Stay away.(Jongkey)

Kim Kibum er ikke en lykkelig person. Langt fra, faktisk. Efter at være blevet dumbet af hans kæreste, som han har været sammen med i et helt år, går det endelig op for ham, at han nok bliver nød til at tilbringe resten af hans liv alene. Tanken om dette skræmmer den 18 årige dreng, der stadig har et helt menneskeliv foran sig. Dog bliver Kibum's overbevisning om at dette er hans skæbne hurtigt forpurret, idet en underlig og langt fra genert, fyr, pludselig beslutter sig for at de skal være bedste venner.

43Likes
136Kommentarer
8973Visninger
AA

12. Del 11

Jonghyun og Kibum gik side om side, gennem den lille park. Parken var efterhånden blevet deres fortrukne mødested, og de kom der ofte. De snakkede om… Ja, ikke noget særligt. De snakkede om de ting de havde oplevet, mens de ikke havde været sammen, og de ting de så på deres vej gennem parken. De to kunne snakke i flere timer om et emne som ikke engang var særligt spænende.

”Der gik noget tid før du svarede i går. Hvad lavede du?” spurgte den blonde. Kibum smilede skyldigt. Han havde sat sit mobil på lydløs dagen før, for ikke at virke alt for uhøflig overfor Onew, så der gik noget tid før han fik svaret Jonghyun’s anden sms. Dette forklarede han selvfølgelig til Jonghyun.

Jonghyun vendte nu sit blik mod Kibum, dog uden at stoppe med at gå. ”Du er tit sammen med Onew, hva’?” Den blonde så en smule fornærmet ud, og Kibum kunne ikke lade være med at smile skævt, over hans kærestes barnlige ansigtsudtryk.

”Du er måske jaloux?” jokede den mørkhårede dreng, og grinede lavt. Jonghyun så dog ikke du til at finde denne joke specielt morsom. I stedet så han nu endnu mere seriøs ud, end før.

Jonghyun skød underlæben en anelse frem, og bed tænderne godt sammen. ”Hvad hvis jeg er?” Kibum kiggede en anelse overrasket hen på Jonghyun. Derefter sukkede han lavt. Dette var så typisk Jonghyun.

”Drop det, Jonghyun. Du ved godt at Onew og jeg bare er venner,” sagde Kibum med en anelse irritation i hans stemme. Jonghyun så dog stadig ikke helt tilfreds ud, med Kibum’s svar. Kibum sukkede. Jonghyun burde vide at der ikke var nogen grund til at blive så jaloux. Det var jo ikke fordi at Kibum var mega populær, ligesom en hvis anden person. Faktisk så burde det være Kibum der var jaloux. Jonghyun havde trods alt piger hængende over sig konstant.

Jonghyun så ud til at opgive at spille sur, og skiftede så hurtigt emnet hen på egernet der skyndte sig henover stien, og op i et træ. Derefter begyndte de at snakke om hvor søde sådan nogle dyr var. Det endte så med at de lige pludselig talte om hvilke kæledyr de ville have, når de engang flyttede hjemmefra. Kibum ville helst have en kat, mens Jonghyun godt kunne tænke sig en hund.

”Og hvad er problemet så med at jeg hellere vil have en kat? Det er da ikke dit problem,” udbrød Kibum irriteret, efter at Jonghyun i flere minutter havde prøvet på at få ham overbevist om at hunde var bedre end katte. Kibum var og blev stædig, og havde ikke tænkt sig at skifte mening, blot fordi at Jonghyun sagde at han skulle.

Jonghyun ignorerede irritationen i Kibum’s stemme. ”Fordi at jeg vil have en hund, når vi skal flytte sammen!” Kibum tog ikke Jonghyun’s fantasi om at de to skulle flytte sammen, særlig seriøst. Han sukkede i stedet opgivende over Jonghyun’s stædighed. Hvorfor kunne den blonde kraftidiot ikke bare lade Kibum få sin vilje?

”Ha! Som om jeg også skulle til at tage mig af en hund. Det ville være nok arbejde at tage mig af dig. Du sviner sikkert også ti gange mere end hunden ville gøre.” Jonghyun kiggede fonærmet hen på Kibum, der blot kiggede den anden vej.

”Du ville med glæde tage dig af mig, om så jeg svinede lige så meget som den hund. Du elsker mig jo trods alt mere end no-”

”Aish, ti stille Jonghyun!” udbrød Kibum, for at få stoppet Jonghyun i at få sagt mere. Kibum kiggede derefter hurtigt væk, for at undgå Jonghyun’s blik, da hans kinder havde antaget sig en svag lyserød farve.

Jonghyun kunne ikke lade være med at grine lavt af Kibum. ”Hvad er problem, Kibum? Jeg elsker da også dig mere end no-”

”Ti så stille!” Kibum var nu helt rød i hovedet, idet han kiggede på Jonghyun, med et surt – og en anelse forlegent - blik. Jonghyun grinte endnu engang. I hvert fald indtil at Kibum lige pludselig udstødte et lavt hvin, idet han væltede over en stor sten der lå midt på stien. Den mørkhårede dreng faldt ned på alle fire, og Jonghyun’s øjne blev store idet han så hudafskrabningerne Kibum havde fået på sine hænder. Uden at tænke sig om, skyndte han sig at sætte sig på hug ved Kibum’s side, og tog fat omkring hans håndled for at tjekke hans sår, på nærmere hold. Dog blev dette hurtigt gjort umuligt for ham, idet Kibum fik skubbet ham så hårdt, at han faldt bagover, og landede på ryggen.

”Du skal ikke røre mig!” udbrød Kibum med lukkede øjne. Langsomt fik han åbnet øjnene bagefter, og så første dér ud til at opdage, hvad han havde gjort. Kibum så overrasket ned på Jonghyun. Han selv var overrasket over hvad han lige havde gjort. Dette var ikke meningen. Han ville ikke gøre skade på Jonghyun. Han ville ikke råbe sådan af ham. Kibum kunne ikke holde tårerne tilbage idet han sad der og kiggede på Jonghyun, der tydeligvis også var overrasket over Kibum’s reaktion.

Den blonde dreng satte sig med det samme op, idet Kibum begyndte at græde. Dog en smule længere væk fra drengen end før, denne gang. ”Kibum, du må ikke græde. Gør det ondt? Shit, shit, shit. Kan du rejse dig? Nej vent, jeg skal nok hente hjælp. Eller nej, jeg kan hente en vogn, eller-” Jonghyun stoppede sin forvirrede snakken idet Kibum begyndte at ryste på hovedet. Forvirret så han til idet Kibum endelig fik samlet sig nok til at tale.

”Jeg kan ikke klare det her mere, Jonghyun.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...