Stay away.(Jongkey)

Kim Kibum er ikke en lykkelig person. Langt fra, faktisk. Efter at være blevet dumbet af hans kæreste, som han har været sammen med i et helt år, går det endelig op for ham, at han nok bliver nød til at tilbringe resten af hans liv alene. Tanken om dette skræmmer den 18 årige dreng, der stadig har et helt menneskeliv foran sig. Dog bliver Kibum's overbevisning om at dette er hans skæbne hurtigt forpurret, idet en underlig og langt fra genert, fyr, pludselig beslutter sig for at de skal være bedste venner.

43Likes
161Kommentarer
8949Visninger
AA

11. Del 10

Kibum var ærlig talt ved at give op. Efter at han havde talt med Onew, så det hele bare ud til at gå meget værre. Han kunne ikke få skubbet tanken om, om han overhovedet elskede Jonghyun, ud af hovedet. Han følte ikke en speciel lyst til at røre den blonde. Ville man normalt ønske at røre den person man elskede? På trods af det, så så alting ud til at gå som det plejede.

De to sad på græsset, inde i parken, tæt på Kibum’s hus. Mellem de to var placeret flere forskellige tallerkner med forskellige godter, som Kibum havde lavet før de tog af sted. De fleste af tallerknerne var allerede tømte. Specielt Jonghyun havde taget godt for sig af retterne.

”Du ved, jeg elsker dig virkelig Kibum.” Kibum blev ikke engang overrasket over Jonghyun’s pludselig bekendelse. Det var ikke fordi at det var noget nyt. Jonghyun sagde det hele tiden. Det var efterhånden begyndt at lyde som tomme ord, for Kibum. Han forstod ikke hvordan Jonghyun kunne sige sådanne ting, og stadig få det til at lyde, som var det ganske normalt at sige sådan noget.  

Den mørkhårede nikkede blot og mumlede et lavt ”Mhm,” uden at flytte blikket fra cykelstien der strakte sig hele vejen gennem parken. Indtil videre havde han talt 12 cykler der var cyklet forbi den sidste time.

Den blonde vendte så sit blik mod Kibum, og smilede svagt. Dog var det et smil der ikke nåede hans øjne. Jonghyun var ikke glad. Det var nemt for Kibum at se. Hans smil nu, var ikke som det var når han var sammen med hans venner. Det var som om at han prøvede at overbevise Kibum om at han var glad, men ikke kunne tvinge sig selv til at smile med hele hjertet. Det gjorde ondt. Kibum hadede det.

                                                                           -¤-

”Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre, Onew. Jeg er tydeligvis grunden til at Jonghyun ikke engang kan smile ordentligt mere. Der er gået næsten 3 måneder siden vi kom sammen. Det er jo tydeligt at han er blevet slidt op af at være sammen med mig.” Kibum sukkede opgivende og lænede sig tilbage, for at lade sig falde ned at ligge på hans seng. I den anden ende af hans værelse sad Onew, på hans kontorstol, med hans blik rettet mod Kibum. Efter at Kibum første gang havde snakket med Onew om Jonghyun, var han blevet ved med at opsøge den ældre, hver gang han havde det svært. Han var kort sagt blevet hans helt egen psykolog, hvis man kunne sige det sådan.

Onew sank en klump, før han satte sig en anelse tilrette i stolen. ”Kibum, sådan er Jonghyun ikke. Selv hvis han er ked af det, på grund af dig, så vil det blive endnu værre hvis du forlader ham. Dette er første gang Jonghyun er faldet for en person, som han er faldet for dig. Tror du virkelig at han ville være sammen med dig, hvis han var typen der gav så let op?” Kibum sukkede endnu engang. Onew havde fat i noget. Det havde han altid.

”Men Onew, hvad nu hvis jeg ikke elsker Jonghyun?”  Dette var et spørgsmål som Kibum havde stillet sig selv flere gange, dog uden nogensinde at havde kunnet svare på det. Han håbede på at Onew kunne svare på dette, i stedet, selvom han havde på fornemmelsen at han forventede for meget.

Onew så ud til at syntes at samtalen var en smule ubehagelig. Dog holdt det ham ikke fra at give Kibum et svar. ”Kibum, det er tydeligt at du har følelser for Jonghyun. Hvad er grunden måske til at du stadig ikke har afvist mit tilbud? Det kan godt være at du stadig ikke elsker ham, ligeså meget som han elsker dig, men det betyder ikke at du skal bilde dig selv ind, at du ikke holder af ham.” Kibum satte sig nu op og kiggede hen på Onew.

”Du har ret. Jeg holder virkelig meget af Jonghyun. Det er bare… så svært. Jeg ved ikke om jeg kan holde til det her.” Nu fik Onew endelig tvunget et smalt smil frem på hans læber.

”Det hele skal nok gå. Jeg kender Jonghyun. Han giver ikke slip på dig, om så du binder ham fast til et træ og skærer halsen over på ham,” de to afsluttede den ellers seriøse samtale med et grin, og Kibum’s skuldre føltes endnu engang ti tons lettere end før. Onew var en virkelig god ven. Hver gang Kibum talte med ham gik han altid hjem med et smil på læben. Når det gjorde ondt at tænke på Jonghyun, så ringede han til Onew, der altid svarede, om så den var 1 om natten. Han havde kendt Onew i omkring fem måneder. Dog føltes det, som om han var en gammel barndomsven, der altid havde været der for ham.

Kibum kiggede undskyldende over mod Onew, idet hans telefon begyndt at bippe, hvilket signalerede at han havde fået en besked. Hurtigt fik han trukket mobilen op af hans lomme. Han kunne ikke lade være med at smile svagt da han så afsenderen.

”Hvad laver du? Jeg har lige skrællet den største kartoffel jeg nogensinde har set! Jeg sværger, min mor købte de kartofler i extra-large, bare for at pine mig, den ene dag jeg skal lave mad. Red mig!”

Kibum grinte lavt, og gav sig så til at svare. Onew’s blik var stadig rettet mod den mørkhårede dreng. Hans øjne blev en smule smallere end før, idet den mørkhårede dreng pludselig grinte, idet han læste den besked han havde modtaget. Derefter sukkede han lydløst, og smilede så svagt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...