alt rodet sad to skikkelser, bøjet over hver deres computer, uden overhovedet at lægge mærke til at Onew og Kibum var der.

Onew rømmede sig for at fange de to ”væsners” opmærksomhed, hvorefter han talte. ”Mor, far, jeg har Kibum med.” De to personer som Onew lige havde kaldt mor og far, vendte sig om, og stirrede så direkte hen på Kibum, der smilede akavet og løftede en hånd som hilsen.

De to personers ansigter lyste med det samme op, og de skyndte sig begge at rejse sig op. Kibum kunne godt se at Onew havde fået sit gode udseende fra hans mor, der – selvom at hun tydeligvis ikke var interesseret i det – så rimelig godt ud, af en mor at være. Onew’s far derimod havde lidt for langt hår, og hans pandehår gik ham halvt nedover øjnene. Hans briller var store og runde, og dækkede det meste af hans ansigt. Kibum sukkede. Det var tydeligt at disse to havde hengivet sig totalt til deres forskning. Stakkels Onew.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...